Lad os give hinanden håndslag på, at det fra dag ét skal være en aktiv konflikt. Lad det være en kærkommen chance til at få ryddet op!

af Thorkil Jansen, 39 år. Stilladsarbejder ved Mars Stilladser, næstformand i Stilladsarbejdernes Landsklub og bestyrelsesmedlem i 3F Transport Logistik & Byg Århus.

Onsdag den 17. februar
I stilladsbranchen mærker vi også, at der er nedgang i byggeriet - til gengæld oplever vi ikke de krav om lønnedgang & tempoopskruning, som ellers ses i byggebranchen. Og skulle det ende med en kriseoverenskomst og magre lønstigninger, ja så lever vi nok også med det!
Baggrunden er, at vi har brugt de sidste par års travlhed i byggeriet til at konsolidere vores akkordaftaler. Vi har i dag en priskurant, som dækker 80-90 procent af vores arbejde. Tidligere tiders lønforskel mellem København og provinsen bliver udfaset gennem en fastlagt 'trappe', så en stilladsarbejder i Herning fra og med næste år tjener 90 procent af sin københavnske kollegas løn - hvis han vel at mærke vælger at akkordere sit arbejde.
Endelig er stort set samtlige af landets firmaer dækket af lokalaftaler, som også sikrer vores timelønsarbejde.

Beskedent krav
Så nej - vi er ikke bekymrede for det kontante resultat af denne ene overenskomst. Det, vi går og spørg os selv om, er, hvor meget det hele er værd - hvor længe det holder? Går bunden ud af byggebranchen, flyder vi nok ovenpå et stykke tid, men før eller siden ryger også vi med det sidste skyllevand i kloakken.
Okay - bunden er ikke nået endnu, men det drypper gevaldigt. Polakkerne er ikke taget hjem, masser af arbejde rundt om på byggepladserne udføres stadig af billig østeuropæisk arbejdskraft på uigennemskuelige løn- og arbejdsforhold. Og de steder de ikke er, ja der bruges de som trussel, når der skal forhandles priser & vilkår af vores organiserede overenskomstdækkede kolleger fra resten af byggebranchen. Vores overenskomster presses altså dagligt på byggepladserne rundt i landet.
På den baggrund var det eneste ultimative krav til OK 2010 fra vores netop overståede landsmøde i Stilladsarbejdernes Landsklub følgende:
Vi opfordrer vores forhandlere til at stå fast på kravet om at udenlandsk arbejdskraft ikke skal have mulighed for at dumpe vores løn- og arbejdsforhold.
- Arbejdsgiverne skal forpligtiges til at leve op til dette - også når de hyrer underentreprenører.
- Fagforeningerne skal have ordentlige muligheder for at kontrollere løn- og ansættelsesforhold på byggepladserne.
Uden sammenligning det billigste og mest beskedne OK-krav, der nogensinde er rejst fra vores side!

Læg planen nu
Ikke desto mindre ser det ud til, at arbejdsgiverne vil konflikten denne gang. Meldingerne fra topforhandlerne lyder, at det ikke har været så fastlåst i mands minde.
Arbejdsgivernes krav har karakter af rene provokationer. Man kunne have den mistanke, at deres masterplan er at give en i forvejen hårdt presset fagbevægelse - om end ikke det sidste spark i graven - så i hvert tilfælde et ordentlig los i nyrerne.
Skal vi så være bange for konflikten? Risikerer vi ikke at afsløre, hvor dårligt vi egentligt har fat ude på pladserne - få vist hvor mange uorganiserede, kristelige, vikaransatte, og falske selvstændige der gemmer sig ude i skurerne? Jo, måske!
Men så lad os da give vi hinanden håndslag på, at det fra dag ét skal være en aktiv konflikt. Lad det være en kærkommen chance til at få ryddet op!
I vores fagforeningsbestyrelse har vi netop besluttet at ruste os til konflikten. I 1998 var samtlige modtagere af strejkeunderstøttelse i vores afdeling ude i en eller anden form for aktivitet i forbindelse med konflikten. Organisationsplanen fra dengang er nu støvet af og konfliktudvalget nedsat. Opgaverne ligger bare og venter derude - folk skal organiseres og nye overenskomster tegnes.
Det handler om at vise mod. At man rundt om i afdelingerne har tiltro til projektet, og tør kræve medlemmernes engagement. Tør vi ikke lægge ansvaret for at forsvare vores overenskomster i hænderne på medlemmerne, hvem skal så egentlig sørge for, at vi har noget at forhandle om fremover?