Personligt mener jeg, at forliget må stemmes ned og rammerne brydes. En effektiv konflikt ville kunne bane vejen for dette

af Majid Atik, 26 år. Industriteknikerlærling og formand for Metal Ungdom Hovedstaden.

Torsdag den 25. februar
Lærlingene er igen blevet svigtet med det nye forlig på industriens område. Det er et forlig, der kun gavner aktionærer og topdirektører. Alle vi andre sidder tilbage med en lang næse og tomme lommer.
De fire procent over to år rækker som en skrædder i helvede, når lærlingelønnen i forvejen er skandaløst lav. De udgifter, man har som lærling, er ofte de samme, man har som svend. Priserne på transport, husleje, mad og tøj bliver ikke mindre, blot fordi man ikke har et svendebrev. Den månedlige kamp med at få tingene til at hænge sammen er et stort dræn på lærlingenes energi.
Lærlingene i Metal Ungdom Hovedstaden har tidligere rejst krav om ti kroner ekstra i timen. Men det er karakteristisk for toppen i fagbevægelsen, at overhøre alle krav fra lærlingenes side. Den eneste måde, lærlingene nogensinde har fået bedre forhold på, er ved at kæmpe og organisere sig. Det gælder også i dag.
Overenskomsten gør heller ingenting for at rette op på, at over 7000 lærlinge står uden praktikplads. Flere dele af fagbevægelsen har rejst kravet om en praktikpladsgaranti i denne overenskomst, men også dette krav er overhørt. Alt i alt må man konstatere, at forliget er ubrugeligt for lærlingene - ligesom det i øvrigt er for svendene.
Der er ingen, der er blevet tilgodeset i det nye forlig - altså lige bortset fra arbejdsgiverne. I januar var inflationen ifølge Danmarks Statistik på to procent. Industriforliget giver en stigning i mindstelønnen første år på 1,07 procent og 1,5 procent andet år. Altså en klar reallønstilbagegang.
Når vi snakker om inflation, må vi huske på, at de ting, som arbejdere har udgifter til - især transport og husleje - stiger langt hurtigere i pris. Især lærlingene bliver hårdt ramt. Kravet om fri transport for lærlinge har også været rejst. Heller ikke dette krav er der blevet gjort noget ved.
For at sløre forligets usle resultat har arbejdsgiverne givet én uges ekstra barsel og en såkaldt 'aftrædelsesordning' ved fyringer. Det er, for at sige det mildt, pokkers billigt sluppet. De fleste mennesker får to børn, så det vil sige, at arbejdsgiverne har givet, hvad der svarer til 0,001 ekstra fridag om året, forudsat man arbejder 35 år af sit liv.
'Aftrædelsesordningen' er også et engangsbeløb, der kun annulerer det fuldstændigt vanvittige dagpengeloft på 15.000 kroner i en begrænset periode.
Personligt mener jeg, at forliget må stemmes ned og rammerne brydes. En effektiv konflikt ville kunne bane vejen for dette. Arbejdsgiverne forsøger at lægge hele krisens byrde - og lidt til - på vores skuldre. Det er uacceptabelt. Deres hykleriske snak om 'konkurrenceevne' er intet andet end et røgslør for at maksimere profitterne på bekostning af arbejderfamiliernes vilkår. DI har op til forhandlingerne orkestreret en kampagne, hvis formål har været at intimidere, ryste og true arbejderne i Danmark til at bøje nakken og acceptere dårligere forhold. Desværre har de fået arbejdsro til denne kampagne af topforhandlerne fra fagbevægelsen.
Arbejdsgiverne kan lugte blod og vil hente det, særligt ude lokalt. Det er sandsynligt, at det vil lykkedes dem, med mindre vi i fagbevægelsen kæmper imod og sætter en stopper for dem.

Tillidsfolk, sikkerhedsrepræsentanter og fagligt aktive fra de private arbejdspladser skriver dagbog til Arbejderen om OK 2010.