Inden jeg nåede hjem, var jeg den mest glødende kommunist, der nogensinde har gået over de sjællandske marker med madpakke til sin far

af Claus Oreskov, Helsingør
Bevæggrundene for at blive kommunist i Danmark er sikkert mange, men en generel årsag skal man nok finde i den sociale indignation og de ulige muligheder. Her vil jeg fortælle om, hvordan jeg som niårig blev overbevist kommunist og med hvilken nødvendighed.
For at begynde med begyndelsen, så var vi på røven der i efteråret 1956, og det mere end sædvanligt. Over hals og hoved tumlede vi ud af sengene og ud af det brændende hus en morgen i den lille nordsjællandske by Nørre Herlev.
Flammerne havde godt fat i det stråtækte tag på det lille bondehus, og medens vi klædte os på ude på gaden, brændte huset ned for øjnene af os. Det var også over hals og hoved, vi fandt et nyt hus midtvejs mellem mark og mose. Helt der ude, hvor kragerne for længst er vendt om af mangel på de mest elementære fornødenheder.
Stedet hørte til Højby kommune i Vestsjælland, og her boede dengang 'de ondeste mennesker' i Danmark. Lad mig præsentere vores nye hjem: To stuer, køkken, bryggers plus udhus. Vand fik vi fra en udendørs pumpe og lys fra en stor petroleumslampe, der hang midt i loftet.
Stuen fungerede som hyggerum, spisestue og alt muligt andet, blandt andet badeværelse for os unger. Køkkenet, hvor man normalt badede, var simpelthen for koldt, så hver aften blev der stillet store vandfade op i stuen med aviser under, og mor for frem og tilbage mellem stue og køkken med vandkedlen og blandede det kogte og kolde vand.
Soveværelset var indrettet bag ved stuen, begge værelser var gavlvendte. Her sov vi fem mennesker: To voksne og tre børn på elleve, tolv og ni. Sengeopredningen var lidt af et særsyn selv for fattigfolk. To tidligere divaner var sat sammen, så vi kunne ligge på tværs. Den ene af divanerne var reddet fra branden, og betrækket var brændt af; et tæppe blev lagt over fjederne, men det tog ikke den brændte lugt.
Min søster på tolv sov i en barneseng, som var meget for lille, vi andre på divanerne. Sengetøjet stammede fra forskellige familiemedlemmer, som havde hjulpet os.

Hverdagsproblemer
Husgavlen var bygget op af ler, der var klinet på et hønsenet. Gavlen buede indad i en faretruende bue, som om hønsenettet ikke rigtigt kunne klare byrden.
Rigtig nok, en stormfuld aften brasede væggen sammen, medens vi sad og spiste. Jeg husker ikke, hvor vi sov den nat, men allerede næste dag måtte vores far hurtigt tømre en nødvæg sammen af de forhåndenværende materialer.
I vores sociale situation kunne der ikke være tale om at købe hverken søm eller brædder. På den tid var der stor arbejdsløshed i Vestsjælland, og for nytilflyttede var det nærmest umuligt at få arbejde; trangen til at hjælpe eksisterede ikke i Højby, ligesom arbejderbevægelsen ikke stod stærkt her.
Mor, som ellers gerne tog et arbejde, gik for en gang skyld hjemme, og med tre børn var der endda nok at se til. Tøjvask og rengøring er noget andet, når alt vand skal pumpes op med håndkraft og koges over et komfur med enten brænde eller kul.
Madlavning krævede derimod meget fantasi. I haven fandtes der nogle frosne grønlangkål, som vi åd, og en smule løg, som vi også åd, selvom nogle af dem øjensynlig var blomsterløg. Aftensmaden var derfor ofte suppe eller øllebrød, grisehaler, al slags grød og vælling, samt anden husmandskost.
Pålæg var dyrt, så til frokost fik vi kun kødpålæg tre dage om ugen, de andre dage stod den på amagermadder, sukkermadder og fedtemadder med salt. Det samme fik vi til morgenmad. Sådan levede vi i seks måneder, indtil vi endelig fik udbetalt en lille brandforsikring, så vi igen for en tid kunne spise os mætte!
Far havde som sagt svært ved at finde arbejde, men af og til var der noget daglejeri på gårdene eller andet forefaldende arbejde rundt omkring i sognet. Tøj var der ikke råd til, og vinteren var streng det år. Gamle strikketrøjer trevlede vi op, og mor strikkede nye trøjer af det gamle garn - måske tilsat en enkelt ny garnrulle.
Sokker var ligeledes hjemmestrikkede, men sådan havde det altid været. Jeg forstår ikke hvorfor, men hjemmestrikket tøj som vores blev der set ned på i skolen, men det sked vi på, for vi havde så mange andre problemer.
Et af dem var skolen i al almindelighed. Mor havde henvendt sig til skolens rektor, inden vi skulle starte, og bedt om, at de ville tage hensyn til, at vi børn lige havde oplevet en brand og mistet alt hvad vi ejede.

