Vi vil arbejde aktivt for et regeringsskifte og forbedring af arbejdsløses forhold. Skal en ny regering sikre sig vores opbakning, vil vi se resultater i løbet af de første 100 dage
fra landsmødet for arbejdsløse
Fra dette landsmøde vil vi gå hjem og arbejde aktivt for et regeringsskifte og forbedring af arbejdsløses forhold.
Men ikke uden samtidig at stille krav til en ny regering, rimelige krav, mulige krav!
Skal en ny regering sikre sig vores opbakning, vil vi se resultater i løbet af de første 100 dage.
I løbet af de sidste 25 år er dagpengene udhulet med 25 procent, der er indført halve dagpenge til unge og der bliver stadig ikke betalt arbejdsmarkedspension til arbejdsløse. Dette er blot en del af den nuværende regerings økonomiske plan for at sikre skattestoppet og fastholde lønpresset på dem, der stadig er i arbejde.
I forsøget på at retfærdiggøre denne plan, er et gammelt trick taget i brug; mistænkeliggørelse og forfølgelse af arbejdsløse. Et trick, som den nuværende regering har gjort meget flittigt brug af.
Et for sent eller glemt `klik` på Jobnets hjemmeside, og dommen falder: Du er ikke til `rådighed`, og dagpengene fratages den formastelige. Det er ussel finanspolitik og et menneskesyn, som en ny regering må gøre op med.
Anstændighed og lige vilkår
Stadig flere bliver langtidsledige og mister retten til dagpenge, blandt andet på grund af fastholdelse i nedværdigende aktiveringsprojekter eller rådighedsvurderinger på grund af sygdom.
Sygdom skal vurderes af lægen, ikke af tilfældige sagsbehandlere, og tidsbegrænsningen på syge- og dagpenge skal fjernes.
Jobkonsulenter og socialrådgiveres bonusordninger, som i høj grad medfører frakendelse af arbejdsløses dag- og sygedagpenge, er igen ussel finanspolitik. De skal omlægges til anstændige bonusordninger, der sætter mennesket før kommunekassen.
Det er desværre blevet nødvendigt at huske politikerne på, at de ikke har en grundlovssikret ret til at forfølge arbejdsløse, men derimod en pligt til at yde offentlig hjælp til dem, der er frataget muligheden for at forsørge sig selv.
Igen er vi nødt til at minde politikerne om vores grundlovssikrede ret til et arbejde, der 'betrygger tilværelsen'.
EU`s indre marked har for alvor skævvredet konkurrenceforholdene, både blandt arbejdere og virksomheder. Lovgivningen tilrettelægges i dag på en måde, så løntrykkeri og social dumpning fremmes.
Arbejdere i Europa, der før var kollegaer, er i dag gjort til konkurrenter på alt andet end lige vilkår.
Dette `frie` fald skal stoppes.
Alle er velkomne her i landet, men arbejdet skal udføres på lige vilkår!
Markedsøkonomien viser for tiden tydeligt sin manglende vilje og evne til at skabe arbejdspladser. Derfor er offentlige investeringer og klimarenovering blevet højaktuelle.
Klimarenovering er en `win win`-situation, fordi det bekæmper både arbejdsløshed og CO2 -forurening.
Sæt dog arbejdet i gang!
14 krav til den nye regering:
1. Sæt klimainvesteringer i gang med blandt andet statsgaranterede lån.
2. Fjern skattestoppet og muliggør offentlige jobskabende investeringer.
3. Lige vilkår. Stop løntrykkeriet og den sociale dumpning.
4. Alt arbejde skal udføres i respekt for nationale overenskomster og lovgivning.
5. Indfør øget kontrolforanstaltninger med EU`s indre markeds 'fri bevægelighed'.
6. Fjern alle skattefinansierede fradrag, som udepenge, forplejnings- og befordringsfradrag.
7. Indfør afgift på firmaers udflagning, hvis de har modtaget statsstøtte eller statsfinansierede lån
8. Forhøjelse af dagpengene med minimum 25 procent.
9. Lige dagpenge til alle - ingen ungdoms- og dimittendsatser, ingen tidsbegrænsning i udbetalingen.
10. Pensionsbetaling til arbejdsløse, syge, kvinder på barsel og så videre.
11. Rådighedsreglernes mistænkeliggørelse og urimelige kontrol af arbejdsløse skal fjernes.
12. `Klikket` på Jobnets hjemmeside skal fjernes.
13. Afskaf tvangsaktivering.
14. Indfør statslig arbejdsformidling, væk med de inkompetente snyltere kaldet private aktører.
Når vi snakker om beskæftigelsespolitik, er det en sådan politik, der skal føres.
Arbejdsløse er ikke en handelsvare!
Vedtaget af 150 arbejdsløse fra 3F, TIB, Malerforbundet, Metal, Blik og Rør, Elektrikerne, m.fl.forsamlet til landsmøde i København den 8. marts.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278