Mennesker, der er socialt svage, bør ikke skulle være afhængige af privat filantropi. Men det er præcist det, der lægges op til i den regeringsplan, der fulgte med ministerrokaden

af Preben Brandt
Denne kommentar skulle egentlig have handlet om den ulidelige politik regeringen fører på sygehusområdet.
En politik, som jeg ikke kan se som andet end en målrettet og velplanlagt strategi for at forringe det offentlige sygehusvæsen og dermed skabe stadig bedre mulighed for privatisering. En strategi, der med garanti vil forringe sundhedstilstanden hos de fattigste og mest udsatte borgere, måske endda hos langt flere.
Men den diskussion synes jeg godt kan udsættes til næste måned, nu da jeg hører, at den store ministerrokade, som vi har ventet på betyder, at vi får en ny socialminister.
Hun skal være velkommen, og selvom hun sikkert har helt sine egne planer for området - det håber jeg, at hun har, for regerings kender vi jo - vil jeg ikke holde mig tilbage for her at komme med nogle overvejelser om, hvad der er behov for, at der tages fat på i dagens socialpolitik og at følge op på disse overvejelser med nogle forslag til nødvendige initiativer.
Men først vil jeg spørge hvordan det kan være, at regeringspartierne skifter socialminister så hyppigt?
Venstre og Konservative har siddet med regeringsmagten i otte år og tre måneder og har lige valgt at skifte til sin femte socialminister. Ingen anden fagminister er blevet erstattet så hyppigt og det er jo ikke fordi det er dårlige socialministre som sådan, vi har haft.
Jeg kan kun tolke de hyppige udskiftninger som udtryk for, at der ikke fra regerings side satses på at føre en sammenhængende, målrettet og effektiv socialpolitik, som regeringen selv vil tage ansvaret for.

Populistisk politik
Hvad er det egentlig de vil, de dér skiftende ministre?
De bliver vist sat til at lade ansvaret være placeret et andet sted. Det har fået lov til at være god tone at henvise til kommunernes ansvar når det er gået galt, for eksempel på børneområdet, eller at skifte mening som vinden blæser for eksempel om madordninger i daginstitutionerne.
Hvad angår madordningen kom kritikken fra de velformulerede og magtfulde middelklasseforældre og det kunne nok få regeringen til at mene først det ene og så det andet. Jo, man fornemmer godt når socialpolitik ikke styres af idealer, men ud fra populisme. Kan der nogensinde komme noget godt ud af det?
I hvert fald ikke noget, der vil komme de svageste borgere til gavn, tør jeg godt konkludere.
Samtidig med den sidste ministerrokade har indenrigsministeriet igen holdt flyttedag og er nu tilbage i sundhedsministerens område.
Det må naturligvis betyde, at den nye socialminister får mere tid til at koncentrere sig om socialpolitik. Det må vi så se om ministeren gør.
Men hvilken udfordring ville det ikke have været at lægge sundhedsministeriet og socialministeriet sammen under den samme minister.?
En stærk kvinde, eller mand for den sags skyld, i spidsen for et ministerium, der kunne samle det, som i virkeligheden hænger sammen: Sundhed og sociale forhold. Sikke udfordringer og sikke muligheder, der ville komme ud af sådan en sammenlægning, både på det politiske, det administrative og det faglige niveau.

Privat filantropi
Selvfølgelig vil den nye socialminister føre en politik svarende til regeringens politik. Sådan må og skal det jo naturligvis være.
Det vil sige en konservativ-liberal socialpolitik, hvor hovedansvaret for den enkeltes liv placeres hos vedkommende selv, men gerne med henvisning til familiens og vores allesammens fælles ansvar - ikke et solidarisk ansvar for at sikre gode indsatser, men som en opfordring til os om, at vi må levere frivilligt socialt arbejde.
Ikke at jeg har noget dårligt at sige om frivilligt socialt arbejde. Det er godt, at der er nogle, der vil gøre det. Og der er brug for det som et godt supplement til det professionelle sociale arbejde.
Det er bare sådan, at i en verden der er benhård, og det er den i dagens Danmark, og hvor sociale forhold hænger sammen på komplicerede og ofte ugennemsigtige måder, må specielt mennesker, der er socialt svage, ikke skulle være afhængige af privat filantropi.
Men det er præcist det, der lægges op til i den regeringsplan, der fulgte med ministerrokaden. Mere frivilligt arbejde, økonomisk støttet af staten med de midler, som man kommer i besiddelse af ved at holde en del af prisreguleringen af overførselsindkomsterne tilbage.
Altså ved at tage pengene til frivillige indsatser, som så kan erstatte de offentlige indsatser, fra dem med den laveste indkomst og give dem tilbage igen i form af støtte til blandt andet frivilligt socialt arbejde. Så kan man jo altid gennemføre lidt nedskæringer i det offentlige på et senere tidspunkt.
Bare vores nye socialminister - med ministerøjne på - ville tage ud og se på virkeligheden, og derefter kaste sig ud i en kamp for at sikre tilstrækkelige ressourcer til, at det sociale arbejde kan udføres ordentligt af de kommunale myndigheder, der har ansvaret.
Og at det frivillige professionelle og ikke-professionelle arbejde ikke gøres til det første, men får den anden- og tredjeplads det bør have.
Samtidig er der et meget stort behov for at få set på, hvordan det egentlig hænger sammen med den danske og den europæiske holdning til og indsats over for de mennesker, der kaster sig ud i det svære, at rejse fra det kendte og ud i verden for at forsøge at sikre sig et bedre liv.
I den omtalte regeringsplan står der meget enkelt, kort og klart, at regeringen vil undersøge, hvordan hjemsendelsen af udenlandske hjemløse kan gøres mere effektiv. Sådan! Ikke noget med at forstå hvad det handler om, hvad der er årsag og hvilke afsavn der ligger bag. Ikke noget med en tanke om solidaritet med nødlidende.

Ufølsomme Danmark
Jeg skriver dette mens jeg sidder i Athen, hvor jeg deltager i et seminar om de problemer der opstår for samfundet og især for den enkelte migrant, der søger rundt i, eller til, Europa.
Jeg har læst regeringens lakoniske sætning om at få sendt udenlandske hjemløse, der søger til Danmark, hjem igen, lige efter et foredrag om forholdene for de afrikanske migranter på Malta og i Grækenland.
Det kan kun være meget ufølsomme sjæle, som holder sig langt fra virkeligheden, der tænker så enkelt om så vanskeligt et forhold. Og så virkelighedsfjerne og ufølsom for andres lidelser er vi da ikke i Danmark - vel?
Ville det ikke være på sin plads at vi i Danmark var med til at sætte en dagsorden for en klar, solidarisk og menneskeværdig fælles europæisk politik omkring migrationen i og til Europa?

Preben Brandt er dr. med., formand for Projekt Udenfor og tidligere formand for Rådet for Socialt Udsatte.
Læs hans socialpolitiske klumme den første onsdag i hver måned i Arbejderen.