Kampen for socialismen er i dag ikke kun en kamp for at sikre arbejdernes politiske, økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder. Som følge af kapitalismens dybe krise og ødelæggende kraft i dens nuværende fase er den også en kamp for at redde de økosystemer og andre materielle betingelser, som er nødvendige for selve vor arts overlevelse

Denne tekst blev præsenteret på konferencen 'Partito e organizzazione', som på initiativ af Kommunistisk Netværk blev afholdt i Rom den 27. februar 2010 med deltagelse af de Italienske Kommunisters Parti, Kommunistisk Refundazzione, tidsskriftet L`Ernesto og en lang række andre kommunistiske partier og grupperinger fra hele Italien. Sven Tarp var som eneste udlænding indbudt som oplægsholder på konferencen.

af Sven Tarp
Spørgsmålet om det kommunistiske parti er til stadighed relevant, i dag måske mere end nogen sinde. De grundlæggende faktorer, som for mere end 150 år siden førte til dannelse af de første marxistisk inspirerede arbejderpartier, findes stadig: udbytningen og undertrykkelsen af arbejderklassen.
Kampen for socialismen, dvs. kampen for at afskaffe kapitalismen og forvandle vores samfund på gennemgribende revolutionær vis, er i dag ikke kun en kamp for at sikre arbejdernes politiske, økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder. Som følge af kapitalismens dybe krise og ødelæggende kraft i dens nuværende fase er den også en kamp for at redde de økosystemer og andre materielle betingelser, som er nødvendige for selve vor arts overlevelse.

Et vigtigt spørgsmål
For kun få år siden - ikke mindst efter de store demonstrationer i Seattle i 1999 og dannelsen af den såkaldte 'anti-globaliserings' bevægelse - var det på mode at tale om 'bevægelserne' som organisationsformer, der historisk ville erstatte partierne som subjekter for de forandringer, som skulle lede frem til en 'anden mulig verden'. I dag er denne tale knap så højrøstet, men medfører dog fortsat ideologisk forvirring i den alternative bevægelse.
Problemet med de kommunistiske partier er særligt stort i de imperialistiske centre, hvor de partier, som tidligere var forbundet med Tredje Internationale, i de fleste lande har gennemgået en proces, hvor de enten er blevet svækket og har mistet medlemmer, er politisk og ideologisk udartet, eller ganske enkelt er blevet ødelagt og har opløst sig selv. Denne regressive proces skyldes både objektive faktorer - eftersom partierne ikke er immune over for forandringer i deres omgivelser - og subjektive faktorer, herunder forræderi, opportunisme og manglende teoretisk og praktisk evne til at finde løsninger på de opståede problemer.
I det gamle Europa - med mulig undtagelse af Grækenland og Portugal, hvor der stadig findes stærke kommunistiske partier af marxistisk-leninistisk slags og med masseindflydelse - diskuterer de tilbageværende kommunister, som ofte er opsplittet i flere organisationer, emnet for denne konference, dvs.:
Hvad må der gøres for igen at skabe store kommunistiske partier, som er tilpasset vor tids betingelser, og som vil være i stand til at udfordre borgerskabets hegemoni og spille en afgørende rolle i kampen for at omstyrte den kapitalistisk-imperialistiske stat og opbygge et samfund uden menneskets udbytning af mennesket?
Svaret på dette spørgsmål er kompleks og varierer - som det er naturligt - fra land til land, men det indeholder også fælles elementer, som muliggør en frugtbar udveksling af ideer mellem kommunisterne i vores verdensdel. Selv om der hverken findes universelle opskrifter eller en enhedsmodel for det kommunistiske parti, vil denne udveksling af ideer forbundet med studiet af den virkelighed som vi lever i, af de historiske erfaringer og af vores forgængeres teoretiske betragtninger uden nogen som helst tvivl gøre det muligt for os at finde svar og løsninger på de aktuelle problemer. Der er ikke plads til pessimisme. I den forstand er det værd at citere Lenin, som i sit mesterværk Hvad må der gøres? skrev:
'Revolutionær erfaring og organisatorisk dygtighed er ting, der kan tilegnes. Blot der er vilje til at udvikle de krævede egenskaber hos sig selv! Blot man er klar over manglerne, hvilket i revolutionære forhold er godt begyndt og mere end halvt fuldendt!'