Den sorte skole
Hun fik straks at vide, at det var en skole og ikke et hospital. Begge mine søstre blev forfulgt og plaget af lærerne, og mig selv gik det ikke bedre. Blandt andet skulle jeg sidde helt oppe ved siden af katederet med ansigtet ind imod væggen og ryggen til klassen. Hvis jeg så tog pennen i venstre hånd, skulle klassekammeraterne række fingeren i vejret og melde det øjeblikkelig til læreren.
Jeg var vant til at skrive med venstre, og resultatet udeblev ikke, for hver dag blev jeg mere og mere nervøs, og efterhånden fik jeg forrygende mange stavefejl. Jeg hadede skolen som ind i helvede, og jeg drømte mig væk. Jeg var Paw i urskoven, den stædige dreng, der levede på sine egne betingelser.
Midtvejs inde i vinteren, hvor markerne på en gang var plørede og frosne, fik far et midlertidigt arbejde et par kilometers vej fra, hvor vi boede. På de mørke og lange vinteraftener fortalte han mor om de besynderlige personligheder, han arbejdede sammen med.
En af gutterne gik med et bælte af ståltråd, som han mente beskyttede ham imod forskellige sygdomme. Flere andre proppede kastanier i lommerne imod gigt. En dag sendte mor mig af sted med en madpakke og saftevand til vores far. Langt udover de nøgne og kolde marker sås et vandhul og nogle små myrer, der kravlede op og ned af hullet.
Efterhånden som jeg kom nærmere voksede myrerne og tog form af mænd, krumbøjede, frysende, plørede, beskidte, dårligt klædte, nogle med støvler andre uden. Alle sammen sjaskede de op og ud i det iskolde vand, hvor de plaskede omkring, og så op igen med mudder og vand i store spande.
Jeg forstod ikke, hvad de foretog sig, ved det stadig ikke, måske drænede de en mose? En af disse socialt og menneskeligt degraderede mænd var min far. Kun et kort øjeblik havde vi tid til at sige et par ord til hinanden, så skulle han ned i lortehullet igen. Fra det øjeblik var ingenting, som det plejede, på et splitsekund var jeg forvandlet fra Paw i urskoven til det sølle skrog, som jeg var dømt til at være.

Børnelærdom
På vejen hjem over de ubønhørlige, frosne marker tænkte jeg på den gang, hvor jeg spurgte mor: 'Hvad er kommunismen?' Jeg var dengang omkring syv år, og det må have været noget af en udfordring for mor. Hun satte mig op på køkkenbordet og viste mig de blomstrende marker.
'Hvem ejer markerne?' - 'Det gør bønderne', svarede jeg oprigtigt. 'Kommunisme', svarede mor, 'det er, når vi alle sammen deler markerne, når vi alle sammen bliver markejere.' Min første indskydelse var, at ingen frivilligt ville dele deres marker med nogen. Dernæst forstod jeg, at vi ville blive nødt til at stjæle vores andel. Det var for besværligt at forstå, så jeg løb ud og legede og glemte for en tid kommunismen.
Nu derimod på denne grimme og modbydelige dag forstod jeg til fulde kommunismen, og hvorfor mennesker som os ikke kunne blive andet, hvis vi ville leve! Inden jeg nåede hjem, var jeg den mest glødende kommunist, der nogensinde har gået over de sjællandske marker med madpakke til sin far.

Ståsted og værn
Kommunismen/socialismen gav os proletarer et håb for fremtiden, et rum og et fristed, hvori vi kunne udfolde os og realisere vores potentialer.
Eksistentielt var kommunismen det sted, hvorfra vi forsvarede og begrundede vores ret til at eksistere. Politisk var kommunismen den platform, hvorfra vi i fællesskab skulle forandre verden.
Det blev min generations lod at vokse op under den kolde krig med alt, hvad det indebar af løgn og manipulation. Den kolde krig var den overbygning, der skulle kamuflere USA`s imperialisme og nådeløse udplyndring af udviklingslandene.
I den kolde krigs optik var kommunismen hovedfjenden, og Sovjetunionen ondskabens imperium. For udbytternes håndlangere var dette en selvfølgelig tankegang, for proletarerne en ond løgn, og vi udviklede vores egen diskurs.
I centrum af denne folkelige diskurs stod den materialistiske dialektiske fornuft, således som den er udtænkt af Karl Marx. Den var i korthed vores værn imod en overvældende løgn, som dagligt blev påtvunget os. Fjendebillederne af Sovjetunionen mødte vi med vores egne modbilleder, som - når alt kommer til alt - nok ikke var mere løgnagtige end deres fortællinger.
I 1962, da jeg lige var fyldt 15, var jeg så heldig at komme til Sovjetunionen. Her spiste jeg for første gang i mit liv på en rigtig restaurant, og til maden fik vi noget så eksotisk som en salat. For en dansk proletar var det vild luksus og meget forunderligt.