Det er betegnende for den nuværende redaktion på DR`s public service flagskib p1, at man åbenbart ikke tør udfordre den herskende politiske konsensus
af Arne Hansen, Frederikshavn
Jeg hørte p1-debatprogrammet Søndagsfrokosten den 24. januar, klokken 12,15-13.
Debatten var på et rimeligt kvalitetsniveau, når det drejede sig om Ekstra Bladets fejlagtige forsidebillede af en antaget morder og om jordskælvskatastrofen. Dér fik vi endog udvidet diskursen til en snak om ulandsbistand i almindelighed.
Men så skulle man snakke om danskernes truede yt-ringsfrihed med udgangspunkt i mordforsøget på Jyllands-Post-tegneren Kurt Westergaard (KW) og senest netaukuktionshuset www.Lauritz.com, som jo kritiseres for ikke at ville sælge en ellers dejlig akvareltegning af KW.
Det startede ellers godt nok med udtalelse fra lauritz.com om, at den heftige debat efterhånden har smeltet KW og hans karikaturtegning af Muhamed sammen til eet.
Derfor kan konsekvenserne af at sætte alt af KW til salg i hele verden ikke overskues og dermed heller ikke risikoen for medarbejderne.
Men dette argument bliver ignoreret, og man kappes næsten om at følge op på andre klip. Først med SF`s formand og derefter fulgt op af statsministeren, som bare er enige om at kritisere auktionshusets feje afgørelse, åbenbart uden at tænke på, at arbejdsmiljøet ellers prioriteres højt, i hvert fald af SF`s sympatisører.
Men hvordan kan det være, at debatten i p1 straks gik død, når KW kom på bordet?
Fordi der åbenbart efterhånden er blevet politisk konsensus om, at det var helt fint, at det toneangivende muslimkritiske regeringsorgan Jyllands-Posten i sin tid bragte Kurt Westergaards bestillingsarbejde indrammet af blandt andet bemærkninger om, at muslimer i Danmark måtte lære at tåle hån, spot og latterliggørelse af deres religion.
Hvorfor Westergaard
Men hvorfor blev det KW`s tegning af de i alt tolv, der stjal hele opmærksomheden?
Vel fordi den sprudlende kreative tegner Kurt Westergaard havde anbragt selve den islamiske trosbekendelse på bomben tegnet på hovedet af profeten Muhamed, hvorved alle muslimer kan føle sig ramt af den anklage for at være terrorist, som bomben mere end antyder.
Det gjaldt i hvert fald alle de muslimer i Frederikshavn Multietniske Forening, jeg mødte de første dage efter Jyllands-Posten famøse tegning, enten de var troende eller ej, sårbare som de i forvejen er af den permanente politikerhetz, de oplever i medierne.
Og det gjorde indtryk på mig - også fordi jeg kom til at tænke på, hvordan min gamle kristne mor ligeledes ville have følt sig såret og ked af det, hvis nogen med fuldt overlæg havde bespottet hendes gud på samme måde, som muslimerne oplevede, at Jyllands-Posten gjorde med sin indramning af tegningen - tilsigtet eller ej.
Undertegnede har faktisk i flere år haft Westergaards karikaturtegning liggende på nettet - side om side med en af nazitidens hæslige karikaturtegninger af en jøde med en stabel raketter i favnen - og det helt uantastet.
Det tyder på indramningens afgørende betydning. Derfor er det også uforståeligt, at fundamentalisterne går efter tegneren i stedet for den avis, der bragte tegningen. Men det er vel, fordi han er et mere sårbart og overkommeligt mål?
Også her er det betegnende for den nuværende redaktion på DR`s public service flagskib p1, at man åbenbart ikke tør udfordre den herskende politiske konsensus.
Enten fordi man er enige, eller fordi man er presset til at øge seertallet i et forsøg på at værge sig imod Dansk Folkepartis stigende indflydelse.
2010 er ellers begyndt så godt med uddeling af Cavlingprisen til p1`s Jesper Tynell for hans lange seje kulegravningsarbejde med at afsløre Claus Hjorth Frederiksens grove uregelmæssigheder, som endog embedsmænd har takket ham for.
Offentlighed
Journalister som Jesper Tynell er guld værd for ytringsfriheden.
Hans indsats viser os alle, at en lovgivning om offentlighed i forvaltningen er en forudsætning for, at journalister kan skaffe interesserede borgere væsentlige informationer om, hvordan regeringen og deres embedsmænd forvalter det mandat, vi har givet dem på valgdagen.
Men Jesper Tynell har oplyst, at hvis mediekommissionsflertallets forslag til ny offentlighedslov bliver vedtaget, så ville han ikke have kunnet afsløre uregelmæssighederne i Arbejdsministeriet under Hjort Frederiksen.
Bekymrende, for uden informationsret på væsentlige områder amputeres mulighederne for at ytre sig!
Ja, man kunne mistænke de ansvarlige politikere for, at de til stadighed giver kunstigt åndedræt til for eksempel Muhameddebatten. Den er jo forlængst blevet dødeligt ensformig i mainstream-medierne efter deres overvældende konsensus om kanoniseringen af Jyllands-Posten heroiske kamp for ytringsfrihed uden ansvar.
Det synes at være med det ene politiker-formål at undgå at diskutere mere væsentlige ting i det kriseramte Danmark eller asylbørnene efter Rønn Hornbechs og partiernes famøse optræden i ugen, der gik.
Man kunne tro, at Søvndal meldte så hurtigt ud mod lauritz.com i et forsøg på at slukke for respiratoren ved at skabe konsensus og tage brødet ud af munden på Dansk Folkeparti.
Men det hjælper jo intet, så længe en p1-redaktion fortsat forsøger sig med at give kunstigt åndedræt til en debat helt på Dansk Folkepartis og regeringens præmisser.
Havde p1-Søndagsfrokosten i stedet inviteret debattører, der kunne have genåbnet debatten om det konstruktive og anstændige i Jyllands-Posten provokerende drengerøvs-stunt, så havde der dog været en mening i galskaben.
Det kunne have skabt et nyt håb om at vriste vores kære Danmark ud af DF-zenofobiens indestængning af vore tanker i en grad, så DF nu opfattes som et stuerent midterparti med en minimering af venstrefløjen til følge.
Det betyder tab af den fantasi, der burde bruges til at ytre os om, hvad der er væsentligt for vor alles fremtid i den verden, vi nu må være fælles om at forvalte, hvis vores børnebørn skal overleve på en anstændig måde.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278