Marx og Engels om det kommunistiske parti
Opbygningen af et kommunistisk parti må forstås som en mangesidet opgave, der indbefatter opbygning på det ideologisk-teoretiske, det politiske og det organisatoriske plan. Det er indlysende, at der uden politisk opbygning, som endvidere afhænger af den ideologisk-teoretiske opbygning, ikke kan være tale om organisatorisk opbygning af partiet.
Selv om flere marxistiske forfattere, herunder Rossana Rossanda i hendes kendte tekst Parti og klasse fra 1969, benægter, at Marx og Engels skulle have formuleret en partiteori, finder vi i deres værker talrige kommentarer og udsagn om partiet og dets virkemåde, som i deres helhed udgør værdifulde teoretiske bidrag. Det gælder især de skrifter, som omhandler Kommunisternes Liga, Første Internationale, Tysklands Socialdemokratiske Parti og - i Engels` tilfælde - Anden Internationale.
Blandt grundelementerne i denne teori af Marx og Engels om det kommunistiske parti kan fremhæves behovet for at opbygge:
* arbejderklassens politiske parti (i den forstand forfægter de den politiske kamps forrang for de øvrige kampformer);
* arbejderklassens selvstændige parti (dvs. hverken et parti af flere klasser eller en fraktion af et borgerligt eller småborgerligt parti);
* et parti med et veldefineret strategisk mål (erobring af magten og oprettelse af proletariatets diktatur):
* et fortropsparti (en ide som allerede blev udtrykt i det Kommunistiske Partis Manifest);
* et parti vejledt af en fremskreden teori (en ide der gennemsyrer alle deres skrifter);
* et internationalistisk parti (endnu en ide som gennemsyrer alle deres værker);
* et
centraliseret parti (en ide der især blev udtrykt i kampen mod bakunisterne i Første Internationale);
* og et parti med et omfattende internt demokrati (en ide som de forfægter ved forskellige lejligheder, f.eks. Engels med henblik på den interne situation i Tysklands Socialdemokratiske Parti).

Stor rigdom af organisationsformer
Alle disse elementer, som findes spredt i Marx og Engels` værker, blev senere systematiseret og indarbejdet af Lenin i det, der skulle blive kendt som den leninistiske partiteori. Denne teori indeholder også andre elementer, der er relevante for vores arbejde i dag. Blandt Lenins vigtigste bidrag er hans betragtninger om forholdet mellem den bevidste faktor og den spontane bevægelse, om frivillig disciplin og om kampen for hegemoni, en ide som senere blev udviklet af Gramsci.
Derudover har Lenin talrige betragtninger om partiets organisering og virkemåde, især behovet for at anvende den demokratiske centralismes principper og underordne det organisatoriske arbejde under de politiske opgaver, som partiet må løse på kort og lang sigt. Den kommunistiske organisation må ikke betragtes som et mål i sig selv, men som et middel til at opnå de taktiske og strategiske mål, som er opstillet.
Ligesom det var tilfældet med Marx og Engels, kan man derfor heller ikke hos Lenin finde hverken tidløse og eviggyldige opskrifter eller nogen enhedsmodel for det kommunistiske parti. De partiformer, som Lenin forsvarede i Rusland før 1905, under revolutionen i 1905-1906, efter dens nederlag, før og efter Oktoberrevolutionen, varierer meget.
Før 1905 skitserede han en konspiratorisk form for parti bestående af professionelle revolutionære; i 1905 anbefalede han at åbne partiets døre for de brede proletariske masser; efter nederlaget slog han til lyd for en forening af alle tendenser i det samme parti, som nu havde meget få medlemmer; under Første Verdenskrig krævede han eksklusion af opportunister og revisionister; umiddelbart før og efter Oktoberrevolutionen åbnede han igen partiets døre; senere kom udrensningen af de uønskede elementer, osv.
