Flertallet synes efterhånden, at krigen er ¤¤ret sej¤¤, og vil gerne have flere krigshistorier

fra Inge Paaske, København
Til TV2-faktachef Sune Roland Jensen.
Jeg er helt og aldeles indforstået med, at du får spalteplads hér i det, jeg tænker på som 'min' avis.
Men jeg holder den overvejende, fordi den giver plads til mennesker, der føler, som Robert Nour Senftleben udtrykker sig den 5. februar: 'de, der bliver myrdet i Afghanistan af danske soldater, er familiefædre som du og jeg.'
Dette fremgår aldrig af reportagerne, da vi aldrig får kendskab til døde afghaneres børn, fædre, koner eller mødre, men altid kun til soldater herfra - hvis vi overhovedet oplyses om, hvor mange døde soldater der er 'på den anden side' ('Taleban' og 'Al Qaeda').
Vi får heller aldrig oplyst, om familierne er orienteret, og vi ser ikke begravelserne og sorgen.
Som selv producent af tv gør du dig nok ikke mange tanker om, hvor chokerende mange militærfolk, krigsudsendelser og krigsfilm vi kontinuerligt bliver fodret med i medierne nu 20 år efter, at de danske regenter besluttede at gøre nationen til en toptunet krigsførende nation.
Det vælter bare ud af skærmen, virkeligheden har flyttet sig ekstremt, og nu er det er helt normalt, at militærfolk uafbrudt er på skærmene og overvåger og kommenterer, hvad der ytres om krigene.
Jeg ser ikke selv disse udsendelser, da jeg på trods af årelange små bidrag til Folkekirkens Nødhjælp og Dansk Flygtningehjælp (stor bevidsthed hos mig om den nød og elendighed, som krig skaber) ikke kan tage mig sammen til at interessere mig for soldaten (på nogen af siderne).
For mig er han/hun nærmest årsagen til problemerne, ikke løsningen. Jeg ville uden tvivl få en række af de samme symptomer og reaktioner, som Robert Nour Senftleben udtrykker, at han får:
'Ikke mig! - jeg vil skrives op et eller andet sted i vorherres store bog eller bare Dagbladet Arbejderen, som ikke-kombattant, som én, der ikke har blod på hænderne.'
Men hændervridende er det jo alligevel, da vi alle véd, at soldaten er betalt af penge fra dén statskasse, som enhver dansk statsborger skal indbetale penge til.
Naturligvis kommer romaner og tv og medier til at afspejle den virkelighed, som de også selv er med til at skabe: Hele krigens univers, jæger- og elitesoldatens mentalitet og frygt og den danske realitet, at det er sådan, 'hearts and minds' er/bliver skruet sammen hér til lands.
Flertallet synes efterhånden, at krigen er 'ret sej' (det gør flertallet i Rusland også om deres soldater i krigene i Tjetjenien og Georgien) og vil gerne have flere krigshistorier.
Men vi er dog også et betydeligt mindretal, der synes, at det er militaristisk, sørgeligt og ikke mindst stærkt indoktrinerende: 'Slut op om den danske hær, kammerat - ellers kan du hurtigt komme til kammeratlig samtale i et eller andet statsorgan.
Det synes, som om resultatet af den kolde krig og fjendetænkningen er blevet varme krige, meget blod og meget kolde og skuffede hjerter i begge lejre .
Jeg vil anbefale alle, der ikke ønsker at være med i dette spil, at gøre som Benny Andersen, Halfdan Rasmussen, Voltaire:
Dyrk din have (eller bare altan), kærligheden, skønheden, børnene, og tag hånd om de svage, så snart det er muligt for dig, og overlad det til statsmagterne at dyrke de såkaldte 'jernskjorte'-helte-jægerkorps-dyder.
Vi, der får hovedpine og migræne af volden og døden, er jo alligevel pålagt ansvaret for at holde samfundet og livet oppe, så der overhovedet er nogle byer at komme tilbage til for militarierne.
Vi kan gøre det med glæde og kreativitet, så længe civilsamfundet har penge og 'spirit' til det. Vi er det civile samfunds små nødvendige hverdagshelte. Jeg håber, at militarierne påskønner vores uheroiske indsats, selvom jeg omvendt ikke er spor tryg ved jeres eller 'fjendernes'.