Der er mange steder, hvor der bestemt er grundlag for pæne lønkrav, og der er ikke belæg for, at vi skal holde os tilbage ved de centrale forhandlinger.

Jens Hammer, 56 år. Tillidsmand for kartonnagearbejderne på Peterson Randers og A/S medarbejderrepræsentant. Bestyrelsesmedlem i 3F Randers

Lørdag den 13. februar
Overenskomstparterne på de centrale områder fortsætter med forhandlinger hen over weekenden. Ellers var der sat en frist til fredag.
Om fortsættelsen skyldes, at de er godt i gang og blot behøver lidt mere tid, eller om det er fordi, de ikke er kommet ud af stedet, er usikkert. Det er jo ikke meget, der kommer til offentlighedens kendskab.
Det kan selvfølgelig være fornuftigt nok i et kortere forhandlingsforløb, men det afskærer jo ikke vi andre i at blande os. Vi kan da støtte vores forhandlere ved at få sagt, at der generelt på arbejdspladserne ikke er forståelse for arbejdsgivernes udmeldinger i starten af forhandlingerne om, at der ikke er råd til noget, hverken i kroner og ører eller til de andre krav der er indsendt fra afdelinger og arbejdspladser til forbundene.
Der er ikke tvivl om, at der er brancher, som er under pres, yderligere forstærket af finanskrisen og følgerne af den. Det gælder blandt andet:
- Byggebranchen med de mange konkurser.
- Chaufførområdet som er presset af løndumping ved brug af meget billig østeuropæisk arbejdskraft.
- Dele af industrien med 'udflagning' af arbejdspladser.
At der kan opstå en vis modløshed og en tro på, at der ikke kan opnås noget ved disse OK-forhandlinger, er forståelig nok.
Men det er jo ikke et generelt billede af hele arbejdsmarkedet. Vi er ikke i krise på grund af dårlig konkurrenceevne i forhold til udlandet. Vi hører stadig til i toppen af skalaen internationalt, når det drejer sig om produktivitet og konkurrenceevne. Det, vi oplever, er hovedsagligt en afsætningskrise, og her benytter virksomhederne sig af de gunstige forhold her til lands til meget hurtigt at skaffe sig af med medarbejdere. Det kaldes tilpasning af arbejdsstyrken til markedsforholdene. Det betyder også, at mange virksomheder på trods af mindre afsætning alligevel har pæne regnskaber.
Så selv om det kan være svært at hente noget hjem ved lokale forhandlinger, hvis der er røde tal på bundlinien, er der mange steder, hvor der bestemt er grundlag for pæne lønkrav, og der er ikke belæg for, at vi skal holde os tilbage ved de centrale forhandlinger.
Der er i øvrigt mange af de vigtige krav, som ikke er specielt omkostningstunge for virksomhederne. Bedre forhold for skifteholdsarbejdere er et af dem, da det jo kun er en mindre del af arbejdstimerne på virksomhederne, der ligger på andet og tredje. I øvrigt bør vores forhandlere huske på, at kravet fra arbejdspladserne ikke kun gælder bedre forhold for egentligt natarbejde men for skifteholdsarbejde generelt. Skifteholdsarbejde er lige så ødelæggende, helbredsmæssigt og socialt, som fast natarbejde.
Et par spørgsmål vi kan stille os selv og vores forhandlere:
- Skal almindelige - og specielt kortuddannede lønmodtagere - altid være de første til at betale prisen i form af arbejdsløshed, når grådige spekulanter har kastet os ud i krise?
- Skal de betale med lave dagpengesatser og meningsløse krav om jobsøgning og aktivering som vores a-kasser presses til via lovgivningen? Og stort set uden ret til relevant efteruddannelse og videreuddannelse som kan give beskæftigelse på sigt i stedet for de udflagende arbejdspladser.
- Skal de kolleger, der beholder deres job, spises af med nulløsninger eller decideret lønnedgang?
I tider, hvor hele brancher er pressede og gør de lokale forhandlinger sværere, skal solidariteten sikres ved de centrale forhandlinger, der jo også er hele normallønområdets chance for at få hævet reallønnen i dette stadig meget rige samfund.
De problemer, som arbejdsløse og den store gruppe af kortuddannede, som stadig er i arbejde, står over for, kan ikke løses ved forhandlingsbordet alene. Det er også en politisk kamp, der rækker ud over OK-forhandlingerne. Det bliver ikke på denne side af et folketingsvalg, der bliver taget hånd om disse spørgsmål politisk. Vi må derfor fastholde den nye regering - som med vores stemmer kommer til efter næste valg - på at der sættes ind mod den alt for ringe dagpengedækning,at ledige sikres uddannelse i stedet for meningsløs aktivering og at der gennemføres en helhjertet indsats mod social dumpning.

Tillidsfolk, sikkerhedsrepræsentanter og andre fagligt aktive fra de private arbejdspladser skriver dagbog til Arbejderen om OK 2010.