Irak-krigen var ulovlig. De politiske hensyn vejede tungere end folkeretten. Den hollandske undersøgelses-kommission har klart kasseret resolution 1441-begrundelsen. Englænderne er i fuld gang med at vende hver en sten

af Flemming Jensen
I Storbritannien er man for tiden på fjerde måned i gang med en omfattende høring for at klarlægge, hvad der egentlig skete omkring én af nyere histories mest afgørende beslutninger: Invasionen i Irak.
Herhjemme har vi primært været stærkt optaget af, om statsministeren må ta' på ferie med sine børn.
I Holland har de allerede gennemført en tilsvarende Irak-høring. Vi må altså se at komme i gang! Indicierne for, at vi står med nyere tids største bevidste historieforfalskning er til stede.
Før høringerne i England begyndte, udtalte Tony Blair: Saddam Hussein måtte og skulle væk - men måske sku' vi ha' fundet nogle andre argumenter. 'Måske sku' vi ha' fundet nogle andre argumenter...'
Tanken er altså, at det ikke er argumenter, der resulterer i beslutninger, men beslutninger, der resulterer i argumenter. Spændende!
Herhjemme havde man da også for længst lært lektien, så efter at ha' kørt hele argumentationen om at deltage i krigen på faren for masseødelæggelsesvåben og trusler mod omverdenen, udformede regeringen beslutningsgrundlaget, så vi officielt gik i krig, fordi Irak ikke ville rette sig efter FN. Det ville Danmark ganske vist heller ikke, men man kan jo ikke gå i krig mod sig selv.
Rod!

Klar tale
Her er et par nedslag i historikken:
7. november 2002, meddelte FN's våbeninspektører (Scott Ritter og Rolf Ekeus) følgende: 'Der er enighed om, at Irak ikke besidder masseødelæggelsesvåben.' Klar tale.
En uge efter - 14. november 2002 - videregav daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen denne viden til folketinget med følgende ordlyd:
'Vi er overbeviste om, at regimet i Irak i dag besidder masseødelæggelsesvåben og missiler.'
I februar 2003 konkluderede Forsvarets Efterretningstjeneste: 'Der foreligger ingen sikre oplysninger om operative masseødelæggelsesvåben.'
Klar tale.
Igen syntes statsministeren, at dette skulle videregives loyalt til folketinget. Det blev det i marts med følgende ord: 'Det er således Forsvarets Efterretningstjenestes vurdering, at Irak sandsynligvis råder over biologiske og kemiske våben.'
Det går ud over denne Kants rammer, at blive ved med at dynge eksempler op - men de er der!
Rod!
Den 21. marts 2003 stemte et tordnende flertal på 61 ud af folketingets 179 medlemmer så Danmark i krig.
Der var ikke nogen masseødelæggelsesvåben. 'Næ, men det var heller ikke derfor vi gik i krig,' svarede den daværende statsminister stålsat. Gang på gang. Igen og igen. Og folk, der troede andet, havde ikke sat sig ordentligt ind i tingene og måtte ha' misforstået det hele. Blandt dem, der således havde misforstået det hele, var Venstres egen daværende politiske ordfører, Jens Rohde, og hele Dansk Folkepartis folketingsgruppe, der leverede de afgørende stemmer. De stemte ud fra, at det var masseødelæggelsesvåbnene, der var begrundelsen. Søren Espersen har slået det fast.

Rod i vores retsfølelse
Den nye aktivistiske udenrigspolitik synes at indebære en dansk tradition for, at vi går i krig uden at vide hvorfor.
Krigen var ulovlig. De politiske hensyn vejede tungere end folkeretten. Den hollandske undersøgelseskommission har klart kasseret resolution 1441-begrundelsen. Englænderne er i fuld gang med at vende hver en sten.
Herhjemme har Østre Landsret 11. april 2007 i en dom slået fast, at et forældrepar, hvis søn er død som direkte følge af dansk deltagelse i en af FN stemplet ulovlig krig, ikke har nogen personlig interesse i at få at vide, om grundlaget, deres søn blev sendt i døden for, var lovmedholdeligt.
Den tidligere efterretningsmand, Frank Grevil, blev idømt fire måneders ubetinget fængsel. Ikke for at ha' løjet om noget - men for at ha' sagt sandheden.
Den mand, der var ansvarlig for regeringens grundlovsbrud, som sendte vort land ind i en ulovlig krig og undergravede FN's autoritet, er af dronningen blevet slået til storkorsridder af Dannebrog og har fået en international toppost.
Vi kan ikke ha' det rod i vores retsfølelse.
Vi må ha' en national forsoning mellem alle os, der ikke kan holde det her ud, og alle dem, der ikke kan se noget problem i det, jeg opfatter som rod. I bedste fald, altså!
Chancen er der nu! For første gang i otte år har vi en statsminister - som bli'r skældt meget ud, og jeg er politisk uenig med ham - men som i sin nytårstale signalerede et forsøg på at samle nationen - og ikke, som vi var blevet vant til fra den kant, at splitte den.
Davids-kommissionen i Holland, Chilcot undersøgelsen i England - so ein Ding müssen wir auch haben.

Kommentaren har været bragt i DR`s P1 Morgen (Kanten). Flemming Jensen er skuespiller, forfatter, instruktør.