Der er slet ikke uran-235 nok til at drive alle de a-kraftværker, man planlægger med. Det vil blot blive en undskyldning for endnu flere råstofkrige

af Ditlev V. Petersen, Mørke
DKP var ganske rigtigt tilhænger af atomkraft i 70`erne og 80`erne.
Vi forudsatte dog, at affaldsproblemet var løst, hvilket det ikke var, og at der var demokratisk kontrol med kraftværkerne og tilhørende installationer. Det mente vi så, der var i Sovjetunionen. Vi blev klogere - med et brag i foråret 1986.
Efterhånden afsløredes det, at ikke bare Tjernobyl og lignende grafitmodererede værker var dybt problematiske, men at hele affaldshåndteringen var noget af det værste, verden endnu har set.
Blandt andet snakkes der om et eksploderende affaldsdepot (kemisk eksplosion, ikke kernespaltning) og en sø et sted, som det er det rene selvmord at stille sig op ved siden af. Samt alt muligt skrammel, der er blevet droppet i Ishavet.
Fraværet af profitmotivet i sig selv sikrer ingenting, der skal netop demokratisk kontrol til. Vesten har nu også sine ulykker, Three-Mile Island er en af dem, Sellafield/Windscale, samt diverse skjulte udslip er andre.
Godt nok kan man antagelig lave et atomkraftværk, der med meget høj sandsynlighed ikke smelter ned, revner eller lækker. Det har der været forsket meget i de sidste 25 år. Men affaldsproblemet er ikke løst, og nogen løsning synes ikke mulig.
Selv USA, mulighedernes land, har blot udskudt problemet til en anden præsident. Og i Tyskland er saltminedeponeringen endt i kaos og kommende katastrofe!
Til dato er det mest fornuftige forslag faktisk at dumpe affaldet i de dybe grave i havbunden (subduction zones), hvor det i løbet af lang tid vil forsvinde ned i jordskorpen. Men ingen tør sige den slags offentligt - forståeligt nok.
Desuden er der slet ikke uran-235 nok til at drive alle de a-kraftværker, man planlægger med. Det vil blot blive en undskyldning for endnu flere råstofkrige. Thorium-232-baserede værker hjælper på det, men der er stadig et affaldsproblem.
I øvrigt er det overhovedet ikke rigtigt, at vedvarende energi kun er et supplement. Det kan sagtens drive det hele! Hvis altså man investerer nok i at udvikle og udbygge det. Det vil ske af sig selv, hvis vi er så ulykkelige at skulle trækkes med kapitalismen endnu 50 år.
Men det kan gøres hurtigere. Og det er slet ikke nødvendigt at tapetsere Sahara med solceller og solvarmeanlæg - selv om Sahara og de lande, der ejer området, givet har en stor og givtig fremtid der.