I en verden, hvor afgivelse af suverænitet sker glidende, gennem beslutninger i parlamentet og via EF-domstolens domme, må modstanden også forandre sig. EU tiltager sig mere magt bid for bid - måned for måned

af Karina Rohr Sørensen, landsledelsesmedlem, Kommunistisk Parti
EU er ramt af krisen, og svarer igen ved at forsøge at skubbe byrderne over på arbejderklassen. Regningen for bankpakkerne sendes videre til skatteyderne, som rammes af krav om løntilbageholdenhed og nedskæringer i den offentlige sektor.
Lissabontraktaten har konkrete krav om, at de enkelte lande løbende tager stilling til, hvilke offentlige opgaver der kan udliciteres.
Det indre marked, med dets frie bevægelighed udgør sammen med EF-domstolen en væsentlig og skræmmende integrationsfaktor.
Kampen mod EU vil i de kommende år have kampen mod det indre marked som sit helt centrale omdrejningspunkt. Det er nødvendigt, at der arbejdes for at afsløre EU's og de danske EU-tilhængeres angreb på den danske model, de kollektive rettigheder og de skattefinansierede velfærdsordninger.
Samtidigt er det nødvendigt at vi udbygger og opdaterer vores viden om undtagelserne, så vi er klar til afstemningerne, når de kommer.

Unionsmodstand i forandring
Når EU ændrer sin måde at fungere på, er der behov for, at vi som modstandere kigger kritisk på os selv, og den måde vi fungerer på.
Er vi opdaterede? Har vi fundet den form der skal til for at løfte de opgaver, vi står over for? Hvordan giver vi EU mest modstand i en tid, hvor Lissabontraktaten er vedtaget?
Der er ikke noget nyt i, at unionsmodstanden udvikler sig - og finder nye måder at gøre tingene på. Det er igennem tiden sket før, også uden at modstanden af den grund har fjernet sig fra sin kerneopgave: At kæmpe for retten til national selvbestemmelse.
Kigger vi på Folkebevægelsen mod EU - som den mest markante modstander - er der en linje, der har båret igennem helt fra starten: Modstanden mod EU er ikke bare en modstand mod et direktiv eller en traktat, ikke blot et forsøg på at lave en lidt mere spiselig union.
Modstanden er et konkret forsøg på at stoppe afgivelsen af suverænitet, og har som mål at få Danmark frigjort fra EU.
Folkebevægelsen mod EU er en bevægelse, der forsøger at samle modstand på tværs af partiskel - i en fælles kamp for demokratiet, for retten til at beslutninger træffes i Danmark.
Selvom vi giver os til at diskutere, om der er behov for forandringer i de metoder vi anvender, i den måde vi arbejder på, er det vigtigt at slå fast, at dette kan og bør ske, uden at vi giver køb på den regulære modstand, og uden at vi giver os til at indsnævre bevægelsens brede politiske grundlag.

Hvorfor er der brug for forandring?
EU har i mange år haft en primær måde til at suge suverænitet ud af medlemslandene, nemlig gennem nye traktater. Problemet for EU har været, at man løbende har haft debat om suverænitetsafgivelsen, og - hvad værre er - at befolkningen i forskellige EU-lande har kunnet afspore traktater ved at stemme nej.
EU-forfatningen var det første forsøg på for alvor at gøre op med det. Man ønskede en egentlig forfatning, med meget brede rammer for hvad EU kan bestemme, og med mulighed for at udvide rammen uden at risikere et nej.
Franskmændene og hollænderne skød forfatningen ned, før vi og briterne fik mulighed for det. Der var en massiv folkelig modstand mod unionsstaten, og da indførelse af forfatningen krævede, at alle lande skrev under, blev den opgivet i sin daværende form.
I realiteten levede dens indhold dog videre - på trods af tænkepause og politiske udmeldinger om, at man i stedet for den store forfatning ville forsøge med en mini traktat. Resultatet blev Lissabontraktaten, en traktat der på alle væsentlige punkter giver EU de samme muligheder som EU-forfatningen.
Med Lissabon-traktaten er der gjort op med princippet om, at nye suverænitetsafgivelser kræver nye traktater, der skal til afstemning. Dette betyder, at der også er helt nye udfordringer for os som EU modstandere.

Hvilke udfordringer venter?
I en verden, hvor afgivelse af suverænitet sker i store traktat-klumper, er der meget fornuft i at gøre det, som Folkebevægelsen mod EU indtil videre har gjort: At opbygge sig som kampagneorganisation, der når 'lokummet brænder' hurtigt kan alliere sig med andre, og være med til at aktivere en meget bred kreds i kampen for et nej.
I en verden, hvor afgivelse af suverænitet sker glidende, gennem beslutninger i parlamentet og via EF-domstolens domme, må modstanden også forandre sig.
Vi kan ikke længere bruge al vores energi på de store nej-kampagner hvert andet eller tredje år, når EU tiltager sig magt bid for bid - måned for måned.
Fastholder vi at have vores fokus massivt låst fast på næste folkeafstemning, svigter vi vores opgave: At bekæmpe afgivelsen af suverænitet.
Samtidigt står vi med opgaven at forsvare de danske undtagelser - hvilket betyder at vi fortsat skal kunne løfte opgaven, at alliere os med en bred kreds for at kunne være med til at skabe et nej.

Modstand på en ny måde
Vores opgave som EU-modstandere er med andre ord blevet bredere og mere kompliceret - vi skal kunne noget mere og noget andet, end det vi plejer.
Når EU-harmoniseringen sker gradvist, kan vi ikke klare os med en folder, der giver ti gode grunde til at sige nej. Vi må kunne forklare de store sammenhænge, og blande os i debatten, også uden at have en afstemningsdato at hænge debatten op på.
Hvor de store traktater gør det oplagt at forklare de store sammenhænge - at angribe EU som system, må vi nu finde ud af at tage dagsordenen i Bruxelles og oversætte den til konkret dansk virkelighed:
Hvad betyder EU for din arbejdsplads, din sundhed, din hverdag?
Hvilke konsekvenser har de mange års medlemskab haft for vores samfund?
Hvordan viser man modstand på andre måder end ved at stemme nej?
Hvordan kan vi arbejde for at frigøre os fra EU?
Dette er blot nogle af de spørgsmål vi bliver nødt til at finde svar på. Der er ikke brug for mindre EU modstand, men der er brug for at vi fordyber os på en anden måde.