Skal vi nu afgive retten til arbejdsnedlæggelser ved manglende betaling, bare fordi et platfirma måske er omfattet af overenskomsten, som i øvrigt ikke efterleves?
Michael Johnson, 46 år. Arbejdsløs murerarbejdsmand, aktiv i arbejdsløshedsklubben i 3F Bygge-, Jord- & Miljøarbejdernes Fagforening i København.
Byggeriet har nu også indgået et forlig. Jeg er ikke imponeret!
Vi har ikke fået noget, der bare ligner kædeansvar som sikring imod social dumping og løntrykkeri. Der er vist ingen, der vil bestride, at det var hovedkravet! Men hvad blev der af det egentlig ret beskedne krav, vi kalder kædeansvar?
Det blev 'vekslet' til en mulighed for hurtigt at afholde mæglingsmøde og voldgift, hvor der er begrundet mistanke om social dumping. Det blev 'vekslet' til en 'anbefaling' fra Dansk Byggeri til deres medlemmer om at indfører bestemmelser i deres entreprisekontrakter om underentreprenørers overholdelse af overenskomsterne.
Anbefalinger - intet om ansvar!
Bevares, en hurtig afvikling af voldgifter har længe været tiltrængt, men det blev jo kun til sager inden for området om social dumping. Vi må stadig vente op til et år på afgørelser om almindelige tvister.
Selvom vi får en hurtig voldgiftskendelse om social dumping, giver det os jo ikke ret til at konflikte på hele arbejdspladsen, andet end at de pågældende underbetalte arbejdere kan nedlægge arbejdet. Eller hvad er det nu lige, der sker?
I byggeriets protokollat nummer 15 hedder det: 'Der er enighed om, at den ovennævnte kontraktbestemmelse betyder, at arbejdsstandsninger med henblik på opnåelse af overenskomst kan undgås, idet underentreprenøren således er omfattet af kollektiv overenskomst'.
Pas på konfliktretten
Skal vi nu afgive retten til arbejdsnedlæggelser ved manglende betaling, bare fordi et platfirma måske er omfattet af overenskomsten, som i øvrigt ikke efterleves? Er det prisen for forliget? Hvorfor er disse linier vigtige at få med?
Nej, konfliktretten, eller det der er tilbage af den, skal bruges ikke sælges!
Men hvis det nu fastslås i en hurtig voldgift, at der ikke er en overenskomst, og at der finder grov underbetaling sted, hvad så? Må vi konflikte og hvordan er det lige ude i virkeligheden?
Nu er det altså, at jeg kommer lidt på konflikt med vores pæne sprogbrug. Vi kender jo ganske udmærket antallet af bevidste løntrykkere i disse sager.
Hvordan forventer vi, at hovedentreprenøren juridisk vil/kan drage en underentreprenør til ansvar, hvis ikke 'anbefalingen' til entreprisekontrakterne fra Dansk Byggeri er efterkommet? Hvem er det, der kan smide hvem ud af pladsen?
Kan en ren overholdelse af overenskomsten sikre os imod social dumping? Vi ved sgu da godt, at det langt fra er nok!
Nej fra arbejdsløse
Byggeriet er et minimallønsområdet, hvilket betyder, at de reelle lønninger igennem tiden har udviklet sig til at ligge langt over minimallønnen. Hvis minimallønnen ikke hæves betragteligt, fortsætter lønpresset inden for vores område. Jeg vil slet ikke nævne det, forliget giver os i lønforhøjelse, for min skyld kan de beholde det.
Det er afgørende, at vi får placeret et økonomisk kædeansvar. Det må være den profiterende hovedentreprenør, der betaler regningen, hvis de aftaler, han har ansvar for er indgået, ikke overholdes. Det er sgu da enkelt nok. Og det er gratis, i al beskedenhed er det jo kun et krav om overholdelse af allerede indgåede overenskomster.
Jeg deltog i landsmødet for arbejdsløse den 8. marts, her sagde deltagerne klart nej til forliget: kædeansvaret mangler. Det skal vi kæmpe for. Stem nej.
Tillidsfolk, sikkerhedsrepræsentanter og andre fagligt aktive fra de private arbejdspladser skriver dagbog til Arbejderen om OK 2010.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
![](https://arbejderen.dk/sites/default/files/mobile_pay_arb.png)
87278