13 Feb 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Hvor er oppositionen i spørgsmålet om social dumping?

Hvor er oppositionen i spørgsmålet om social dumping?

Torsdag, 11. marts, 2010, 00:00:00

Oppositionen har været to forskellige steder i kampen mod social dumping. SF og Socialdemokratiet har været med EU og regeringen. EL har været isoleret med sine forslag

af Line Barfod, arbejdsmarkedsordfører og Karsten Ditlevsen, arbejdsmarkedssekretær, Enhedslisten
Hvor er oppositionen i spørgsmålet om social dumping?
Sådan spørger Mattias Tesfaye fra Bygge Jord og Miljøarbejdernes Fagforening (Arbejderen den 27. februar), og det gør han for så vidt ret i. Vi bidrager gerne med et svar.
Efter Laval-dommen (2007), der åbenlyst lagde begrænsninger på konfliktretten i Danmark, foreslog Enhedslisten, at oppositionen samlet afviste at ratificere Lissabon traktaten, hvis EU ikke ville garantere konfliktretten.
SF og Socialdemokratiet afviste - som de sagde - 'at tage traktaten som gidsel'. Samme linje indtog LO.
Et år efter Laval-dommen, i december 2008, vedtog Folketinget en ændring af udstationeringsloven, der gjorde det ulovligt at konflikte for lige vilkår gennem indførelsen af såkaldte minimumsoverenskomster (B-overenskomster) for udenlandske virksomheder, der udstationerede arbejdere i Danmark.
SF og Socialdemokraterne stemte for lovforslaget, fordi det 'næsten' sikrede lige vilkår.

Svigt på svigt
I sommeren 2008 annoncerede SF ved Villy Søvndal i en stort opsat artikel i Ekstrabladet, at SF i den kommende folketingssamling ville fremlægge et omfattende forslag mod social dumping.
Da der ikke kom noget fra SF, fremsatte Enhedslisten et samlet beslutningsforslag om bekæmpelse af social dumping i oktober 2008, der blandt andet indeholdt et krav om solidaransvar (kædeansvar).
SF og Socialdemokratiet kunne ikke støtte forslagene, da partierne følte sig forpligtet af forliget om østaftalen.
Da østaftalen udløb den 1. maj 2009, genfremsatte Enhedslisten et revideret forslag om bekæmpelse af social dumping, der blandt andet reflekterede, at den såkaldte RUT-registrering slet ikke fungerede, og som stadig indeholdt kædeansvar.
Vi oplevede til vores forbløffelse, at SF og Socialdemokratiet stadig var imod. Den særegne begrundelse var, at en støtte til Enhedslistens forslag stadig var et brud på det forlig om østaftalen, der ikke længere var i kraft.

To steder
Så man kan sige, at oppositionen har været to forskellige steder i kampen mod social dumping. SF og Socialdemokratiet har været sammen med EU og regeringen.
Enhedslisten har været isoleret med sine forslag. Er det ikke tilfældet længere, spiller vi gerne ud med for eksempel et konkret forslag om bygherre- eller udbyderansvar.
Et sådant ansvar kan i modsætning til et hovedentreprenøransvar ikke indbygges i overenskomsterne.
En passende anledning kunne være årsmødet i Byggefagenes Samvirke den 16. marts, hvortil repræsentanter for såvel Enhedslisten som de to øvrige partier er inviteret.
Under alle omstændigheder er det Enhedslistens opfattelse, at effektive skridt til bekæmpelse af social dumping burde være en uomgængelig del af det politiske grundlag for en ny regering.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


11. mar. 2010 - 00:00   30. aug. 2012 - 12:04

Idekamp