06 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Forslag om konference om demokratiske og socialistiske alternativer

Forslag om konference om demokratiske og socialistiske alternativer

Onsdag, 10. februar, 2010, 00:00:00

I stedet for en global konkurrenceøkonomi er der brug for internationalt samarbejde og solidaritet. Danmark har brug for en bred samfundsdebat

fra DKP`s landsledelse v/Henrik Stamer Hedin, formand
Til alle demokratisk og socialt indstillede kredse.
En bred debat er i gang om veje og midler til fremtidssikring af det danske folks velfærdsgoder. Diskussionen føres med baggrund i en omfattende samfundskrise, hvor problemerne tårner sig op.
Arbejdsløshed, voksende fattigdomsproblemer, store permanente tab af arbejdspladser, eksplosivt voksende statsgæld, konkurser og tvangsauktioner diskuteres i umiddelbar forlængelse af en resultatløs klimakonference.
Kæmpeproblemer, som har global karakter og går igen fra land til land.
I den danske samfundsdebat er det næsten et religiøst dogme, at løsning af de store samfundsproblemer afhænger af befolkningens evne til at leve op til den globaliserede kapitalismes barske betingelser for at give virksomhederne i vort land mulighed for at tilkæmpe sig en førerposition i den internationale konkurrence og dermed sikre et stabilt grundlag for fastholdelse af danske arbejdspladser og det danske folks velfærdsgoder.
I andre lande foregår den samme udvikling. Store summer flyttes fra staterne til støtte af banker og erhvervsliv.
DKP vil udfordre den kritikløse tyrkertro på dette dogme. Vi tror ikke på gavnligheden af et partnerskab mellem dansk arbejderbevægelse og den fremstormende globaliserede kapitalisme. Vi stiller spørgsmålstegn ved en fremtidig verdensorden domineret af hensynsløs konkurrence mellem store globale privatøkonomiske imperier.

Fælles forberedelse
Vi er imod en verdensorden med svækkede og gældstyngede nationalstater, der hverken har ressourcer til at løse de truende miljøproblemer eller deres befolkningers behov for de velfærdsgoder, der skal sikre et godt liv for alle.
I stedet for en global konkurrenceøkonomi er der brug for internationalt samarbejde og solidaritet. Danmark har brug for en bred samfundsdebat om dette og mange andre store spørgsmål.
Vi foreslår, at der dannes en bredt sammensat gruppe, der kan forberede en landsdækkende konference, hvor kommunister, enhedslistefolk, SF`ere og socialdemokrater, faglige kredse, sociale fora, folk fra kulturlivet, miljø- og ungdomsbevægelser, uafhængige økonomer og mange andre kan mødes til en åben debat, som kan rokke ved de herskende dogmer og give plads for nye ideer og alternativer.
En konference, som kan blive startskuddet til en bred folkelig debat i hele landet og forhåbentlig til en folkelig bevægelse med ambitioner om samfundsændringer i retning af en demokratisk styret økonomi.
Et sådant bredt folkeligt arbejde er efter DKP`s opfattelse en vigtig forudsætning for, at et kommende folketingsvalg vil føre til en ny regering med et stærkt folkeligt mandat til at gennemføre vigtige demokratiske og sociale reformer.
Det kan også bidrage til en ny politisk kultur med engagerede borgere og seriøse politiske diskussioner i stedet for valgkampe domineret af topstyrede partier, der vil sælge deres kandidater og deres budskaber til en rådvild vælgerbefolkning.

Bredt samarbejde
Sådanne folkelige bevægelser har før kunnet nå store politiske resultater. Et eksempel var de store fredsbevægelser i 1980`erne, som var en reaktion på den tids eksistenskrise, hvor en atomkrig truede hele menneskeheden med udslettelse.
I Danmark nåede fredsbevægelsen store resultater. Det lykkedes at kombinere fagbevægelsens solidaritet med en bred vifte af græsrodsbevægelser. Der blev demonstreret og afholdt konferencer om udvikling af nye aktivitetsformer.
Der var seminarer om nye måder at tænke forsvar og sikkerhed på som alternativ til den tids kaprustning og atomare terrorbalance. Der kom et frugtbart samarbejde mellem den folkelige bevægelse og et politisk flertal i Folketinget. Lad det blive en inspiration for vor tids politiske arbejde.
Vi håber på bred tilslutning til vort forslag om at danne en bredt sammensat gruppe, der kan forberede en landskonference. Send os en tilbagemelding - helst inden den 15. februar. Vi vil så senest den 1. marts indkalde alle interesserede til et møde om sagen.

DKP`s landsledelse har nedsat et udvalg til at arbejde videre med initiativet. Kontakt udvalgets tovholder: Anker Schjerning, tlf. 5852 8355, mail: anker.schjerning@skolekom.dk

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


10. feb. 2010 - 00:00   30. aug. 2012 - 12:04

Idekamp