For nogen tid siden gjorde jeg op med mig selv, at jeg måtte gøre min tilstedeværelse gældende på den politiske vippe

af Trond Poulsen, København
Jeg følte det vigtigt, at jeg trak i retning af en venstrefløj, der besad medfølende humanisme og benhård linje over for, hvad man i gamle dage ville kalde kapitalisterne, men som i dag vel blot generelt kan refereres til som 'de bredeste skuldre' - økonomisk set.
Jeg meldte mig således ind i SF, der på det tidspunkt støttede en meget mild linje over for indvandrere og svage i samfundet, var kritisk omkring at deltage i angrebskrige og generelt stod på, at mennesker var mere end bare avancerede behov-opfyldere.
Således forblev min forgabelse i partiet SF og nogle veltalende lederskikkelser uforstyrret i en periode hen over sidste valg (2007) - og jeg rasede med alle de andre, da den borgerlige blok igen stod til regeringsmagten, men frydede mig ligeledes over SF`s fremgang. Det skulle jeg måske ikke have gjort!
At markedsforståelsen gennemsyrer den politiske retorik, er på ingen måde en hemmelighed. Man shopper efter repræsentanter, der skal være 'politik på alle hylder', og man taler om, at vælgerne 'ikke køber ens politik'.
Markedets metaforer har vundet fuldstændigt ind, og den derpå følgende indramning af diskussionen om valgets betydning for både partier (udbydere) og vælgere (efterspørgere), er den liberale bloks klart største succes - nationalt såvel som globalt. Det er nemlig ikke kun i lille Danmark, at den jargon sætter dagsordenen.
Men det behøver ikke betyde, at et parti
er en markedsagent. Det behøver ikke lefle for flertallet, ændre holdninger og markedsføringskampagner i takt med, hvad der er populært - faktisk er det er en komplet undergravning af et repræsentativt demokratisk system, når det finder sted.
Ideelt er det, når en række partier med hver deres udsyn på, hvad samfundet inden for de demokratiske rammer skal byde på. De præsenterer nogle linjer og søger at influere debatten og samfunds-etos på en sådan måde, at netop deres politiske holdninger vinder frem og bliver overensstemmende med vælgernes ønsker og dermed definerer tidsånden.
Jeg er ikke naiv nok til at tro på en simplistisk opstilling af venstre-højre-partier, som det er drømt op i kølvandet på den franske revolution. Der er masser af komplicerede spørgsmål, som ikke lader sig besvare med ren ideologi; men en overordnet linje, der er konsekvent, betyder meget.
Og den linje følte jeg - i min forgabelse, det indser jeg nu - at SF holdt meget nydeligt i en verden hvor politikere rask væk solgte deres ideologier for en blød stol lidt højere og mere mageligt placeret end den, de havde forladt.
Siden er der løbet meget vand og mange dårlige kommentarer under broen. Der er blevet lagt en hårdere linje over for indvandrere, SF støtter forlig med Dansk Folkepartis xenofobiske fingeraftryk meget tydeligt påtegnet og har senest indgået kompromiser omkring repatriering, samt støtter Kinas empiriske menneskerettighedsbrud i Tibet. Det var ikke det, jeg skrev mig op for.
Det er meget muligt, at SF stadig står for en blød linje og nogle fornuftige skattepolitiske holdninger omkring byrdeløft og individets rolle i forhold til at få hjælp af en stat, når det falder sammen. Men hvis det er tilfældet, er det næsten mere sørgeligt, for det er ikke, hvad der siges.
Der lefles for laveste fællesnævner i større og større grad, og det lugter fælt af, at SF med de store fremgange den senere tid har vejret magt i morgenluften og nu føler sig så tæt på, at man vil gøre hvad som helst for at kunne tage det sidste, svære skridt mod flertallet.
Og bevares - man kan da meget bedre spise, at det er SF, der trods alt sidder i regering sammen med S, og dermed ikke længere VKO, men er et får i ulveklæder meget bedre end hvad vi har nu?
Hvis man virkelig er villig til at gå så meget på kompromis, inden man får magten, hvad vil man så ikke gøre for at beholde den? Når dette brev tæller for min udmeldelse af partiet, er det et udtryk for, at jeg ikke længere stoler på et parti, der har forladt sit ideologiske ståsted for at søge magten og deltagelsen i eksempelvis et forsvarsforlig, koste hvad det koste vil.
I kan finde på hvad som helst, og jeg vil ikke have stemt på et parti, der i fremtiden måske kan gå så vidt som selv at anbefale én eller anden angrebskrig i hælene på en stormagt - nej tak. Ideologi kan være en besværlig størrelse, og jeg er sikker på, at den ikke hører hjemme i realpolitikken på Christiansborg, men den gør det nemmere at vide, hvad man har med at gøre som vælger.
Jeg er derfor nu ladt tilbage med det evige dilemma, et partimedlem præsenteres for: Skal jeg gå i protest, med hvad det betyder af mit fravær i statistikkerne på venstrefløjens side af vægtskålen? Eller skal jeg blive og på min facon forsøge at vende SF mod et mere idealistisk, mindre populistisk parti?