Kvotehandelssystemet har således ikke blot ikke fungeret i henhold til at reducere CO2-udledning, men har også fungeret som en afledningsmanøvre

af Henrik Herløv Lund
EU kvotehandelssystem er baseret på en nyliberalistisk inspireret økonomisk ide om, at markedsmekanismen skal kunne nedbringe CO2-forurening og man dermed kan undlade at bruge afgifter.
Men systemet har siden starten i 2005 endnu aldrig virket, fordi kvoteprisen har ligget så lavt, at der intet incitament heri har været til indførelse af grønnere teknologi.
Og på det seneste er salg af CO2-kvoter for en række af EU værste CO2-forurenere, olieselskaberne, oven i købet blevet en kilde til ekstra kæmpeprofitter.
De tildeles en basiskvote af gratis CO2-kvoter, men kan på grund af den økonomiske krise langtfra selv udnytte rationen, som de så i stedet sælger, uanset de intet selv har betalt.
Tværtimod at begrænse CO2-udledningen er kvotehandelssystemet blevet et tilskud til forurenerne.
EU indførte efter nyliberalistisk inspiration i 2005 et såkaldt 'kvotemarked' (ETS) omfattende energiselskaber samt tung industri.
Kvotehandelssystemet indebærer et samlet loft for CO2-udledninger i EU for alle omfattede virksomheder, kombineret med et krav om, at virksomhederne skal erhverve sig kvoter svarende til deres egne udledninger herudover.
Ideen var så gradvist at sænke loftet for virksomhedernes CO2-udledning, hvorved virksomhederne skulle købe sig til de manglende ekstra kvoter på kvotemarkedet.
Jo lavere loft, jo højere kvotepris og desto større incitament for erhvervslivet til at i stedet at bruge pengene på energibesparelser og/eller renere teknologi.
I første fase 2005 til 2007 uddeltes kvoterne gratis indenfor det totale loft. Fra 2008 til 2012 uddeler de involverede nationer minimum 90 procent af de nationale CO2-kvoter gratis til de omfattede virksomheder.
Maksimalt 10 pct. må bortauktioneres. Hvis en virksomhed ikke har opbrugt alle sine CO2-kvoter, kan de sælges indenfor EU.

Danmarks udledning
Danmarks årlige udledningsloft for de kvoteomfattede sektorer var i perioden 2005 til 2007 fastsat til 33,5 millioner ton CO2 og for perioden 2008-2012 til 24,5 millioner ton.
Fra 2012 er reglerne endnu ikke endeligt fastlagt, men der er foreslået en opstramning heraf, således at det samlede loft reduceres med 20 procent i forhold til 2005. Endvidere skal kvoter efter 2013 ikke gives væk, men købes.
Uddelingen af gratiskvoter udfases over en årrække gradvist. Systemet har imidlertid aldring fungeret.
Dette stiller et skarpt spørgsmålstegn ved denne nyliberalistiske økonomisk-teoretiske konstruktion, som på papiret skulle kunne overflødiggøre højere energi- og forureningsskatter og -afgifter og i stedet lade 'markedet' sørge for forureningsreduktionen.
Ineffektiviteten i kvotereguleringen hænger sammen med stramheden i kvotepolitikken eller rettere manglen herpå, som i stort set hele systemets levetid har indebåret, at kvoteprisen har ligge så lavt, at det som allerede nævnt ikke har givet incitament til nogen som helst energi- og forureningsinvesteringer hos virksomheder, der har kunnet købe kvoterne for en slik.
I 2005 uddeltes kvoter, der lå over de faktiske emissioner de foregående år. Som udtryk herfor lån prisen på kvoter tæt på nul i den første tildelingsperiode 2005-2007.
Resultatet blev da også, at der stik mod hensigten ikke skete nogen reduktion i det samlede CO2-udslip fra de europæiske virksomheder i kraft af kvoteordningen.
I anden tildelingsperiode fra 2008-2012 blev der fra EU-kommissionen strammet noget op, således at antallet af kvoter lån under niveauet for emissioner, fra før kvotesystemet startede.