Denne rigdom af former i overensstemmelse med den skiftende virkelighed kræver, at al læsning af Lenins værker sker med briller, der er udstyret med historisk filter. I sit forord til bogen Tolv år, der er en samling af hans skrifter fra 1895 til 1906, gør Lenin selv opmærksom på dette problem og kommenterer de konkrete anbefalinger, som han kom med i sin berømte Hvad må der gøres?:
'Den grundlæggende fejl hos dem, der i dag kritiserer Hvad må der gøres?, består i, at de helt løsriver dette værk fra en bestemt historisk situation, fra en konkret periode i vor partis udvikling, som for længst er ovre!
Hvad må der gøres? er en sammenfatning af Iskras taktik og organisationspolitik i årene 1901 og 1902. En `sammenfatning`, hverken mere eller mindre! End ikke på 2. Kongres overvejede jeg at hæve mine egne formuleringer fra Hvad må der gøres? til noget `programmatisk`, til specielle principper.'
Den store rigdom af organisationsformer betyder på ingen måde, at der ikke findes nogen overordnede principper, som kan vejlede arbejdet med at opbygge partiet i enhver situation. I Hvad må der gøres? kan man således finde ideer og betragtninger, som rækker ud over det historiske tidspunkt, hvor de blev skrevet, og gør denne bog højaktuel og af stor videnskabelig og filosofisk værdi.

Parti af en 'ny type'
Hverken Lenins eller Marx og Engels` teoretiske bidrag er opstået i et laboratorium isoleret fra klassekampen, fra den virkelige bevægelse. De er et resultat af deres iagttagelser, deres studier af den gennemlevede erfaring og deres forslag til at løse de opståede problemer og situationer. For at tilegne sig den leninistiske partiteori må man derfor omfavne Lenin i sin helhed. I den forstand er det særligt nyttigt at studere den 'modne' Lenin og de anbefalinger, som han på grundlag af det bolsjevikiske partis lange og rige erfaringer gav de partier af en 'ny type', som var tilsluttet Kommunistisk Internationale. I det øjemed er det værd at genlæse hans berømte bog `Venstre`-kommunismen - en børnesygdom, som i år fylder 90 år.
Begrebet parti af en ny type blev til for at adskille partierne i den nye Internationale fra de 'gamle' socialdemokratiske partier i Anden Internationale, som havde stillet sig på 'deres' borgerskabers side under Første Verdenskrig. Den helt rimelige og nødvendige kritik af disse gamle partiers udartning og forræderi retfærdiggør dog ikke en nihilistisk holdning, som fratager dem enhver fortjeneste i deres lange eksistens. Disse partier formåede at bringe marxismen ud til de brede masser, forvandle sig til massepartier og erobre vigtige positioner i de borgerlige parlamenter; de stod i spidsen for store kampe, som førte til vigtige politiske og sociale landevindinger for arbejderne; de indførte 1. maj og 8. marts som internationale kampdage; de rejste kampen for otte timers arbejdsdag, osv.
Det, som de ikke var i stand til at gøre, var at tage rigtig, klassemæssig stilling, da Første Verdenskrig brød ud, og udnytte de revolutionære situationer, som opstod, til at føre arbejderklassen frem mod overtagelsen af den politiske magt. Og denne undladelsessynd skyldes ikke kun deres ideologiske afvigelser og politiske opportunisme. Den skyldes også deres organisationsform, som havde tilpasset sig til de relativt 'fredelige' betingelser med parlamentarisk kamp gennem flere årtier.
Det var derfor nødvendigt, at de nye kommunistiske partier hurtigt overvandt de socialdemokratiske afvigelser ikke kun på det politiske og ideologiske plan, men også på det organisatoriske plan, og det samme gælder afvigelser af venstresekterisk og 'barnagtig' art - alt sammen med det mål at lade sig 'bolsjevisere' og helt forvandle sig til partier af 'ny type' under Lenins og Kommunistisk Internationales vejledning.
