Vi lever desværre i en tid, hvor vi alle som individer er særligt enestående, og hvor vi tillader os selv at overtræde regler, som vi forlanger naboen skal overholde. Og det ses klarest i trafikken

fra Dansk Fodgænger Forbund v/ formand Mikael le Dous, Helsingør
Som fodgængere kan vi se tilbage på et blandet år. Noget er lykkedes, andet er ikke.
Her i starten af det nye år er det kun naturligt, at vi som forening ser på, hvorfor vi gider ulejlige os med at gøre en indsats. Hvad vil vi opnå, og hvorfor er det så stærk en drift, at vi ikke bare kan lade det være? Hvad er det vi ser omkring os, som vi ikke bare kan lade passere?
Vi ser et politi, som stort set har opgivet at håndhæve trafikkens mindre overtrædelser. Vi ser et Folketing, som trods alle erfaringer vil hæve fartgrænser, og som tillader endnu større lastbiler at køre gennem byerne.
Vi ser kommuner lade de installationer forfalde, der skal yde fodgængerne sikkerhed. Vi ser fodgængerfelter blive nedlagt og fortove inddraget til cykelstier. Vi ser en transportminister, som opretter en 'trafiktænketank' uden repræsentation af fem millioner fodgængere.
Hvordan er det overhovedet kommet så vidt, at fem millioner fodgængere i den grad overses, så et privat initiativ som vores er nødt til at bruge fritid og egne midler på at påvirke situationen? Hvorfor tager ikke de organer sig af opgaven, som dog er nedsat, og betalt til det samme?
Kan det skyldes, at både FDM og Dansk Cyklist Forbund hver især netop er fyldt 100 år, og dermed længe har kunnet kræve fordele for deres betalende medlemmer? Og at cyklisterne med held har markedsført sig som de svage trafikanter?
Vi har ikke noget imod, at cyklister redder livet, men faktum er, at ni ud af ti medlemskaber hos os skyldes frustration over cyklisters ligegyldighed over for de regler i trafikken, der skal sikre fodgængerne.
Rådet for Sikker Trafik og Færdselssikkerhedskommissionen er begge nedsat for at skabe sikkerhed i trafikken, men de er begge holdt i så kort politisk snor, at det kniber med nytænkning derfra.
Den loyalitet, der burde ligge hos vores samfærdsel, ligger i stedet hos det øjeblikkelige politiske flertal, som jo betaler gildet. Det gælder mest om at holde 'forretningen' kørende. Og det indebærer åbenbart ikke at sige politikerne imod, uanset hvor rimeligt det måtte være.
Samme løse holdning til trafikken finder vi hos flere politiske partier på Christiansborg. Som underskrivere på den danske oversættelse af Den internationale Fodgængertraktat finder vi SF, Det Radikale Venstre og Enhedslisten. Alene Venstre har afvist at støtte fodgængerne, mens resten af partierne ikke har orket at svare.
Men tilbage til spørgsmålet: Hvorfor gider nogen være aktive for fodgængernes ret og sikkerhed i trafikken? Er det, fordi vi i vores samfærdsel ser nogle større tendenser i tiden, som vi vil modvirke? At vores samfærdsel ikke kun må handle om den stærkeres ret?
Det kan næppe udelukkes, at vores opførsel i trafikken er et spejlbillede af vores daglige samfærdsel mellem mennesker i øvrigt. Den, som naturligt tager hensyn i dagligdagen, vil formentlig også gøre det i trafikken.
Derfor er det trist at se den stærkeres ret udvikle sig i trafikken, fordi alle de 'små' overtrædelser ikke længere håndhæves af politiet. Vores børn, blinde og gamle fortjener bedre.
Men kan det hele ikke være ligemeget? Hvor er forskellen på overtrædelser i trafikken, og alle de andre 'små' lovovertrædelser, for eksempel sort arbejde eller at stjæle en bog på biblioteket? Jo, dels foregår trafiksjusk i fuld offentlighed, og kan dermed nemt smitte, og dels foregår vores trafik med livet som indsats.
Det kan være en af årsagerne til, at Dansk Fodgænger Forbund gider bruge noget af det knapt tilmålte liv på at gøre opmærksom på, at der er sket en udvikling, som vi tror reelt ikke ønskes af nogen.
Vi lever desværre i en tid, hvor vi alle som individer er særligt enestående, og hvor vi tillader os selv at overtræde regler, som vi forlanger naboen skal overholde. Og det ses klarest i trafikken.
Vi danskeres mangeårige bestræbelser på at skrue ned for troen på autoriteterne er lykkedes lidt for godt - nu vælger vi hver især kritisk ud, hvilke regler vi ønsker at overholde. Og blæser på resten af reglerne - de gælder kun for naboen.
I foreningens korte levetid har vi nået meget, men der mangler noget endnu, før vi kan lægge megafonen fra os og fortsætte kun med vore private sysler.
Med vores indsats også i 2010 kan vi måske bidrage til, at denne periode med urimeligt stort selv-hensyn i trafikken ikke varer længere end højst nødvendigt. Gud bevare trafikanterne !