14 Feb 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Vi siger nej til a-kraft

Vi siger nej til a-kraft

Fredag, 26. februar, 2010, 00:00:00

Atomenergi er ikke vedvarende energi. Atomkraftværker behøver uran, som ikke er en fornyelig energikilde

af Anders Bjerre Mikkelsen, Kommunistisk Parti
John Jensen konstaterer i sit læserbrev her på siden, at Kommunistisk Parti tager en anden stilling til atomkraft, end DKP gjorde, da debatten var oppe i sin tid.
Kommunistisk Partis nej til a-kraft udtrykkes klart i vores miljøprogram 'Socialisme - et solidarisk og bæredygtigt alternativ'.
Danmarks Kommunistiske Parti, DKP, sagde ja, men dog et meget betinget ja, som man kan læse i DKP`s 1976-program.
Kommunistisk Partis nej har flere gode grunde:

Derfor siger vi nej
Atomkatastrofer: Risiko er lille, men, som vi ved, ikke nul.
Affaldsproblemet: Det er ikke løst. Når uranbrændslet er 'brændt ud', er der tilbage en suppe af radioaktive isotoper, nogle med levetider på titusinder af år. Affaldet er følgelig yderst farligt.
Opgaven, at finde en sikker deponering for et sådant tidsrum, er ikke løst endnu. Affaldet ligger for tiden i foreløbige lagre og volder ofte store problemer. Læs om atomlagret Asse II i Tyskland i Politiken den 21. januar.
Andre miljøhensyn: Atomenergi er ikke vedvarende energi. Atomkraftværker behøver uran, som ikke er en fornyelig energikilde. Uranet kommer fra blandt andet Canada, Kazakstan og Australien.
Der skønnes at være reserver for 100 år med det nuværende forbrug. Brydningen giver enorme mængder mineaffald og betydelige miljøproblemer.
Også andre forhold af praktisk karakter gør atomkraft mindre attraktiv. Afhængighed af leverandører (af uran) og af spekulanter, kan blive mindst lige så stor som for oliens vedkommende.
Atomkraft er meget ufleksibel. Værkerne kræver enorme investeringer med lang tidshorisont og passer ikke godt ind i en energiplanlægning, der udnytter vedvarende energikilder i større omfang.

Ingen nødvendighed
Atomkraft er ingen nødvendighed. Flere organisationer har udarbejdet planer for, hvordan Danmark kan blive CO2-neutral frem mod 2050. Mest detaljeret er 'IDA`s Klimaplan 2050' fra 2009 (IDA: Ingeniørforeningen i Danmark).
Her er opstillet et mix af indsatser vedrørende energibesparelser, udnyttelse af biobrændsel, vind, sol, jordvarme i kombination med teknologi som varmepumper, brændsels- og solceller.
Disse muligheder er kombineret i et sådant forhold, at en stabil, bæredygtig energiforsyning sikres på basis af overvejende hjemlige kilder. Det er kendte teknologier, som dog for sol- og brændselscellens vedkommende kræver at blive helt færdigudviklet.
Hovedproblemet er ikke teknologi, men at nedkæmpe monopolernes modstand.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


26. feb. 2010 - 00:00   30. aug. 2012 - 12:04

Idekamp