Nu vil regeringen straffe børn og voksne efter samme regler. Står det til den borgerlige regering vil børn, der ikke er gamle nok til at kunne købe en øl i Brugsen, være gamle nok til at kunne idømmes livsvarigt fængsel
af Jørgen Petersen, formand, Kommunistisk Parti
Vinteren har i ugevis haft et fast greb om Danmark. Snedriverne ligger over det ganske land og både søer og de indre fjorde er frosset til. Hvis kulden fortsætter ligger isvinteren lige om hjørnet.
Når det gælder vejret er kulden heldigvis kortsigtet. Dagene bliver længere og længere og foråret kommer i en ikke så fjern fremtid.
Sådan er det desværre ikke i det danske samfund. Den politiske kulde har været tiltagende i årevis. Med krisen er det blevet endnu værre. Der er langt til et politisk tøbrud.
Selv om den borgerlige regering ikke rider på en bølge af popularitet, sidder den fortsat fast på taburetterne på grund af manglen på et klart politisk alternativ.
Det helt afgørende er, at modstanden bygges op i form af aktiviteter på landets arbejdspladser og uddannelsessteder, at der skabes samling om et politisk kursskifte, som sender regningen for krisen tilbage til kapitalen.
Konsekvenser af skattelettelserne ser vi hver eneste dag. Der er angiveligt ikke råd til skabelse af praktikpladser, og de nødvendige tilbud til de titusinder af unge, der i dag står udenfor arbejdsmarkedet. Nu er massefyringerne i gang på landets hospitaler. Forude venter skolelukninger, fyringer i daginstitutionerne og nye runder af asociale nedskæringer i kommunerne.
Klimatopmødet og demokratiet
Når magthaverne skal forsvare det kriseplagede kapitalistiske system , tages alle midler i brug.
Dønningerne efter lømmelpakken har endnu ikke lagt sig. Billederne fra de store masseanholdelser af fredelige demonstranter sidder stadig på nethinden. 20 dages varetægtsfængsling af aktivister fra Greenpeace medførte verdensomspændende protester mod Danmark.
Billeder af burene i det såkaldte klimafængslet Valby, bagbundne og frysende demonstranter siddende på iskolde veje og knippelsvingende betjente gik verden rundt, sammen med beretningen om det danske formandskabs magtarrogance og kyniske sabotage af en bæredygtig, bindende og solidarisk klimaaftale.
Det er to sider af samme sag, som afspejler, hvor iskold den politiske atmosfære er blevet i Danmark. Det var både titusinder af demonstranter, NGO'er, repræsentanter fra udviklingslandene og verdenspressen, der fik anskuelsesundervisning i, at der er er noget råddent i Danmark, som allerede Hamlet påpegede det.
Demokratiet rulles systematisk tilbage af en regering, der vedholdende forsøger at fremstille sig selv som demokratiets ypperste forsvarer.
Der er mere på vej
Kriminaliseringen og mistænkeliggørelsen af mennesker, der fredeligt udnytter deres grundlovssikrede rettigheder, er blevet dagligdag i Danmark.
Politikerne kappes om, hvem der kommer først med nye grænseoverskridende tiltag. Hårdere straffe. Flere i fængsel. Sådan lyder parolen, selv om eksperterne påpeger, at det kun gør ondt værre.
Nu vil regeringen straffe børn og voksne efter samme regler. Står det til den borgerlige regering vil børn, der ikke er gamle nok til at kunne købe en øl i Brugsen, være gamle nok til at kunne idømmes livsvarigt fængsel.
Hævnmotivet breder sig. Det forebyggende, sociale arbejde rammes af sparekniven.
Øje for øje og tand for tand skaber ikke færre, men flere hærdede forbrydere.
De stærkes ret
Regeringen udleverede Camilla Broe til en usikker skæbne i USA. Nu risikerer hun en fængselsstraf for handlinger, der ikke er strafbare i Danmark, i åbenlys modstrid med dansk lovgivning.
Ja, skandalerne flyder tæt i regeringens kølvand .
I mange år blev Farums tidligere borgmester Peter Brixtofte hyldet som juvelen i Venstres krone. Han endte heldigvis bag lås og slå for sine kriminelle handlinger. Sådan er det ikke gået for Claus Hjort Frederiksen.
Han er regeringens chefideolog, med stor ekspertise i nyliberale svinestreger, krænkelse af almindelige demokratiske principper for Folketingets arbejde og regulære lovstridige handlinger. Det fik journalist Jesper Tynell Cavlingprisen for at afsløre.
Tavsheden fra regeringspartiernes folketingsmedlemmer og ministre er iøjnefaldende. Ingen skreg op om stramning af loven. Der lød ingen krav om at landets love skal overholdes. Det er tydeligvis ikke samme regelsæt for alle. Det er jungleloven og de stærkes ret der gælder.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278