Krisens indvirkning
Imidlertid er kvotesystemet nu blevet undergravet af virkningerne af den økonomiske krise. I takt med, at den økonomiske aktivitet er aftaget som følge af recessionen, står mange virksomheder nu med betydeligt flere CO2-kvoter, end de har brug for.
Det har igen ført til det resultat, at kvoteprisen er sunket til et lavpunkt uden økonomisk virkning på CO2-udledningen.
I dag kan retten til at udlede et ton CO2 købes for 13 euro, hvor prisen burde ligge på mellem det tre- og det seksdobbelte, hvis der skulle være tilstrækkeligt incitament til omstilling til mere energieffektiv og renere teknologi.
Hertil kommer, at kvotehandelssystemet er blevet en kilde til ekstra kæmpeprofitter for nogen af de mest forurenende virksomheder, olie og gasselskaberne.
Disse har jo under ETS modtaget en årlig basiskvote af CO2-udledningskvoter (op til loftet) gratis og skulle så først ved en CO2-udledning herover betale for køb af ekstra kvoter.
Da olieselskaber og tung industri på grund af den faldende økonomiske aktivitet imidlertid langt fra kan udnytte basiskvoterne, har de kunnet sælge disse overskydende gratis udledningskvoter på markedet og - selvom prisen som anført er lav - kunnet score kassen på det.
Det forekommer fuldstændig bagvendt, at kvotehandelssystemet i stedet for at opmuntre til investering i grønnere teknologi, er blevet et tilskud til nogle af EU`s største CO2-forurenere.
En af forhåbningerne til klimatopmødet i København havde netop været, at man her på internationalt plan kunne blive enige om en fælles opregulering af prisen, som i det mindste ville have gjort kvotehandelssystemerne mere effektive - og at EU ville have skærpet sit mål: at nedbringe CO2-udledningen fra 20 til 30 procent i 2020.
Det ville have tvunget til sænkning af CO2-loftet for virksomhederne i EU, hvilket ville have bragt prisen op.
Men også her skete der som bekendt intet på Københavner-mødet.
Og den manglende effektivitet i EU over for den - i teorien så smukke - markedsmekanisme for nedbringelse af CO2-udledningen gør det forståeligt, når de nye vækstlande - Kina, Indien, Brasilien og Sydafrika - på klimatopmødet i København ikke tillagde EU`s tilsyneladende villighed til at gå i spidsen for CO2-reduktion synderlig betydning.
For der er i høj grad tale om en papirkonstruktion.

Dårlige perspektiver
Fra 2012 har det været planen i EU, at der skulle ske en yderligere stramning af kvotelofterne i EU, hvilket skulle resultere i en langt højere kvotepris og dermed et langt større incitament til reduktion af energiforbrug og CO2-udledning
For kvotesystemets tredje fase vedtog EU i december endvidere godt nok, at kvoterne fra 2013 i højere grad skal betales af virksomhederne. I sidste ende blev betalingsprincippet dog udvandet, så industrivirksomheder først i 2027 når op på at skulle betale for alle kvoter.
Hertil kommer imidlertid også, at EU har givet virksomhederne lov at overføre ledige kvoter fra anden til tredje fase. Hermed er der stor risiko for, at den nuværende underefterspørgsel også vil undergrave det centralt fastsatte kvoteloft fra 2013.
Kvotehandelssystemets på papiret teoretisk fuldkomne konstruktion har således ikke blot ikke fungeret i henhold til at reducere CO2-udledning, men også fungeret som en afledningsmanøvre i forhold til mere effektive tiltag, såsom højere energiafgifter, idet man har henvist til kvotehandelssystemet og afventet, at dette ville fungere og på sigt løse problemerne. Hvilket som vist ikke er sket.
Hermed bliver afgifter det væsentligste alternativ. Afgifter vil naturligvis fungere bedst, hvis der lægges en international høj afgift på fossile brændstoffer og også bedre, hvis det for eksempel indføres i hele EU.
Men i mangel af bedre vil også nationale afgifter have bedre resultater end et i praksis ineffektivt kvotehandelssystem.