Demonstrationen den 15. marts 2003 var en fantastisk oplevelse. Bare fem dage senere begyndte krigen. Håbet blev knust og erstattet af afmagt. Det stod hurtigt klart, at freds-bevægelsen havde kulmineret inden krigens start

af Jørgen Petersen, formand, Kommunistisk Parti
Den 15. marts 2003 var der en international aktionsdag. Den stillede sig som mål at forhindre, at USA indledte endnu en krig imod Irak.
Aktionsdagen var kulminationen på en fredsbevægelse, der i omfang og bredde mindede om den store fredsbevægelse mod atomoprustningen under den kolde krig. Den skabte et håb og en vilje til modstand, som spirede og spredte sine rødder rundt på det meste af kloden.
Men bevægelsen havde også klare svagheder. Forståelsen for imperialismen var svag, og den organisatoriske struktur i mange lande var løs og skrøbelig, også i Danmark. Bevægelsen manglede organisering og en veletableret international koordinering. Alt sammen ting, som ikke mindst de kommunistiske partier tidligere havde haft kraften til at sikre.

Den 15. marts
Imod alle odds skrev denne bevægelse sig alligevel ind i historien som en slagkraftig og global aktion.
Demonstrationen i København den 15. marts 2003 var en fantastisk oplevelse. I ni danske byer blev der denne dag demonstreret mod krigen og imod dansk krigsdeltagelse.
Det var den største fredsbevægelse i årtier. I månederne op til krigens start blev der registreret 3.000 demonstrationer. 36 millioner mennesker demonstrerede imod krigen. På den måde afspejlede bevægelsen noget nyt.
Det var første gang, at kraften og viljen ulmede efter mange års passivitet ovenpå Sovjetunionens opløsning. Mange gik så vidt, at man betegnede fredsbevægelsen som den anden supermagt, fordi den i fraværet af en socialistisk lejr og Sovjetunionen tydeligvis var den eneste kraft, der for alvor udfordrede USA som en global magtfaktor.
Bare fem dage senere begyndte krigen. Håbet blev knust og erstattet af afmagt. Det stod hurtigt klart, at fredsbevægelsen havde kulmineret inden krigens start. I Danmark og mange andre lande skrumpede bevægelsen år for år. De store fredsdemonstrationers tid var forbi for en tid.

Den nye verdensorden
Ligesom Hitler brugte Rigsdagsbranden til at cementere sin magt, brugte den daværende præsident Bush terrorangrebet på World Trade Center i 2001 til en global imperialistisk offensiv.
Han demonstrerede for verden, at den nye verdensorden efter Sovjetunionens fald byggede på den rå magt og jungleloven.
Alle vidste, at det var en kamp om kontrollen over Iraks enorme oliereserver, der var krigens virkelige årsag. Løgnen og bedraget var ynkelige figenblade, der blev gentaget af den danske regering og mange medier. De sidste års skandaler i forsvarsministeriet er en afspejling af, hvor dybt råddenskaben har fået fat i Danmark.

Hvor blev fredsbevægelsen af?
Da USA blev ramt af terrorangrebet mod World Trade Center den 11. september 2001, erklærede den daværende socialdemokratiske statsminister Poul Nyrup Rasmussen, at Danmark ville støtte USA til den bitre ende.
Det blev starten på en lang proces, som skridt for skridt forandrede Danmarks internationale stilling. I januar 2002 sendte vi danske tropper af sted til Afghanistan for at tilslutte sig den krig, USA havde indledt i oktober året før.
I 2003 besluttede den borgerlige regering med et snævert politisk flertal at gå med i krigen i Irak. Danmark var igen blevet en krigsførende nation og en af USA`s tætteste allierede. Forhadt og foragtet på linie med Israel.
På Christiansborg har partierne rettet ind i årene, der er gået. Hvad der tidligere var utænkeligt er blevet dagligdag.
Socialdemokraterne gik linen ud og støttede krigen i Afghanistan. SF blev tilhænger af både EU og NATO og har fulgt i halen på Socialdemokraterne. Belønningen var at Villy Søvndal og Co. blev lukket ind i de ansvarliges klub og budt med i kredsen bag det seneste forsvarsforlig. Det svækker af indlysende årsager grundlaget for et engagement i fredsbevægelsen.
Udviklingen har beklageligvis også betydet, at fagbevægelsen, som tidligere var en meget vigtig kraft i fredsbevægelsen, stort set er kendetegnet ved passivitet.
De progressive kunstnere, der i årevis har været på kant med den borgerlige regering, har i høj grad også stukket piben ind. Det bobler og syder fortsat blandt unge kunstnere, men de etablerede og kendte er med ganske få undtagelser blevet mærkbart tandløse og ufarlige.
Det har sat sine spor dybt i folkesjælen, at titusinder af unge danskere har været i krig. Danmark har fået foreninger af krigsveteraner og en militær mærkedag. De hjemvendte krigere modtages med marcher og hyldesttaler af ministre.
Krigene i Irak og Afghanistan har kostet 38 danske soldater livet. Langt flere er blevet skadet på legeme og sjæl af en krig, der har gjort unge danske soldater til mordere og besættere. Det er min faste overbevisning, at den bedste støtte man kan give til de mange danske soldater i udlandet er at trække dem hjem.

Oppositionen blev usynlig
Hverken Socialdemokraternes top eller SF`s folketingsgruppe har rejst konkrete krav mod krigene eller militariseringen af det danske samfund. De har ikke bidraget til at mobilisere en fredsbevægelse. Tværtimod.
Der er ingen krav. Ingen aktivitet. Der er intet der må overskride grænserne, som kan anfægte den såkaldte ansvarlighed hos S og SF. Partiernes strateger tror fejlagtigt, at `ansvarligheden` næsten per automatik vil sikre dem regeringsmagten efter næste valg.
Men netop `ansvarligheden` betyder, at det er svært at finde forskellen på regeringen og oppositionen, der har et fælles ansvar for de danske soldaters død og langt mere død og ødelæggelse i de lande, hvor krigene udkæmpes.
I dag, på syv-årsdagen for starten på krigen mod Irak, og mens danske soldater stadig kæmper i Afghanistan, er der mere end nogensinde brug for en stærk fredsbevægelse. Historien viser at potentialet er derude. Det er tid at samle kræfterne og begynde at forandre verden.