Holdbare jobs, der gør brug af de kvalifikationer og den viden, som den eksisterende stab af værftsarbejdere besidder, gør det uomgængeligt at kræve løsninger i fællesskabsregi

af Pelle Andersen-Harild og Søren Kolstrup, medlemmer af Enhedslistens udvalg for demokratisk og bæredygtig produktion
Lindø værftet skal lukke i 2012. Nordfyn står over for at miste 8000 arbejdspladser.
Udflagning af arbejdspladser er et velkendt fænomen i en verden med frie kapitalbevægelser, som fører til tab af jobs i industrien.
Den almindelige finans- og produktionskrise og den borgerlige regerings bevidste forsøg på at vælte krisens byrder over på almindelige lønarbejdere gør ondt værre. De annoncerede afskedigelser har skabt tre typer af reaktioner:
Ledende socialdemokrater med Poul Nyrup Rasmussen og en række private koncerner har taget initiativ til Lindø offshore-center (også kaldet LORC, Lindoe Offshore Renewables Center).
Centeret vil fremme forskning og teknologisk fornyelse inden for vedvarende energiløsninger (VE). Ikke mindst installation og energivenlig drift af offshore parker har centrets særlige bevågenhed. På længere sigt vil man kaste sig over tidevandsenergi. Lutter fornuftige formål.
Problemet er imidlertid, at denne løsning står og falder med de private indskyderes kortsigtede interesser. Under alle omstændigheder gælder, at vi ikke får udviklet bølgeenergi og igangsat nye og dristige VE-projekter, medmindre staten vedtager energiplaner, som åbner for en udvidet produktion og afsætning af VE-elementer.
Den 28. januar begærede Jørgen Mads Clausen og hans to brødre bølgeenergifirmaet Wave Stare Energy konkurs som led i en strid med mindretalsaktionæren og opfinderen Per Resen Steenstrup. Eksemplet viser, at det er risikofyldt at satse på en privat løsning.
Over for den private løsning har Enhedslisten peget på et offentligt engagement, hvor staten pålægger DONG og DSB at opstarte forskellige produktioner på værftets grund. Vil vi holdbare jobs, der gør brug af de kvalifikationer og den viden, som den eksisterende stab af værftsarbejdere besidder, er det uomgængeligt at stille krav om løsninger i fællesskabsregi.

Tretrinsraket
Endelig har værftets tillidsfolk været drivende kraft i et landsdækkende tillidsmandsmøde på Lindø-værftet den 14. januar, som har stillet krav om en offensiv industri- og erhvervspolitik. Kravet bør give genlyd hos ikke mindst Socialdemokraterne, SF og Enhedslisten.
Vi skal her pege på en tretrinsraket for at tackle de udfordringer, som Lindø og en lang række danske arbejdspladser står over for.
Første trin. Det offentlige skal overtager værftets produktionsfaciliteter med henblik på at udvikle en afdeling for ophugning af skibe og boreplatformer. Denne opgave bliver ofte overladt til lande i den tredje verden under helt uacceptable arbejdsforhold, som står i modsætning til intentioner i Baselkonventionen af 1992.
Denne aftale kræver, at forureneren skal rense og rydde op efter sig selv. I 1995 vedtog man et tillæg til konventionen, som indebar forbud mod eksport af farligt affald fra de rige OECD lande til fattige lande.
Det smukke princip er godt nok hullet som en si, men det skal ikke være en undskyldning for at eksportere udtjente skibe til de fattige lande. Ophug, oprydning og sortering skal finde sted inden for et lands egne rammer, hvis man vil gennemskuelighed og maksimalt genbrug. Frie kapital- og varebevægelser skal netop forbydes, når man kan dokumentere, at de strider mod overordnede miljøhensyn og det enkelte lands vilje til at varetage en basal produktion, herunder at opbygge en bæredygtig energi- og fødevaresikkerhed.
Andet trin. I fortidens samfund lavede Lindø boreplatforme til Nordsøen. I fremtidens samfund gælder det massiv satsning på havbaserede vindmølleparker for at sikre en miljø- og klimavenlig energiforsyning.
Den nuværende regerings hensigtserklæringer er ikke meget bevendt. En kommende regering med rod i arbejderbevægelsen må som mål have en 100 procent udbygning med vedvarende energi inden 2040, gerne før. Havvindmølleparker vil i denne forbindelse spille en afgørende rolle.