Set i bakspejlet er det klart, at de partier, som blev støbt i 1919 og 1920, var partier for revolutionær masseaktion og magtovertagelse på et tidspunkt, hvor man endnu troede, at verdensrevolutionen var lige om hjørnet. Da den revolutionære bølge derefter ebbede ud, måtte de kommunistiske partier tilpasse sig de nye tider og kampbetingelser. I den henseende er Gramscis betragtninger om den politiske kamp som stillingskrig og om den rolle, som den 'moderne prins' (partiet) skulle spille i denne slags krig, af stor betydning. Og det samme er de betragtninger om kommunisternes rolle i dannelse af folkefronter, som Dimitrov fremlagde på Kommunistisk Internationales 7. Kongres i 1935, dvs. på et tidspunkt der var præget af faren for fascismen og truslen om en ny verdenskrig.
I Anden Verdenskrig, der begyndte kort efter, gav de kommunistiske partier, som forstod at tilpasse sig de nye forhold, endeløse prøver på stor heroisme og kampevne og spillede sammen med Sovjetunionen en afgørende rolle i nazi-fascismens nederlag.

Fra storhed til krise
Efter krigen går den kapitalistiske verden ind i en usædvanlig lang periode med økonomisk fremgang, voksende forbrugerisme og udvikling - i det mindste i de imperialistiske lande i Europa - af det såkaldte velfærdssamfund, som - ikke uden kamp og ideologisk kappestrid med den socialistiske lejr - sikrer arbejderne nogle politiske og sociale rettigheder, som aldrig tidligere er set inden for rammerne af det kapitalistiske system. I denne periode dannes der store og indflydelsesrige kommunistiske partier i mange europæiske lande, partier som med deres ideer, handlekraft og mobiliseringsevne i høj grad bidrager til at opnå de nævnte rettigheder.
På et bestemt tidspunkt oplever flertallet af disse partier imidlertid en eller anden form for krise og begynder at blive svækket og miste medlemmer, indtil de i nogle tilfælde forvandler sig til smågrupper, splittes eller ganske enkelt opløser sig selv. Og selv i de tilfælde, hvor medlemmerne og kadrerne modigt vender sig mod de ideologiske afvigelser, bemærker man en manglende evne til at give svar på de nye betingelser, som er opstået med kapitalens voksende internationalisering, ændringerne i produktionsprocesserne, forandringerne af klassestrukturerne og den reaktionære offensiv, som blev indledt af Reagan og Thatcher i 1980-81 og forstærket af Sovjetunionens og den socialistiske lejrs fald i 1989-91.
Kendsgerningerne viser, at denne manglende evne til at finde svar berører dem på såvel det ideologiske og politiske plan som det organisatoriske plan. På nogle måder - og kun nogle måder - skete der det samme med dem som med Anden Internationales partier. Ligesom disse partier tilpassede de sig i overdreven grad de relativt 'fredelige' betingelser, der - i det mindste i deres egne lande - fandtes gennem en flere årtier lang periode, og forberedte sig ikke i tilstrækkelig grad på at møde de nye tider og betingelser, som måtte komme i kraft af historiens dialektiske lov.
I dag oplever vi noget, som kan betragtes som et epokeskift med det åbne udbrud af kapitalismens strukturelle krise, som - sammen med energi-, miljø- og fødevarekrisen, den militære, sociale, bymæssige og moralske krise - stadig mere tager form af en krise for selve den borgerlige civilisation. Som de seneste begivenheder i Grækenland viser, betyder dybden i denne krise, at de sociale konflikter tilspidses stadig mere, og at vi ikke kan udelukke, at der i de kommende år vil opstå objektive revolutionære situationer, som også i vores verdensdel rejser spørgsmålet om arbejderklassens magtovertagelse anført af dens fortropsparti.
Vi bør ruste os til denne situation.

Lenins anbefalinger
I sin bog `Venstre`-kommunismen - en børnesygdom analyserede Lenin erfaringerne fra den russiske revolution og fra kampen i andre europæiske lande og drog to konklusioner af vidtrækkende betydning:
'For det første at den revolutionære klasse for at løse sin opgave må kunne beherske alle former eller sider af samfundets virksomhed uden undtagelse! og for det andet, at den revolutionære klasse må være indstillet på, at en form kan afløse en anden på en ganske brat og uventet måde.'
