Fagbevægelsens og arbejderklassens historiske opgave er nu engang at befri menneskeheden fra lønslaveri

af Per Dørup Jensen, Aalborg
Det er svært at få øje på, hvad den ikke-politisk bevidste del af arbejderklassen/den lavere middelklasses politiske projekt går ud på i dag.
Hvad er det politiske perspektiv i at bevæbne sig med kamphunde, at få lavet sundhedsskadelige tatoveringer på kroppen, at køre ræs med kasket på og med en mobil i hånden samtidig?
Ok, det er selvfølgelig ikke kun arbejderklassen, der specifikt udviser en sådan adfærd, men meningen må vel være at signalere, at de har 'styr på det'. Men har de styr over noget som helst?
I stedet for politisk at kæmpe ud fra sine objektive interesser, det vil sige på venstrefløjen for at få styr på eller i det mindste medindflydelse over den basale produktionssfære (hvad var den egentlige grund til, at selv DKP sagde nej til ØD i 1973?) og dermed få bedre styr over sit liv, har dette betydelige vælgerpotentiale på ingen måde sat spørgsmålstegn ved den handel, som fagbevægelsen og Socialdemokratiet historisk har slået af med kapitalismen, nemlig reallønstigning til gengæld for fuld overgivelse af kontrollen over produktionen til kapitalisterne.

Sørgeligt
Det er sørgeligt at se, hvordan denne del af arbejderklassen i den grad har ladet sig bestikke og totalt afpolitisere for kompensatorisk at integrere sig i kapitalismens fetichistiske forbrugerræs.
I dag under nyliberalismen er det økonomiske skel mellem rig og fattig, mellem overklassen og arbejderklassen større end nogensinde.
Så hvor meget denne del af arbejderklassen/den lavere middelklasse end gerne vil identificere sig med overklassen og dens forbrugsvaner, så får de ikke råd til villa på Strandvejen, til at køre i Mercedes, og må nøjes med discount-fladskærme fra Føtex, mens overklassen køber B&O kvalitet.

Efterabning
Og hva` så? I 1950`erne havde arbejderklassen toilet i gården og trange lejligheder, men det er vel blevet udbedret i dag? Så det er vel den samfundsmæssige fordeling, det (stadig) drejer sig om at ændre politisk og at yde efter evne og få efter behov, som Karl sagde. Og altså ikke bare blindt at efterabe overklassen.
Det er endvidere forståeligt, at mange kan identificere sig med Susanne Biers skrig og skrål, som lanceres som dansk drama i den bedste sendetid om søndagen på DR1. Det er jo heller ikke ligefrem idyl, der hersker i store dele af arbejderklassen, men hvad kan de bruge det til? Overklassen accepterer så stiltiende for at holde underklassen underholdt og i ro.
Fagbevægelsens og arbejderklassens historiske opgave er nu engang at befri menneskeheden fra lønslaveri og få styr over den samfundsmæssige produktion, og dermed dens liv, og ikke kun, som hidtil, at stirre sig blind på, hvad de kan opnå af reallønstigninger inden for kapitalismens rammer.