Der skal simpelthen være plads til forbedring på de forskellige satser og ikke mindst til at forbedre arbejdsforholdene for skifteholdsarbejderne

af Jan Mikkelsen, 48 år. Har været ansat ved Smurfit Kappa Danmark A/S i Kolding siden 1994. Blev i 1998 valgt som tillidsrepræsentant i produktionen og kom i A/S-bestyrelsen. Har været fællestillidsrepræsentant siden 2004. Medlem af bestyrelsen for 3F Kolding, Grafisk Brancheklub og DK-klubben
Fredag den 5. februar
Nu er forhandlingerne til dette års overenskomstforhandlinger gået i gang, og der ventes med stor spænding på resultatet. Ikke overraskende har arbejdsgiverne meldt ud, at der ikke er plads til lønstigninger på grund af krisen.
Vi skal have forbedret konkurrenceevnen og det kan naturligvis kun ske ved at lave lønstop eller måske endda løntilbagegang, mener arbejdsgiverne åbenbart.
Jamen hvad er det da for en gang sludder. Så vidt jeg er orienteret, er det jo ikke på eksportmarkedet, at danske virksomheder har problemer, men derimod på det indlandske salg, at problemerne virkelig er store. Danskerne køber simpelthen ikke nok! Vi sparer op til dårlige tider, og beholder pengene i vores egne lommer, for vi ved jo ikke, hvornår vi bliver fyret.
Især på de arbejdspladser, hvor både mand og kone er ansat, hører jeg, at man vælger at udsætte køb af visse forbrugsgoder af frygt for, at begge skulle gå hen og blive fyret. I dag er der jo ikke mange, som kan nøjes med de håndører, som man får i understøttelse og slet ikke, hvis begge ægtefæller bliver afskediget.
Som jeg ser det, har har arbejdsgiverne en stor del af skylden for det manglende forbrug, fordi de proaktivt, som det så smukt hedder i dag, gik ud og fyrede medarbejdere i starten af 2008 til trods for, at ordrebogen var fyldt op. Det gjorde de for 'tænk nu, hvis krisen kommer'. Dermed startede de en spiral, som gjorde, at forbruget gik i stå.
De medarbejdere, som fik lov til at beholde deres arbejde, stoppede op engang og tænkte sig om. 'Tænk, hvis det er min tur næste gang!'. Når virksomhederne allerede på daværende tidspunkt begyndte at fyre folk ud fra en formodning om, at krisen ville komme, kan man jo ikke fortænke den danske arbejder i at begynde at spare pengene op i stedet for hovedløst at sætte sig i gæld eller bruge løs af eventuel opsparing. Dermed var kimen, ifølge min opfattelse, lagt til krisen i det indlandske salg.
Nu skal den menige medarbejder så betale prisen ved de igangværende overenskomstforhandlinger i form af lønstop eller endnu værre tilbagegang i lønnen. Det er ikke den lille medarbejder, der har spekuleret i aktier eller lånt penge ud til luftkasteller med mere, men det er jo typisk, at det skal ramme den lille mand, for vi har jo ikke den store indflydelse. Nu glemte jeg selvfølgelig lige, at vi alle har fået skattelettelser! Ja, så kan jeg jo godt se, at vi ikke behøver at få lønstigninger denne gang.
Den danske arbejder har altid fået ørerne tudet fulde om, at vi skal holde igen på lønnen, for ikke at miste vores arbejdspladser. Jamen næsten uanset, hvad vi gør, så forsvinder arbejdspladserne jo alligevel, og hvis vi så endelig vælger at holde igen på lønnen, bliver der jo bare lagt pres på vores udenlandske kolleger for at gøre det samme og dermed har vi en skrue uden ende, med det ene formål at skaffe større overskud til aktionærerne.
Nej! Den går bare ikke. Vi skal ikke finde os i, at vi skal betale for direktørernes manglende evner til at sætte penge til side til dårlige tider. Vi skal ikke betale for bankernes uansvarlige omgang med kundernes penge. Vi skal ikke være med til at spare, for at aktionærerne eller de udenlandske fonde kan få udbetalt et overskud og dermed på den måde trække pengene ud af vores land.
Der skal simpelthen være plads til forbedring på de forskellige satser og ikke mindst til at forbedre arbejdsforholdene for skifteholdsarbejderne. Jeg vil heller ikke undlade at sige, at jeg også støtter HK`s krav om, at 50 procents reglen på HK-området skal væk, for den hører simpelthen ikke hjemme i vores tid.

Tillidsfolk, sikkerhedsrepræsentanter og andre fagligt aktive fra de private arbejdspladser skriver dagbog til Arbejderen.