Og Lenin tilføjede:
'Enhver vil indrømme, at den armé optræder uforsigtigt, ja forbryderisk, som ikke uddanner sig i brugen af alle arter af våben, alle kampmidler og kampmetoder, som fjenden har eller kan tænkes at have. Men dette gælder i endnu højere grad i politik end i krigskunst. I politik kan man endnu mindre på forhånd vide, hvilket kampmiddel der under de eller de fremtidige betingelser vil vise sig brugbart eller fordelagtigt for os. Behersker vi ikke alle kampmidler, kan vi lide et vældigt - undertiden ligefrem afgørende - nederlag, såfremt ændringer i andre klassers stilling, uden at vi kan udøve indflydelse derpå, stiller aktionsformer på dagsordenen, som vi er særlig svage i. Behersker vi alle kampmidler, vil vi med sikkerhed sejre!'
Oktoberrevolutionens leder lærer os med andre ord, at vi skal beherske alle kampformer, forstå at kombinere dem og hurtigt og uventet være i stand til at erstatte en form med en anden, hvis bratte ændringer i de objektive vilkår - som er uafhængige af vores egen vilje - kræver det.
Denne beherskelse af alle former og sider af samfundets virksomhed kræver selvsagt ikke alene en teoretisk anstrengelse for at forstå den nye situation og udarbejde en passende taktik og politik. Den kræver også, at det kommunistiske parti er organisatorisk indrettet på en sådan måde, at det kan løse sine historiske opgaver over for sin klasse, heriblandt sine internationalistiske opgaver i den globale imperialismes center.

Kadreparti og masseparti
Hvilken type parti kræver med andre ord den nye situation? Hvilken type organisation kræver den?
Det må være en organisation, som står i de stillede politiske opgavers tjeneste. Men det må forstås på den rigtige måde. Vi bør ikke gentage de fejl, som visse partier, der havde stor succes med at underordne deres organisation under de umiddelbare politiske opgaver, begik, fordi de glemte de langsigtede opgaver og ikke formåede at omstille deres organisation, da nye slags opgaver kom på dagsordenen. Det var partier, som ikke i tilstrækkelig grad havde studeret og tilegnet sig Lenins anbefalinger.
På generelt plan er der historisk rejst en diskussion om kadreparti eller masseparti, som er fortsat op i vores tid. Det er en yderst rig diskussion, der dog ikke er uden en vis mængde doktrinarisme, eftersom de to begreber ikke nødvendigvis udelukker hinanden og heller ikke betegner specifikke partiformer, men generelle karakteristika, som kan klæde sig i talløse konkrete former i overensstemmelse med de konkrete betingelser.
For virkelig at være et leninistisk fortropsparti, som er vejledt af en fremskreden teori, må det kommunistiske parti selvsagt til enhver tid være et parti med et stort antal veluddannede kadrer, uden hvilke det ikke kan løse sine historiske opgaver. Hvis partiet ikke skaber et frugtbart miljø til uddannelse og udvikling af sine kadrer, vil det utvivlsomt lide fiasko på mellemlang eller lang sigt.
Men dette behov for at have en rygrad af højt kvalificerede kadrer udelukker på ingen måde, at partiet på et givet historisk tidspunkt - f.eks. i lande med borgerligt demokrati, under opstande eller efter en sejrrig revolution - også kan antage form af et masseparti, dvs. et parti, der samtidig er et kadre- og masseparti. For at løse sine opgaver i de nævnte situationer behøver partiet ikke kun kadrer, men også en stort antal medlemmer, som kan bringe dets politik og ideer ud til alle dele af arbejderklassen og folket.
Denne type parti rejser selvsagt nye udfordringer på det organisatoriske område: Hvordan skal man undgå, at partiet indrettes og arbejder på grundlag af den laveste fællesnævner, som ikke tillader kadrerne at udvikle sig og udfylde deres afgørende rolle i og uden for partiet?

