Danmark har siden midten af 1960`erne haft lavere økonomisk vækst under de borgerligt liberalistiske eller ¤¤bl夤 regeringer end under de såkaldte ¤¤røde¤¤

af cand.polit. Tom Elkær-Hansen
Statsministeren afsluttede regeringens seneste seminar med at love os noget i retning af en ny kartoffelkur.
Nu skal regningen for Fogh-årenes finansielle oppustning, taktiske skattelettelser og overforbrug betales, lød argumenterne.
Senere har nulvækst- eller konvergensplanen fået en anelse mere kød på kroppen - dog kun en anelse, for hvem kan forudse morgendagens nødvendighed? OK - men!
Hvor klog er denne udmelding egentlig - midt i en krisetid? Gør den ikke folk endnu mere nervøse og tilbageholdende, og vil det ikke uddybe og/eller forlænge krisen?
Dette er et lige så godt spørgsmål, som hvad den egentlige hensigt med den bebudede stramning er. Svarene blafrer i vinden, for med hensyn til planens nærmere indhold var Løkke ikke udpræget meddelsom. Senere har han indhyllet dagsordenen i endnu mere tåge.
Ventetiden kan vi så fordrive med at gætte på, hvad det er for ubehagelige overraskelser, Christiansborg er ved at forberede til os.
Sådan spreder en regering, der ellers prioriterer befolkningens tryghedsfølelse højt, uro og ængstelse. Er det monstro Schlüters fattigfirsere, Løkke og sikkert nok så meget Lene Espersen vil genoplive?
De Konservative vil jo 'bevare (eller vende tilbage til) og forny', og dengang havde de Konservative rigtig flotte stemmetal. Og Schlüter, ja han var som bekendt konservativ.
Eller er der - mere i Fogh-Løkkes ånd - tale om en slet dulgt minimalisering af det offentliges virksomhed? Det bliver i hvert tilfælde kommunerne og regionerne, der kommer til at lægge ryg til de bebudede stramninger.
Det er her, de store beløb administreres - nemlig til vor fælles velfærdsforsyning og -sikring. Det er derfor også her, det er oplagt at spare. Kombineret med en uofficiel fortrydelse af de seneste skattelettelser, tegner en sammenhængende helhedsplan sig.

Manøvrens bagside
Virkningen af lettelserne skal neutraliseres, men ikke nødvendigvis der - hos de bedre stillede, hvor de er givet. Næ, det bliver en anden del af befolkningen - den der er mest afhængig af den kollektive velfærdssikring - der kommer til at betale fortrydelsen.
En 'elegant' omfordeling, en 'omvendt Robin Hood' - til de rigeste fra de fattigere i retning af et endnu skævere Danmark.
Den aktuelle bagside af denne fikse manøvre er at udhules de kollektive velfærdsordninger, så vil befolkningen helt sikkert reagere med en stigende forbrugstilbageholdenhed.
Uden tilstrækkelig offentlig sikring, ja, så må vi jo hver især sikre os selv. Lægge til side, altså spare op ved at forbruge mindre, hvilket bestemt ikke er aktivitetsfremmende.
Skal vi virkelig have et selvskabt tilbageslag umiddelbart efter den - nok aftagende - internationale finans- og økonomikrise? Krise på krise?
Går det som i forbindelse med den første kartoffelkur i 1986, hvor regeringen Schlüter fik banket en rigtig pæn realvækst på tre procent ned til mindre end minus én, hvorefter den tredje oliekrise sørgede for, at Schlüter i 1993 endte sin statsministertid med en vækstprocent på minus 1,11 - ja, så venter der os en forlængelse af den nuværende økonomiske nedtur med flere år.
Hermed vil Løkkes stramningsplan komme til at bidrage til den ikke særligt udbredte kendsgerning, at Danmark siden midten af 1960`erne har haft lavere økonomisk vækst under de borgerligt liberalistiske eller 'blå' regeringer end under de såkaldte 'røde'.
I årene med 'blå' regeringer har gennemsnitsvæksten i BNP per indbygger opgjort til faste/2000-priser således været 1,4 procent og under 0,1 procent, hvis Venstre har haft statsministerposten mod 1,8-9 under de 'røde'.
Detaljerne ligner noget i retning af en naturlov: Enten går væksten ned, når regeringsfarven skifter fra rød til blå, eller også stiger den ved et skifte fra blå til rød - eller begge dele.
Men det ligner kun. Et talmæssigt sammenfald alene gør det nemlig ikke. Før man overhovedet kan begynde at overveje at tale om lovmæssighed, må man udfinde en holdbar begrundelse eller 'teori', om man vil, der forklarer, at tallene udviser det mønster, de gør.

