06 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Hvad er råddenskab?

Hvad er råddenskab?

Onsdag, 10. februar, 2010, 00:00:00

Der er faktisk rigtig meget, der er betydelig mere spændende end EU. Synkronsvømning på TV, for eksempel

af Søren Søndergaard, MEP for Folkebevægelsen mod EU
I al fortrolighed mellem mig og læseren af disse linjer vil jeg godt indrømme, at der faktisk er rigtig meget, der er mere spændende end EU. Synkronsvømning på TV, for eksempel.
For nylig blev jeg spurgt, om jeg aldrig blev træt af at beskæftige mig med EU.
Det benægtede jeg selvfølgelig kategorisk. For kan man overhovedet tænke sig noget mere spændende og interessant end EU? Jeg tror oven i købet, at jeg omskrev Nyrups tidligere spindoktor, Peter Mogensen, som afslutter ugens udgave af 'Mogensen & Christiansen' på TV2-News med at sige: 'Det har været en fantastisk uge i dansk politik. Og den gode nyhed er som sædvanlig, at den kommende uge bliver endnu bedre'.
I al fortrolighed mellem mig og læseren af disse linjer vil jeg dog godt indrømme, at jeg nok tog munden lidt for fuld - i den politiske korrektheds hellige navn. Der er faktisk rigtig meget, der er betydelig mere spændende end EU. Synkronsvømning på TV, for eksempel.

Spændende, tjah...
Og så alligevel. Tag nu den seneste uges tid.
Først kom nyheden om, at EU-kommissionen truer Danmark med en retssag, hvis ikke vi ændrer lovgivningen og lægger moms på velgørende arbejde. Det vil ramme genbrugsbutikker drevet af blandt andre Røde Kors, Folkekirkens Nødhjælp og Kræftens Bekæmpelse. Resultatet vil blive, at masser af mindre genbrugsbutikker, som drives af frivillig arbejdskraft, må dreje nøglen om. Ifølge Isobro, som er indsamlingsorganisationernes brancheorganisation, så vil det koste dem cirka 100 millioner kroner om året.
Så kom nyheden om, at 'kilder i Kommissionen' kræver lønnedgang for de offentligt ansatte i Grækenland. Når nu Grækenland har været så tåbelig at tilslutte sig euroen, så kan man selvfølgelig ikke i sig selv kritisere, at de bliver bedt om at overholde spillereglerne. Men underskuddet på det græske statsbudget kan jo begrænses på mange måder. For eksempel ved at skære ned på militæret eller beskatte de rige. Men ikke i EU-elitens verden. For dem er det klart, at krisen skal betales af lønmodtagerne.
Samtidig kom det frem, at EU kun har meldt en CO2-reduktion på 20 procent inden 2020 ind til FN. Det er mindre end den gennemsnitlige reduktion, som de rige lande skal levere, hvis klima-katastrofen skal undgås. Ganske vist lover EU fortsat at gå op på 30 procent, men kun hvis andre også gør noget tilsvarende. Med andre ord pantsætter EU den nødvendige klimaindsats hos verdens største klimasvin. Så meget om EU`s selvproklamerede foregangsrolle på klimaområdet.

Det hænger ikke sammen
Og så kom endelig nyheden om, at EU vil tillade tilsætning af lim i kød. En ting er om selve limen er sundhedsskadelig eller ej. Det mangler vist stadig at blive undersøgt til bunds. Men mere fundamentalt må ethvert fornuftigt menneske jo spørge sig selv om, hvad fanden lim egentlig skal i kød. Og man kan umuligt nå frem til nogen anden konklusion end, at det handler om at få kød til at hænge sammen, som ikke (længere) besidder en naturlig sammenhængskraft.
Det minder mig om en joke, som gik blandt de kvindelige montricer på telefon-fabrikken GNT Automatic dengang der stadig var industri i Gladsaxe: 'Råddenskab', sagde de, 'det er når man trækker forhuden tilbage og hovedet falder af'. Men det var selvfølgelig også før EU`s kødlim!
Moms på velgørenhed, angreb på lønmodtagerne, uambitiøse klimamål og lim i kødet - det er fire sager fra EU i den sidste uges tid. Og det værste er, at det ikke er enestående tilfælde. Det er mere reglen end undtagelsen og viser præcis, hvilke interesser det er, som EU varetager.
Med en lettere omskrivning af Mogensens ord kan man konkludere: 'Det har været en frygtelig uge i EU. Og den kedelige nyhed er som sædvanlig, at den kommende bliver endnu værre'.
Bare vent og se!

sorensondergaard.dk

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


10. feb. 2010 - 00:00   30. aug. 2012 - 12:04

Idekamp