Obamas nederlag i Massachusetts var stort. Folket havde forladt ham. Det er udtryk for, at bunden er træt af toppen. Obamas nederlag i Massachusetts var stort. Folket havde forladt ham. Det er udtryk for, at bunden er træt af toppen

Hvor er verden på vej hen. Går krisen væk, går temperaturerne op, går vi alle ned, eller kan det bare blive ved med at gå?
Hvordan måler man egentlig en krise? ILO har netop offentliggjort tallene for den globale arbejdsløshed. Den er på 6,6 procent og tæller 212 millioner mennesker. Det er 34 millioner flere end sidste år. Set fra et arbejdsløshedsperspektiv var krisen der både før og efter september 2008. Og for unge - der jo har fremtiden for sig - ser det endnu værre ud. For dem er arbejdsløsheden oppe på 14,4 procent.
630 millioner mennesker lever i ekstrem fattigdom. Det vil sige for under 10 kroner om dagen. Ifølge ILO er der kommet 215 millioner til i denne gruppe. Igen - både krise før og efter 'krisen'. Men klart nok, har finanskrisen ramt og gjort det sværere for jævne folk. Og det vil blive ved, den strukturelle krise vil fortsætte så langt øjet rækker.

Davos
Verdens økonomiske og politiske ledere har stukket hovederne sammen i Davos. Der er ikke så mange spidser fra corporate world, men dog nogle.
De prøver at finde ud af, hvad der foregår, men de må konstatere, at meget er forandret siden sidste år og året før. Sidste år talte de blandt andet om sammenfaldet af flere typer kriser på én gang. Økonomi, klima, fødevarer med videre. Budskabet var, at hvis ledere fik indsigt i den komplekse situation, så skulle det nok gå alligevel.
I år er de mødt op med en følelse af, at det nok skal gå, hvis de er heldige. Om det går godt eller skidt, afgør skæbnen. En ny alvorlig krisedimension er kommet til - den politiske ledelse.
Klimatopmøde i København viste en række statsledere, der agerer som levede de i fortiden. Problemet er måske ikke, at der mangler indsigt, men at konflikten mellem det, de ser og de interesser, de skal varetage, gør, at sidstnævnte trækker de længste strå på den korte bane.

Washington
Arbejdsløsheden i USA er nu over 11 procent. Og som altid er den ulige fordelt. I områder i New York er den blandt hvide 2 procent og blandt sorte 38 procent. Hvor hårdt krisen rammer, er bestemt af klassetilhørsforhold og forstærket af hudfarven.
Præsident Obama blev løftet ind i det Hvide Hus på en bølge af trods mod den siddende præsident Bush. Talerne var flotte og optimismen mærkbar på trods af krisen. iPod og seneste skud på stammen er glatte veldesignede produkter med et letforståeligt og tiltalende software. iObama er som en reflekterende konservativ veldesignet på samme måde.
Nederlaget i Massachusetts var stort. Folket havde forladt ham. Det kunne tolkes som et ryk mod højre. Men det er det nok ikke. De lave stemmeprocenter og den vedvarende utilfredshed med enhver præsident er mere udtryk for, at bunden er træt af toppen. Men der mangler en ledelse af og for arbejderklassen - den er helt fraværende på nationalt plan.
En præsident, der ultimativt forbandt sig med arbejderklassen og den nederste 2/3 af samfundet, ville få en utrolig magt til at gennemføre alle de reformer, som det amerikanske samfund er overmodent til.

Marienborg
Stats- og skoleminister Løkke Rasmussen har gjort 360 graders-eftersynet af folkeskolen til sin hjertesag. Han havde jo brug for en løfter efter ydmygelsen på klimatopmødet i december.
Men ak - endnu en statsmand må erkende, at ledelse er svær. Efter en mellemrunde om burkaer skarede han skoleverdenen omkring sig på Marienborg.
Det skulle vise sig, at han havde en sag. Nemlig at strømline folkeskolerne efter det neoliberale koncept. Måling, konkurrence, faglig forsimpling og nedvurdering af de enorme potentialer, som mennesker rummer, hvis de får lov til at udfolde dem.
De tumpede tests skal ifølge Lars Løkke offentliggøres og kombineres med frit skolevalg. Så må de forretninger kører, der kan, og dem, der ikke kan, må dø.