Både-og-politikken
Dette er imidlertid sin sag, da udviklingen - især i en lille åben økonomi som vor - afhænger af så meget andet end de skiftende regeringers politik.
Tag for eksempel oliekriserne 1973-74, 1978-80 og 1990-91, der tydeligt påvirkede brød udviklingen - især i Hartling-perioden, men umiskendeligt også under regeringerne Anker Jørgensen (III og V) og Schlüter (III-IV).
Derfor er den samvariation, der alligevel er mellem regeringens farve og den økonomiske vækst, ikke så lidt overraskende, al den stund en generel forklaring ikke umiddelbart er til at finde. Hver periode har sin 'model'.
Således er der for den siddende Fogh-Løkke-regering en relativt ligetil forklaring på den lavere vækst - nemlig den førte både-og-politik.
Regeringens overordnede mål har hele tiden været en minimalstat, der overlader så meget som muligt af den økonomiske samfundsregulering til markedskræfterne. Udbud og privatisering er midlerne til at nå dette mål.
Regeringen Fogh-Løkke har imidlertid også måttet stille sig socialt an, nemlig for at tiltrække det fornødne antal vælgere, idet flertallet af os, som bekendt, har en udtalt præference for den kollektive velfærdsløsning.
Altså, både minimal- og velfærdsstat. De to mål er imidlertid i åbenlys modstrid med hinanden. De kan kun forenes ved hjælp af diverse kunstgreb, og det koster.
Flere skattekroner for samme ydelse eller færre og/eller en ringere service for et uændret beløb, jævnfør alt postyret omkring statssubsidieringen af de private klinikker og sygehuse - ikke udpræget vækstfremmende.
Eller tænk på alle de spildte skattekroner til privat hjemmeservice, private jobcentre og så videre udført af til lejligheden oprettede firmaer, som godt vil indkassere betalingen, men ikke løse opgaven, i al fald ikke til kundernes tilfredshed.

Vækst kræver velfærd
Læg hertil, at det lunefulde marked kan reagere modsat på, at hidtidige fællesopgaver udbydes/privatiseres.
Hvem siger, at markedet ikke, når det får ansvaret for et tidligere 'kollektivt monopol', takker for dette ved at indskrænke produktionen. Selvfølgelig fordi det er lønnende at hæve prisen på de forhen billige eller måske helt gratis ydelser - heller ikke udpræget aktivitets- og vækst- og slet ikke velfærdsfremmende.
De forudgående borgerlige regeringer har selvfølgelig bøvlet med samme problematik, men aldrig så udtalt som Fogh-Løkke-regeringen.
Derfor er konflikten mellem det overordnede eller strategiske mål og det nødvendige taktiske hensyn næppe nok til at forklare hele mønstret. Bortset fra Schlüter-regeringen sad de tidligere blå regeringer da heller ikke ret længe.
Det er dog stadig mest oplagt at fortolke - men altså ikke forklare - tallene i retning af Fogh-Løkke-modellen. Barokt nok i betragtning af, at de borgerlige politikere - i al fald når de meddeler sig til publikum - er nok så fokuserede på selve den økonomiske vækst og den hermed følgende velstandsstigning, hvor andre er mere optaget af, hvad befolkningen reelt får ud af det, den såkaldte, velfærd.
Og så er der jo lige den omvendte sammenhæng, at velfærd er en nødvendig forudsætning for økonomisk vækst og velstandsfremgang.
Uuddannede eller hel- og halvsyge medarbejdere er mindre produktive end raske og vel uddannede, ligesom medarbejdere, der går rundt og er nervøse for fremtiden, yder mindre end ansatte, hvis indkomst med videre er passende sikret ved sygdom, arbejdsløshed og lignende, og når de forlader arbejdsmarkedet.
Det forhold overser de for tiden magthavende tilsyneladende helt. Derfor er diskussionen om den faldende produktivitet i dansk næringsliv noget i retning af blår i øjnene. Regeringen har jo selv medvirket til denne sørgelige tingenes tilstand ved til stadighed at beskære produktionen af velfærdsydelser.