24 Feb 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

EU må stoppe Israels blokade af Gaza

EU må stoppe Israels blokade af Gaza

Tirsdag, 19. januar, 2010, 00:00:00

Blokaden, der er en kollektiv afstraffelse af den palæstinensiske civil-befolkning i modstrid med fjerde Geneve konvention, har store humanitære omkostninger

fra Euro-Mediterranean Human Rights Network (EMHRN), Folkekirkens Nødhjælp, Mellemfolkeligt Samvirke og Rehabiliterings- og Forskningscentret for Torturofre (RCT)
Et år efter Israels angrebskrig i Gaza opfordrer en række humanitære danske organisationer den danske regering til at arbejde for øjeblikkeligt at få Israels blokade af Gaza bragt til ophør.
Efter krigen i Gaza bevilgede det internationale samfund fire milliarder dollars til genopbygning af Gaza. En stor del af disse midler er aldrig blevet brugt, fordi blokaden af Gaza forhindrer genopbygningen. Krigens sår er aldrig blevet helet.
Blokaden, der er en kollektiv afstraffelse af den palæstinensiske civilbefolkning i modstrid med fjerde Geneve konvention, har store humanitære omkostninger. Udover 1400 dræbte blev 100.000 civile gjort hjemløse og titusindvis blev traumatiserede af krigen.
På grund af Israels blokade af Gaza har skoler, hospitaler og ødelagte private hjem ikke kunnet repareres, fordi blokaden forhindrer import af alle former for byggematerialer.
Kloakker, vand og el-forsyning er hårdt ramt og 90 procent af befolkningen mangler fortsat elektricitet fire til otte timer hver dag.
Gazas erhvervsliv er reelt ophørt på grund af import- og eksportstop. Mere end 40 procent af arbejdsstyrken er uden job og over 70 procent er afhængig af fødevarehjælp.
Nøden i Gaza er ikke - som i Haiti - forårsaget af et jordskælv. Det er en menneskeskabt katastrofe forårsaget af Israels blokade.
EU har tidligere i meget stærke vendinger kaldt blokaden uacceptabel, og krævet en øjeblikkelig åbning for den humanitære bistand, så en genopbygning kan komme i gang. Det er ikke sket endnu. Israel har overhørt henstillingerne fra det internationale samfund.
Det er helt uacceptabelt at EU, som er den største bidragyder til genopbygning af de besatte palæstinensiske områder, og andre aktører ikke kan komme til at hjælpe civilbefolkningen i Gaza.
Det er i alles interesse, at civilbefolkningen i Gaza kommer på fode igen og en central forudsætning for fred i området. Fattigdom og armod bidrager kun til at styrke de fundamentalistiske kræfter i Gaza.
Derfor bør Danmark via EU arbejde for at blokaden hæves øjeblikkeligt.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


19. jan. 2010 - 00:00   30. aug. 2012 - 12:04

Idekamp