Historiens gang står ikke til at ændre. Vi må tage udgangspunkt i de betingelser, vi lever under nu. Men vi må lære af de erfaringer, som blev opnået af de folkelige bevægelser

af Lars Ulrik Thomsen, Esbjerg
Murens fald i 1989 blev i efteråret fejret med pomp og pragt i anledning af 20-årsdagen.
Verdenssamfundet stod i 1980`erne over for meget store opgaver. De var præget af voksende polarisering mellem supermagterne. På trods af mange fornuftige aftaler om nedrustning og samarbejde, blandt andet Helsinki-aftalerne i 1975, lykkedes det ikke at opnå det afgørende gennembrud.
Det kunne ellers have sikret principperne for den fredelige sameksistens mellem forskellige samfundssystemer.
I løbet af 1980`erne skete der et virkeligt opsving i fredskampen, den blev simpelthen en folkesag. De fleste forstod, at man ikke kunne fortsætte på den gamle måde. Det gjaldt vores overlevelse som menneskehed og planetens eksistens.
Den internationale finanskapital ville det anderledes. Under dække af at støtte reformprocessen i Østeuropa fastholdt man den årelange konfrontationskurs. Målet var stadig 'at rulle kommunismen tilbage'.
Ud over fredskampen var der andre påtrængende spørgsmål oppe på den tid. Hvordan skulle de store fattigdomsproblemer med sult og underernæring i store dele af verden løses?
Hvordan skulle man løse de sociale problemer, som voksede konstant, i den rige del af verden?
Hvordan skulle man gennemføre en ny økonomisk verdensorden, der tog fat på at løse uligheden?
Blev problemerne løst i sidste del af det 20. århundrede? Nej, de voksede sig endnu større og er en medvirkende årsag til den internationale ustabilitet, med krige og undertrykkelse.
Med USA`s krav om at være enebestemmende i verden satte man reelt FN ud af spillet. Men realiteten er, at FN med en brøkdel af de penge, som anvendes til oprustning, kan løse verdens sult- og sygdomsproblemer.

Forventninger
Hvordan stillede det nye Europa sig til USA`s krav? Svaret var ikke en selvstændig optræden, som det ofte fremhæves, men en tilpasning til amerikanernes krav. Alternativet havde været en fastholdelse af FN`s charter og en styrkelse af det internationale samarbejde.
Dermed afskrev Europa sig muligheden for at få indflydelse på udviklingen og arbejde for de mål, som var vokset ud af de folkelige bevægelser.
Skal man drage et facit over de opgaver, man stod over for i 1980`erne, og den måde, man forsøgte at løse dem på, er dommen meget hård: Den rige verden dumpede med glans!
Med den længste højkonjunktur, som verden har oplevet, var alle betingelserne til stede for en omfordeling af værdierne. Man kunne være begyndt på en omstilling til andre energiformer end de kendte. Man kendte allerede dengang konsekvenserne for klimaet.
Kunne en fortsættelse af den fredelige sameksistens` politik have betydet en løsning af de store opgaver?
Historiens gang står ikke til at ændre. Vi må tage udgangspunkt i de betingelser, vi lever under nu. Men det er nødvendigt at lære af de erfaringer, som blev opnået af de folkelige bevægelser.
De blev en reel magtfaktor i international politik, og forventningerne om, at de ville blive kronet med held, var meget store.
Folkets indflydelse på begivenhedernes gang er det helt afgørende, når det gælder om at vinde bestemmende indflydelse på udviklingen.
Den dag, den virkelige historie bliver skrevet om denne afgørende periode i verdenshistorien, vil vi også få at vide, hvilke kræfter der var på spil; om magtspil og intriger i kulisserne.
At undgå at falde for reaktionær demagogi er et vigtigt emne at få frem i debatten om 80`ernes historie. Den måde, medierne optrådte på, svarede ikke til det demokratiske billede af en offentlighed, som orienteres på en saglig og informativ måde.
I stedet oplevede vi medier, der var aktive aktører i omvæltningerne i Østeuropa. Især Springer-pressen spillede en afgørende rolle i tiden op til Murens fald.
En anden side, som også må debatteres, er den anti-kommunisme, som reaktionen anvender mod de folkelige bevægelser. Kommunisterne var en del af datidens fredsbevægelse og stillede sine forslag som alle andre i bevægelserne.
Når medierne skaber en hetzagtig stemning mod kommunisterne, er de med til at forhindre en nøgtern debat. Dermed sætter man reelt demokratiet ud af kraft.

Bevægelserne
Et sidste væsentligt emne, som skal nævnes her, er en analyse af Sovjetunionens udenrigspolitik i årene frem til sammenbruddet. Denne side er helt afgørende for fremtidige folkelige bevægelser, fordi reaktionen bygger videre på myterne om 'den aggressive sovjetiske udenrigspolitik'.
Jeg har her kun nævnt enkelte af de spørgsmål, som må afklares; men afgørende er, at 1980`erne rummer kimen til en løsning af nutidens problemer.
Brugt på den rigtige måde er den en kilde til inspiration, men de fordrejede udgaver af historien, vi præsenteres for i dag, er med til at fastholde falske myter og illusionen om ting, som aldrig har fundet sted.
Det er det mest slående ved de seneste årtiers udvikling. Som med Potemkins kulisser bygger den vestlige verden sin virkelighed på myter. Det er på en måde filmverdenen, som går ind og overtager virkeligheden og skaber denne illusion.
Problemet er, at den virkelige verden før eller senere melder sig med de faktiske forhold. Det er det, vi nu gennemlever med den økonomiske verdenskrise.
Skal vi løse nogle af de afgørende problemer, som jeg nævnte i indledningen, og som stadig er uløste, så kræver det et nyt opsving i de folkelige bevægelser.
Det kræver, at arbejderklassen igen bliver den afgørende kraft i bevægelserne. Vi kan lære af 1980`ernes gode og dårlige erfaringer og bruge dem til at gøre en ende på 'de store illusioners tid'.

Fredsbevægelsen
Som eksempel på fredsarbejdet kan nævnes de initiativer, som DKP i Esbjerg tog i 1979 til et stort protestmøde mod neutronbomben.
Mødet blev starten på dannelsen af fredsbevægelsen i Esbjerg, som bestod af 22 organisationer i byen med alt fra idrætsklubber til fagforeninger. Sådanne initiativer blev taget mange andre steder i Danmark.