Da Danmark gik med i USA`s krig mod Irak og Afghanistan, trådte landet ud af skyggen fra 1864, hævder Anders Fogh Rasmussen

Vi vinder krigen i Afghanistan!
Der er kommet nye folk i vores regering. For-svarsminister Gitte Lillelund Bech starter livet på taburetten med denne selvsikre erklæring. Friskt nok. Men nok også dumt.
Hvem er dette vi? Og hvem er det, der skal vinde krigen i Afghanistan - hvem kæmper mod hvem? Og hvorfor er det lige vi er der?
Den udvikling Afghanistan har været igennem de sidste 30 år har været forfærdelig for afghanerne. Stammer og klaner, religiøse strømninger, forskellige befolkningsgrupper, bander og meget mere har været det perfekte landskab for stormagternes indgriben samtidig med, at det er en tilstand, der er opstået af denne indgriben.
Set fra Washington, Bejing, London, Moskva er Afghanistan mere interessant end det umiddelbart ser ud til. Det er stedet, hvor nogle af brudlinjerne i det geostrategiske powerplay møder hinanden.
Den krig Lillelund taler om startede ikke 11. september med terrorangrebet mod World Trade Center i New York. Der har været et langt forløb med skiftende mål og alliancer undervejs.

Af hvilken grund?
Da Lars Løkke Rasmussen tog til Afghanistan i 1988 for at aflevere 600.000 kr. til islamiske mujahedin-krigere var der ét formål, ligesom for Saudi-Arabien, som har bidraget med milliarder. Front mod progressive og sekulære kræfter.
Handlingen er foreviget på et foto, der vil komme til at fremstå som et stærkt statement om en fuldstændig forfejlet tænkning. Lars Løkke ligner præcist en, der opfatter de rige vestlige lande som verdens centrum, der er udstyret med særlige forrettigheder i forhold til den øvrige og fattige verden.
Han iklædte sig de lokales klædedragt inkl. et AK47-gevær som tegn på støtten til krigen mod Sovjetunionens tropper. Året efter trak Sovjetunionen sig ud af krigen, som der kun kom dårligt ud af. Lars Løkke vandt, så vi vandt.
'Afghanistans Demokratiske Republik' brød sammen i 1992. Taliban fik efterhånden magten og Al Queda - med stærke saudiske forbindelser - gennemført terrorangrebet mod World Trade Center i New York.
Oktober 2007 besluttede FN`s Sikkerhedsråd, at den NATO-ledede styrke i Afghanistan skal kunne indsætte soldater overalt i landet, frem for at holde dem i hovedstaden Kabul og de omkringliggende områder.
På Udenrigsministeriets hjemmeside står: 'De danske mål i Afghanistan fra 2008-2012 er at øge sikkerhed og stabilitet, statsopbygning og menneskerettigheder, uddannelse, bedre levevilkår og tværgående hensyn herunder kvinders rettigheder, god regeringsførelse og narkotikabekæm-pelse. Disse mål er grundlaget for Danmarks langsigtede forpligtigelse til at forbedre sikkerhed og levevilkår for det afghanske folk.'
En bred og rund målsætning, som kunne gælde for dansk tilstedeværelse i alle lande. Og det kunne såmænd være et bedre grundlag for den nuværende regering i vores eget land, end det nuværende.
Udenrigsminister Per Stig Møller skrev i en kronik januar 2008: 'Vi er i Afghanistan for at forhindre, at landet igen bliver et fristed for terrori-ster!.', og 'Vores engagement i Afghanistan handler derfor meget konkret om Danmarks og Vestens sikkerhed.' Med andre ord fronten fra Dybbøl er flyttet til Helman.

Aktivistisk udenrigspolitik
Foråret 2009 blev Anders Fogh Rasmussen ny generalsekretær for NATO. I den forbindelse blotlagde han begrundelsen for den aktivistiske udenrigspolitik, som på mange måder har kostet os og unge soldater dyrt.
Der var en direkte forbindelse mellem denne aggressive udenrigspolitik, NATO-posten og et forkvaklet syn på historien. Fogh har ført os ud i krige på grundlag af en fundamentalisme, som har samme psykologiske grundfigur, som fundamentalismen i Afghanistan har.
Den nyslåede general Sekretær sagde:
'Det er ikke sådan, at vi bare hygger os i smug, mens verden brænder om vuggen, som Jeppe Aakjær i sin tid skrev. Vi går ud og gør en indsats selv. Det er det Danmark, jeg ønsker. Det skal jeg ikke lægge skjul på.'
'Det skal ses i det lys, at jeg siger ja til en post som NATO`s generalsekretær, for selvom det er spændende at være statsminister i Danmark, og selvom det er et slidsomt arbejde at være generalsekretær i NATO, så må vi også på den post melde os og yde en indsats, når andre synes, at vi kan gøre det. Vi har formået at vokse lidt ud af skyggen fra nederlaget i 1864 og tør stå frem på den internationale scene og sige, at her er vi. Det har været min dagsorden.'
Det er stærk opium.

Vejen ud og hjem
Er vi virkelig i Afghanistan for at bringe os ud af skyggen fra 1864. Og for at please USA`s regering?
Her kan man godt blive lidt bange.
Og hvem kan vinde i Afghanistan? Det kan kun afghanerne. De kan hvis de vil: Vi kan hjælpe tropperne hjem nu, vi kan holde op med at støtte det korrupte regime. Vi kan støtte de progressive kræfter, som ikke er i lom-men på USA eller Pakistan, og som skaber alliancer uden om regimet.
Og allervigtigst - vi skal forstå, hvad Afghanistan er for et sted, dets folk, økonomi og kultur. Vi skal hjælpe - endnu mere forpligtede efter at have været krigspart - med det, de beder om. Og vi skal lukke ned for støtten til USA`s krige. Det vil være mod. Mod kommer nede fra!