Det bidrager ikke til at sikre reallønnen, det udgør ikke noget værn mod løn-dumping, der er ingen reelle forbedringer til skifteholds-arbejderne, og 50 procent reglen er ikke blevet fjernet. Men kampen om en god overenskomst er ikke slut
fra Enhedslistens faglige landsudvalg
Enhedslistens faglige landsudvalg vender tommelfingeren nedad til Industriforliget.
De aftalte stigninger på mindsteløn og satser for skiftehold, overarbejde med mere bidrager ikke til at sikre reallønnen, hvad CO-industris forhandlere ellers havde lovet. Stigningerne ligger væsentligt under inflationen. Denne løntilbageholdenhed fra topforhandlernes side vil få afsmittende virkning på de øvrige overenskomstområder og ved kommende lokale lønforhandlinger.
CO-Industris forhandlere mener, de har givet et bidrag til kampen mod løndumping. Men en nedsættelse af anciennitetskravet for optjening af pension fra ni til to måneder løser ikke det problem, da mange vikarer ikke er ansat så længe. Hvis de virkelig ville slå et slag på dette område, så havde de stået fast på kravet om en afskaffelse af 50 procent-reglen, der forhindrer 100.000 HK`ere i at være sikret overenskomstens goder.
På skifteholdsområdet var kravet kortere arbejdstid for skiftehold og natarbejde og mere indflydelse på arbejdets tilrettelæggelse. I stedet har man fået mere udvalgsarbejde, flere undersøgelser, og en kampagne om sund livsstil. Der er indført en mulighed for ved lokal aftale at give afkald på en del af skifteholdstillæget, mod flere fridage. Men arbejdsgiverne har vetoret, og i øvrigt fandtes denne mulighed i forvejen.
Forliget betyder at ligelønssager fremover kan behandles fagretligt. Det kan give en hurtigere sagsbehandling. Men tillidsrepræsentanterne har ikke fået bedre redskaber til at sikre lige løn mellem mænd og kvinder. Her skulle forhandlerne have stået fast på kravet om arbejdsgivernes pligt til at fremlægge løndokumentation.
Det store slagnummer er ifølge forhandlerne en nyskabelse i form af en fratrædelsesordning, men det er et meget stort ord.
Ordningen betyder at en arbejder med en månedsløn på 25.000 og tre års anciennitet vil få et engangsbeløb på kr. 4.500 ved afskedigelse. Ved seks års anciennitet er beløbet det dobbelte, ved otte års anciennitet det tredobbelte, det vil sige en smule mere end en halv månedsløn! Og så er der endda en række betingelser, der skal opfyldes.
Industriforliget, der omfatter 240.000 er et elendigt udgangspunkt for forhandlingerne på de øvrige overenskomstområder. Men kampen om en god overenskomst er ikke slut.
Enhedslistens faglige landsudvalg opfordrer derfor til aktivitet på arbejdspladser og i fagforeninger, og til at stå sammen på tværs af fag og brancher. Vi opfordrer til stor deltagelse i det landsdækkende møde for tillidsrepræsentanter den 1. marts. Det er en god anledning til i fællesskab at drøfte hvordan vi fastholder kravene og forbereder en konflikt.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
![](https://arbejderen.dk/sites/default/files/mobile_pay_arb.png)
87278