Det er udenomssnak og bortforklaring, eftersom højrefløjen selv fremelsker revolutioner

af Per Diepgen, Halskov
Socialisme er for højrefløjens tilhængere et så vederstyggeligt ord, at de nægter dens eksistens, underkender Karl Marx, eller de gør i deres tankeverden et skrækscenarium, den socialistiske revolution.
Det er udenomssnak og bortforklaring, eftersom højrefløjen selv fremelsker revolutioner, senest den igangværende finanskrise og krigen i Afghanistan.
Den rene liberalisme taler ikke om samfundsregulering, undtagen gennem de liberale politikeres utallige lovindgreb. Men når det økonomiske afkast udebliver, griber de kapitalstærkeste liberalister til det revolutionære våben.
Med magten over bank- og finansverdenen fremkalder de en anormal tilstand. Den tyske juraprofessor Carl Schmitt kaldte tilstanden en undtagelse (1922/33), den amerikanske forfatter Naomi Klein et chok (2007). Øjeblikkets ustabile og anormale tilstand kan føre til krig, hvor generalerne overtager undtagelsessituationerne.
Men i fredstid kommer kravet om et indgreb fra oven, fra en stærk mand eller en stærk stat, der kan bestemme over myndigheden. Schmitt talte om suverænen (Souverän ist, wer über den Ausnahmenzustand entscheidet), Naomi om den økonomiske magtelite (The Rise of Disaster Capitalism).
I Tyskland blev Adolf Hitler i praksis suverænen, der i undtagelsestilstanden blev iklædt både den lovgivende, udøvende og dømmende magt.
I Amerika blev det de højreorienterede præsidenter (Reagan og to gange Bush), der lod Chicago`s Economics Department råde, repræsenteret ved Milton Friedman (foruden CIA).
Socialister har ikke den samme berøringsangst over for regulering af samfundet og debatterer derfor socialt afbalancerede indgreb.
Højrefløjen lægger til gengæld op til klassekamp gennem finans- og skattepolitik og den sociale lovgivnings skæve fordeling af samfundets værdier og får til sidst udløst de dybere kræfter i befolkningen.
Da beror kræfterne hos den ubemidlede klasse på modstandsviljen, der løsner langt dybere drifter end frihedsbegrebets individualiseringer og privatiseringer, og selvrealisation står over for eksistensberettigelsen.
Det ser vi i den håbløse mellemøstkrig, og det kan blive vilkårene, hvis en folkelig revolution bryder ud.