20 Feb 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Kampråbet fra nord

Kampråbet fra nord

Tirsdag, 23. februar, 2010, 00:00:00

Forsøget på at få den islandske befolkning til at godkende et EU-medlemskab går ikke godt. Opinionsundersøgelser har vist nej-flertal på op mod 70 procent

af Søren Søndergaard, MEP for Folkebevægelsen mod EU
Det er ikke hver dag, at det, der foregår, på Island kan få verdenspolitisk betydning. Men det er faktisk tilfældet i øjeblikket.
Efter planen skal den islandske befolkning tage stilling ved en folkeafstemning til den såkaldte Icesave-aftale den 6. marts.
Denne aftale indebærer, at Island frem til 2024 skal betale 2,35 milliarder britiske pund til England og 1,33 milliarder euro til Holland, som en kompensation for de tab, som britiske og hollandske indskydere havde i forbindelse med det islandske bankkrak. Derudover skal Island i hele perioden betale en fast rente på ikke mindre end 5,5 procent. En rente, som alene svarer til halvdelen af Islands sundhedsbudget.
Aftalen blev oprindelig vedtaget af det islandske parlament, Altinget, med 33 stemmer mod 30 umiddelbart før nytår. Imidlertid blev der afleveret 62.000 underskrifter på kravet om en folkeafstemning og opinionsundersøgelser viste et flertal i befolkningen mod aftalen. Derfor besluttede den islandske præsident, îlafur Ragner Grimsson, at han ikke ville underskrive aftalen, hvilket førte til, at der blev udskrevet en folkeafstemning til afholdelse den 6. marts.

Nej-stemning ryster
I skrivende stund tyder noget imidlertid på, at den planlagte folkeafstemning måske bliver aflyst. Udsigten til et massivt nej fra den islandske befolkning har fået England og Holland til at indvilge i en genforhandling af aftalen. Og rygterne vil vide, at der er en lidt lempeligere aftale på vej, som blandt andet bygger på en variable rente.
Også andre end England og Holland har skidt grønne grise ved udsigten til et nej fra den islandske befolkning. Det gælder ikke mindst EU, som sidste år påbegyndte optagelsesforhandlinger med Island.
Et nej til Icesave-aftalen fra den islandske befolkning ville udskyde forsøget på at indlemme Island i EU på ubestemt tid. Det vil være meget vanskeligt - for ikke at sige umuligt - at optage et nyt land, som har et stort retsligt udestående med to så centrale medlemslande som England og Holland.
I forvejen går forsøget på at få den islandske befolkning til at godkende et EU-medlemskab mildest talt ikke for godt. Nogle opinionsundersøgelser har vist nej-flertal på op mod 70 procent.

David, Goliath og Einar Mar
Der er ingen tvivl om, at Icesave-sagen har bidraget til den stigende modstand. Det er simpelthen svært for islændingene at tage al EU`s snak om samarbejde og solidaritet alvorligt. Det, de oplever, er jo, hvordan to store EU-lande - ihærdigt bakket op af de øvrige EU-lande, herunder den danske regering - forsøger at påtvinge dem nogle afbetalinger og ågerrenter, som i årtier fremover vil fastholde dem i en økonomisk skruestik.
En af de klareste stemmer mod EU-medlemskabet er Einar Már Gudmundsson, som er Islands mest oversatte forfatter og lyriker. I 1995 modtog han Nordisk Råds litteraturpris for romanen 'Universets engle' og han har blandt andet skrevet digtet 'Kampråb fra nord'.
Senest har han udgivet 'Hvidbogen - krisen på Island' (Informations forlag), hvor han blandt andet påviser EU`s forsøg på at udnytte den islandske krise: 'Islændingene har længe betragtet det som en forudsætning for deltagelse i EU, at vi får undtagelse fra unionens fiskeripolitik. Men nu, hvor forhandlingssituationen er, som den er, bliver der ikke tilbudt noget som helst, intet af den art er inde i billedet. Kun EU`s politik. Direkte ind i åren', skriver han.
Det betyder på ingen måde at Gudmundsson er ukritisk overfor de islandske politikere og erhvervsfolk, som havde ansvaret for den islandske finanskrise. De bliver tværtimod hudflettet for deres tøjlesløse liberalisme og grådighed, som lige præcis var inspireret af det EU, som han selv så klart lægger afstand til.
Det bliver der mulighed for at høre meget mere om, når Einar Már Gudmundsson taler på et offentligt møde på fredag den 26. februar kl. 15.00-18.00 på Café Drop Inn i Kompagnistræde 34 i København.
Mød op og hør kampråbet fra nord!

sorensondergaard.dk

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


23. feb. 2010 - 00:00   30. aug. 2012 - 12:04

Idekamp