Grundorganisationernes centrale rolle
Forbundet med dette spørgsmål er diskussionen om de typer og former af celler eller grundorganisationer, som partiet skal have. I den leninistiske partiopfattelse har disse organisationer en førsterangs rolle, fordi de er mødestedet mellem teori og praksis. Det er i grundorganisationen, at partiets medlemmer uddannes som kommunistiske partiaktivister og tilegner sig partiets politiske linje og program. Det er her, at de lærer at foretage en konkret analyse af en konkret situation, at føre de demokratisk trufne beslutninger ud i livet og kritisk og selvkritisk evaluere resultaterne med henblik på fremtiden.
Grundorganisationerne er forbindelsesleddet mellem partiet og de brede masser inden for deres virkeområde. Deres opgave er at opbygge partiet på grundplan, at sprede dets ideer og politiske linje, at mobilisere og organisere masserne, at rekruttere nye medlemmer og forvandle sig til en hegemonisk kraft, dvs. en politisk og ideologisk ledende kraft, inden for deres område. Grundorganisationer af leninistisk slags kendetegnes ved en høj grad af dynamik og revolutionær glød. For at spille deres rolle må de have et veldefineret fokus- og virkeområde og struktureres på arbejdspladser og uddannelsessteder, i boligkvarterer og andre områder af interesse for partiet.
Det er derfor ikke underligt, at det revisionistiske angreb mod partierne af leninistisk type også skete på det organisatoriske plan - især mod bedriftscellerne - med det formål at undergrave partiernes klassenatur og neutralisere de arbejderkadrer og medlemmer, som modsatte sig de opportunistiske afvigelser.
Den afdøde leder af Portugals Kommunistiske Parti, Alvaro Cunhal - for hvem partiets klassenatur udtrykker sig i 1) dets ideologi, 2) dets mål, 3) dets sociale sammensætning, 4) dets organiske struktur og 5) dets massearbejde - kommenterer denne negative udvikling i sin fremragende og anbefalingsværdige bog Partiet med glasvægge:
'Partiets klassenatur kommer for det fjerde til udtryk i den organiske struktur, eftersom organisationerne på arbejdspladserne, navnlig virksomhedscellerne, udgør den grundlæggende og prioriterede form for grundorganisationer i partiet. Den internationale erfaring viser talrige tilfælde, hvor beslutninger om at erstatte bedriftsceller med kvartersceller, arbejdspladsceller med boligceller - hvor ledelsen af aktiviteterne på virksomheden ofte blev overladt til sociale eller politiske enhedsorganisationer - var ensbetydende med ideologisk svækkelse og opgivelse af de respektive partiers klassemål.'
Et eksempel herpå er Frankrigs Kommunistiske Parti, et 'eurokommunistisk' parti per excellence, som endnu i 1989 havde omkring 27.000 grundorganisationer, hvoraf ca. 9.000 var bedriftsceller. Otte år senere, på dets 29. kongres, var der ikke mere end 900 bedriftsceller tilbage, og kun en femtedel af de øvrige grundorganisationer fungerede regelmæssigt. Og på sin 30. kongres i år 2000 besluttede partiet helt at afskaffe celler og grundorganisationer.
I Spanien besluttede et andet eurokommunistisk parti, det tidligere så glorværdige Spaniens Kommunistiske Parti, på sit centralkomitemøde i Rom i 1976 - det sidste under illegaliteten - at ændre sin organisatoriske cellestruktur til fordel for de amorfe og formløse grupper eller afdelinger. To år senere droppede partiet formelt leninismen som ideologisk kilde. I dag er dette parti kun en skygge af sig selv.
Det er ikke tilfældigt, at Raœl Mart’nez og Julio M’nguez fra Spaniens Folks Kommunistiske Parti i første nummer af det Internationale Kommunistiske Tidsskrift skriver:
'Opgivelsen af marxismen-leninismen var ikke blot et formelt anliggende. Den førte til total ødelæggelse af nogle kommunistiske partier, som afskaffede den demokratiske centralisme i et forsøg på at forvandle sig til valgmaskiner af socialdemokratisk type, afmonterede den leninistiske struktur, ødelagde det kommunistiske partimedlemskabs revolutionære karakter og fraskrev sig proletariatets diktatur! Kendsgerningerne har vist, at arbejderklassen har brug for en struktur, som er i stand til at organisere og lede kampen for socialismen. En partistruktur, som beror på den demokratiske centralismes principper og er i stand til rigtigt at kombinere de forskellige kampformer i overensstemmelse med klassekampens skriftende betingelser. En struktur, der formår at udstyre arbejderbevægelsen og den folkelige bevægelse med en magtstrategi, som udspringer af en stringent og videnskabelig analyse af virkeligheden. En klassestruktur organiseret som parti!'

