De forlig, som forhandlerne for de forskellige områder har indgået, sørger kun for at mindstelønningerne bliver hævet til omkring 110 kroner i timen

af Joan Ågot Pedersen, faglig sekretær i 3F Århus Rymarken, Privat Service, Hotel og Restauration samt medlem af Kommunistisk Partis faglige udvalg
Clara Zetkin agiterede på den 2. socialistiske kvindekonference i København i 1910 for en international kvindedag. For Clara Zetkin var spørgsmål om økonomi og økonomisk selvstændighed yderst vigtigt i kampen for frigørelse og ligestilling.
Kvindekampen kunne dog ikke ses uafhængigt af klassekampen, da en omvæltning af det kapitalistiske samfund ifølge Clara Zetkin var nødvendig for kvindernes endelige frigørelse. Samtidig mente hun også, at arbejderkvindernes deltagelse var en nødvendighed, hvis klassekampen skulle vindes. Og sådan er det stadig.
På trods af at de herskende borgerlige ideologer har erklæret klassekampen for død, har den raset lige siden med skiftende held for socialismen. I dag er klassekampen uhyre skærpet med en kapital i krise og i offensiv og med arbejderklassen i defensiven. Det har stor betydning for kvindernes situation. Og derfor er 8. marts lige så aktuel, som da den startede.
Et vigtigt spørgsmål for kvinderne har været kampen for ligeløn mellem mænd og kvinder. Og kravet er lige så aktuelt i dag som i 1910. På trods af at ligelønnen formelt blev vedtaget i Danmark ved lov i 1970, er der fortsat uligeløn. I Danmark afgøres lønnen gennem overenskomstforhandlinger og ikke ved lovgivning.

OK-forligene
Ved de offentlige OK-forhandlinger i 2008 kom ligelønnen i centrum. Så det lå lige til højrebenet for de nuværende overenskomstforhandlere, at fortsætte i det spor. Især i betragtning af, at uligelønnen er større på det private arbejdsmarked. Men de forlig, som forhandlerne for de forskellige områder har indgået, sørger kun for at mindstelønningerne bliver hævet til omkring 110 kroner i timen.
Det solidariske ville have været en betragtelig hævelse af mindstelønnen. For der er ingen tvivl om, at en højere mindsteløn ville hæve lønnen for bunden, som udgøres af kvinderne. Forslagene om ligelønsnævn er jo ingen garanti for ligelønnen. Det er en mulighed for at få afprøvet spørgsmål om lige løn for lige arbejde rent arbejdsretsligt.
For at få maksimal understøttelse kræves en timeløn på godt 122 kroner i timen. Mange har i dag en løn, der ligger under dette niveau - specielt kvinder. Det betyder i en tid med stor arbejdsløshed - især blandt de ufaglærte - at mange kvinder ikke en gang kan modtage maksimale dagpenge. Og den såkaldte fratrædelsesgodtgørelse, der indføres i de nye overenskomster, vil de lavtlønnede på industriområdet ikke få noget ud af.
På grund af den lavere løn og perioder med barsel vil kvinderne også optjene en langt dårligere pension end mændene. Da den almindelige folkepension er en 'skrabepension', der bygger på, at man selv tjener op til pension, vil især mange kvinder få en fattig pensionisttilværelse.

Fokus på kvindekamp
Gennem flere år har skiftende regeringer gjort, hvad de kan for at rasere den offentlige sektor. Og Lars Løkke lægger nu op til en massakre af hensyn til konvergenskravene fra EU. Vi har allerede set massefyringer på hospitalerne. Mere vil følge efter.
Det er specielt kvinder, der arbejder inden for det offentlige. Heldigvis har vi gennem de seneste år set, at de kan og vil kæmpe. Alliancerne mellem de private og offentlige fagforeninger må styrkes, da det er en fælles kamp.
I 70`erne voksede kvindebevægelsen gennem masser af aktiviteter, der satte fokus på kvindernes ligeberettigelse og levevilkår. Det betød, at mange kvinder organiserede og engagerede sig i fagbevægelsen og i de socialistiske partier. I dag ser det anderledes ud. For eksempel deltog jeg på OK 2010`s overenskomstkonference i mandags. Godt 100 deltog og heraf var vi under ti kvinder! Det siger noget om, at det er på tide, at kvindespørgsmålet igen tages alvorligt.
I dag er det ikke altid klassekampen, der sættes i centrum, når der snakkes kvindekamp. Det handler mest om, hvor mange kvinder der vælges til de herskendes direktioner og hvor mange kvindelige ministre, der regerer det kapitalistiske Danmark. De fleste arbejdende kvinder er ligeglade med, om det er mænd eller kvinder, der scorer profitten eller skærer ned på levevilkårerne.