Efterløn er faktisk lavere end dagpenge, og der skal betales et særligt kontingent i et kvart århundrede for at få ret til den. Hvordan kan man så spare penge ved at fjerne den?

af Gustav Bunzel, formand for Landsorganisationen af Arbejdsledige, Århus
Før nytår efterlyste den tidligere økonomiminister, tidligere formand for de radikale, 'politikere, der har mod til at tage beslutninger, som gør ondt'.
Læser man en sådan overskrift, behøver man ikke at læse videre: efterløn og dagpenge. Borgere med lavindkomster skal have endnu lavere. Den siddende regering har ikke savnet 'mod' til at gøre fattige fattigere!
Der er taget ganske mange beslutninger, som har gjort ondt. Og som for første gang i nyere dansk historie har skabt et voksende fattigdomsproblem. Frembragt af en bevidst regeringspolitik, som man ikke agter at fjerne, tværtimod.
Man iværksætter blot undersøgelser, der skal finde andre forklaringer end netop regeringens egen politik.
Den 8. januar foreslog de radikales forkvinde så, at efterlønnen fjernes hurtigst muligt, og dagpengeperioden halveres. Den konservative forkvinde jublede og fremkom med den besynderlige udtalelse, at vi må vælge mellem enten reformer eller at skære i velfærden.
Men 'reformerne' vil beskære velfærden. Man skal altså skære i én form for velfærd for at bevare en anden, eller i nogles for at bevare andres. Beskær de laveste indkomster for at bevare velfærden for de velbjergede.
Under den højeste konjunktur ville man det samme med begrundelsen: mangel på arbejdskraft. Med hurtigt voksende ledighed giver man nu begrundelsen: statsbudgettets ringe tilstand.
Men efterløn er faktisk lavere end dagpenge, og der skal betales et særligt kontingent i et kvart århundrede for at have ret til den. Hvordan kan man så spare penge ved at fjerne efterlønnen?
Mange går på efterløn fra ledighed. Herved spares på dagpenge og udgifter til nytteløs aktivering. Hvis efterlønnen fjernes, vil dagpenge for mange af disse høre op, inden de når den forhøjede pensionsalder. Endnu flere hvis perioden halveres.
Disse mennesker vil så være henvist til kontanthjælp, som mange ikke har ret til, fordi deres formue overstiger 10.000, eller en anden har forsørgerpligten. Skal de så skilles for at redde stumperne? Og hvis de så alligevel holder sammen, bliver de så socialbedragere?
Har de ret til kontanthjælp, vil de være henvist til nytteløs og nedværdigende aktivering indtil folkepensionen. Det kan man da kalde en ældrebyrde. Herved kan der spares milliarder, men næppe flere end de just bevilgede skattelettelser.
Med kurs mod spærregrænsen søger partier desperate midler for at kapre stemmer. Hvis man ikke vil stemme på partiets politik, må partiet antage en anden. I hvilke vande fisker de radikale?