Nye udfordringer
Med kapitalens voksende internationalisering, overgangen fra samlebånd til mere fleksibel produktion, udflytningen af industrier til periferien og ændringerne i samfundets klassestrukturer ser vi i dag, hvordan de store arbejderkoncentrationer i vores lande er blevet dramatisk formindsket, og hvordan de fabrikker, som er tilbage, er langt mindre og ikke længere spiller den rolle som fortrop i klassekampen, som de havde for blot 20-30 år siden. Denne virkelighed rejser nye opgaver for vores organisatoriske arbejde.
I første omgang må vi lokalisere de offentlige eller private virksomheder og de sektorer i arbejderklassen, som kan spille en fortropsrolle - eller en vis fortropsrolle - under de nye forhold og forsøge at organisere partiet på disse virksomheder og i disse sektorer. Men den kendsgerning, at arbejdspladserne som hovedregel er mindre end tidligere - ofte med kun nogle få dusin arbejdere - gør, at det er langt vanskeligere at oprette celler på dem. Vi må gøre det, hvor vi kan, men vi må også finde nye organisationsformer.
Men det, som vi aldrig bør gøre, er at opgive princippet om at organisere arbejderklassen direkte i partiet som klasse og vælge den pragmatiske og 'nemme' løsning, hvor man alene danner grundorganisationer af territorial art og overlader arbejdet på virksomhederne til 'enhedsorganisationer', som Alvaro Cunhal ville have sagt det.
En sådan 'løsning' ville betyde, at partiets fokus mod virksomhederne blev svækket, og at der blev dannet grundorganisationer med uensartet sammensætning, dvs. organisationer med mange forskellige slags fokus, som ikke med succes kan vejlede medlemmer med forskellige arbejdsområder og interesser. Det ville betyde, at begrebet 'kommunistisk partiaktivist' ville miste sin betydning, og at partiet ville se sin evne til at mobilisere og gribe ind i klassekampen reduceret.
En alternativ løsning kunne være, at man eksperimenterede med grundorganisationer med specifik fokus mod bestemte dele af arbejderklassen i overensstemmelse med de nationale og lokale ejendommeligheder.

Medlemmer og partiaktivister
Hvordan det end forholder sig, så er handsken kastet. Der er også andre udfordringer forbundet med fleksibiliteten i samfundslivet og den personlige udvikling i vore dage, udfordringer som ganske givet kræver andre organisatoriske svar, f.eks. en skelnen mellem partiaktivister og blotte medlemmer i overensstemmelse med deres forskellige former for indlemmelse i partiets strukturer.
Hvad betyder dette?
Det betyder, at man leder efter formler, som gør det muligt at optage kammerater, som af den ene eller anden grund ikke kan - eller vil - forpligte sig organisk over for partiet, men alene politisk og ideologisk.
Det betyder, at man tilbyder dem andre former, som ikke er grundorganisationer, men som alligevel tillader dem at knytte sig til partiet, f.eks. årlige fællesmøder eller aktivistmøder under kampagner, osv.
Det betyder, at partiet opretter mere stabile bånd til sin politiske kapital, hvad der også gør det muligt at skabe en basis for rekruttering af nye partiaktivister, som på deres side netop er kendetegnet ved en stærkere og mere aktiv organisk forpligtelse over for partiet og ved at være integreret i dets struktur af grundorganisationer.
På denne måde undgår man også, at grundorganisationerne mister deres leninistiske karakter og udvandes, fordi de må fungere på grundlag af den laveste fællesnævner, ligesom det sikres, at de kan fastholdes som aktive, dynamiske organisationer, der er i stand til at tilpasse sig de stadig skiftende vilkår, egenskaber uden hvilke hverken de eller partiet kan udvikle sig og nå de opstillede historiske mål. Og man undgår ligeledes at udvande begrebet 'partiaktivist' og erstatte det med det blødere begreb 'medlem', som hverken har organisk forpligtelse eller masseaktivitet.