20.000 grønne arbejdspladser
Vi skønner i vor plan, at der vil være behov for etablering af 2000 havvindmøller med en kapacitet på 3MW.
Fabrikation af en vindmølle i denne størrelse kræver ifølge tal fra Vestas i størrelsesordenen ti mandår (inklusiv forskning og udvikling), hvilket betyder, at der alene til fremstilling af de nødvendige vindmøller skabes arbejdspladser til i størrelsesordenen 20.000 mandår.
Hertil kommer et ukendt antal jobs i følgeindustrien. Vi finder imidlertid, at kommende installationer og optimeringer af offshore parker under alle omstændigheder er et samfundsanliggende, der bør overdrages til et gen-nationaliseret DONG, der arbejder ud fra overordnede samfundsmål med arbejdskraft til overenskomsten.
Tredje trin gælder fremstilling af bølgekraftmaskiner og udrustning til tidevandsenergi og geotermi. Vi er vidende om, at det netop er denne produktion, LORC har for øje.
Skal det offentlige yde støtte til samfundsvitale produktionsenheder, er det imidlertid afgørende, at pengene ikke kan yngle i private lommer eller produktionen udflages. Derfor bør sådanne afgørende selskaber honorere tre krav til en demokratisk opbygning:
Overskuddet skal øremærkes til fortsat VE-produktion på Lindøværftet, medarbejderne skal repræsenteres med et antal svarende til kapitalindskyderne, og stifterne skal ved udtræk af deres kapital højst kunne holdes skadesløse.
Der har i dansk arbejderbevægelses historie været en meget beskeden tradition for at tænke i udvikling af en modmagt til kapitalismens virksomheder (selv om vi anerkender, at kooperationens virksomheder udgjorde et ofte overset modstykke til de traditionelle kapitalistiske virksomheder frem til 1945/50).

Forskningen
De frie kapitalbevægelser og de nuværende krisetendenser skærper imidlertid behovet for at inddrage demokratiske perspektiver, der sikrer, at viden om den vedvarende energisektor tilhører fællesskabet.
Fremtidens forskning og udvikling af vedvarende energi bør være et samfundsanliggende, hvor en åben og offentlig forskning spiller sammen med demokratisk organiserede virksomheder og planer for en CO2-fri energisektor. Sådanne ideer forudsætter indførelse af en radikal ny universitetslov, der sikrer forskning for folket, ikke for profitten.
På alle højere læreanstalter skal forskningen i første række tilgodese samfundets langsigtede interesser. Kravet indebærer, at DTU og Ålborg Universitet, der har afdelinger for udvikling af vedvarende energi, bør spille sammen med demokratisk organiserede virksomheder, hvor medarbejdernes interesser og samfundets mål har højeste prioritet.
Tidligere erfaringer med universitetstilknyttede videnskabsbutikker, der var rettet ud mod hele samfundet, udgjorde en spire til en sådan satsning. Vi vil også minde om, at forsøg med inddragelse af lønarbejderne i udvikling af renere teknologi rummer spiren til en alternativ økonomisk tænkning, hvis sådanne initiativer vel at mærke sker som led i en demokratisk virksomhedsopbygning.
En offensiv erhvervspolitik som her skitseret, forudsætter en solidarisk arbejdsmarkedspolitik, hvor man fastholder, at alt arbejde i Danmark skal foregå til overenskomsten. Ellers er det alt sammen lige meget.
For øjeblikket er firmaet Skykon, som skal bygge fundamenter til havvindmølleparker på Lindø, i gang med at ansøge Kerteminde Kommune om et 'arbejderhotel'. De vil hente arbejdskraft fra udlandet, men næppe til overenskomsten. Der findes jo allerede i dag arbejdsløse, som kan cykle på arbejdet!
I årevis er opgaver fra værftet blevet udliciteret/outsourcet til udenlandske entreprenører uden mulighed for at kontrollere arbejdsforholdene hos underentreprenørerne. Kravet om bygherreansvar og udbyderansvar trænger sig på som en nødvendighed, hvis man vil sikre nye jobs til overenskomsten.
Vi vil arbejde videre med vort udspil og drøfte det med alle kræfter, der vil udvikle en offensiv og bæredygtig erhvervspolitik.