De erfaringer, som kendes fra f.eks. Brasilien og Belgien, hvor partierne har indskrevet denne skelnen mellem partiaktivister og blotte medlemmer i deres vedtægter, er indtil videre interessante og lovende.

Masseparti og massearbejde
For at vende tilbage til spørgsmålet om masseparti, så kan et parti kun betragtes som masseparti, hvis følgende fire krav er indfriet: 1) at det er en organisation, hvor også revolutionære, som ikke er kadrer, kan blive medlem; 2) at det er en stor organisation med mange medlemmer; 3) at det har en permanent aktivitet blandt masserne; og 4) at det har masseindflydelse.
Dette må dog ikke forstås skematisk som en fire-trins raket, hvor man begynder med punkt 1 og ender lykkeligt i punkt 4. For at et parti kan anses for kommunistisk i leninistisk forstand, må det - også selv om det er lille eller af konkrete historiske årsager kun består af kadrer - altid have en tæt forbindelse med masserne og de folkelige bevægelser, dvs. det må have et massearbejde, en massekarakter.
Den beskedne erfaring fra Danmark viser, at også et lille parti, der består af såvel kadrer som ikke-kadrer (hvad der selvsagt afhænger af definitionen af disse begreber), kan spille en vigtig og undertiden afgørende masserolle i bestemte situationer. Men det kræver:
* at partiet gør en teoretisk indsats og formulerer en passende politik og taktik;
* at det kaster sig massivt ind i idekampen;
* at det henvender sig direkte til masserne som parti;
* at det arbejder med og i de folkelige bevægelser og organisationer, først og fremmest fagforeningerne;
* at det er i stand til at håndtere et bredt system af alliancer med andre politiske og sociale kræfter;
* og at det til enhver tid forstår at kaste de punkter ind i debatten, som på den ene side er så fremskredne som overhovedet muligt, og som på den anden side gør det muligt at forene de kræfter, som er nødvendige for at nå et bestemt mål og vinde et konkret slag.
De danske kommunister kan fremvise eksempler af denne slags fra fagbevægelsen, den folkelige bevægelse mod EU og senest fra den bevægelse, som forberedte alternative aktiviteter i tilknytning til FN`s topmøde om klimaændringer i København i december 2009.

En bydende opgave
Afslutningsvis må det konstateres, at opbygningen af et kommunistisk fortropsparti af leninistisk type og tilpasset nutidens betingelser er en bydende opgave og udfordring, som må løses såvel i Danmark som i Italien og andre europæiske lande. Vi er nødt til at finde løsninger, men vi kan på den anden side ikke vente, indtil vi har alle svarene.
Det er vigtigt at styrke vores revolutionære arbejde uden frygt for at begå fejl, som altid kan rettes, hvis viljen er til stede. Vi må ikke være bange for at eksperimentere med nye former. Og det må heller ikke glemmes, at en ting er at have en temmelig klar ide om, hvilken type organisation der er behov for på et givet historisk tidspunkt, og noget andet er at finde de overgangsformer, som gør det muligt at nå frem til denne organisation. Som allerede sagt, findes der hverken universelle opskrifter eller en enhedsmodel.
Det er den konkrete situation i hvert land, som bestemmer, hvordan vi skal påbegynde og fokusere vores arbejde. I nogle lande har kommunisterne den fordel, at de kan udføre deres opgaver med udgangspunkt i allerede eksisterende partier; i andre lande, hvor der er flere kommunistiske partier eller grupper, må de gøre en indsats for at forene de kammerater, som er rede til at gå med i løsningen af de nye opgaver; og i de lande, hvor der ikke er andre muligheder, må de danne nye partier på grundlag af marxismen-leninismens principper, for uden kommunistisk parti ingen revolution. Som Lenin ville have sagt, afhænger det af den konkrete analyse af den konkrete situation.