Ikke kun indenfor byggeriet opleves unfair konkurrence, snyd og bedrag. Problemet er rykket ind i stort set alle brancher. Derfor er kravet: et samlet værn mod social dumping
af Michael Liesk, faglig sekretær for Bygge og anlæg, 3F Frederiksborg
Flere og flere rammes i disse tider af arbejdsløshed. Samtidig oplever vi her i Danmark en øget tilgang af udenlandske firmaer, specielt fra de østeuropæiske lande.
Disse virksomheder har typisk deres egne folk med, og de fleste af disse firmaer arbejder som underentreprenører for danske virksomheder - store som små.
Der er også en del forskellige konstruktioner af ejendomsselskaber, enkeltmandsvirksomheder og så videre, der benytter sig af disse udenlandske firmaer.
Generelt er billedet, at disse udenlandske firmaer benytter sig af billig arbejdskraft.
Senest har 3F`s fagblad afsløret underbetaling og snyd på kongelig hofleverandør Harboes Bryggerier, der har anvendt et ungarsk firma med ansatte til 30-40 kroner i timen. Dette kan mine medlemmer ikke konkurrere med. Men de lokale håndværksmestre lider også under dumpingpriser på de forskellige entrepriser.
Derfor burde der være en fælles forståelse for kravet om sikring mod social dumping og generelt en forståelse for at fastholde den danske model og derigennem undgå unfair konkurrence, samt at vi sikrer os, at alle gennem skat og moms bidrager til vores samfundskasse - en ren win/win situation, der vil sikre både firma og ansatte ens markedsvilkår.
Et hovedkrav
Et af hovedkravene til overenskomstforhandlingerne i 2010 er netop et værn mod social dumping. Hovedentreprenør skulle forpligtes til at sikre, at overenskomsten bliver overholdt af underentreprenør, og hvis arbejdet yderligere blev overdraget til andet firma.
Det er ikke alene indenfor byggeriet, vi oplever unfair konkurrence, snyd og bedrag. Problemet er rykket ind i stort set alle brancher. Derfor er kravet: et samlet værn mod social dumping.
Men kravet er ikke opfyldt i de forlig, der på nuværende tidspunkt er indgået.
For os i byggebranchen går der ikke en dag, uden vi på en eller anden måde støder på problemet med udenlandsk arbejdskraft, der enten arbejder her ulovligt eller under kummerlige forhold.
Arbejdsmiljøet er i de fleste tilfælde en by i Rusland. Også her undergraves mange års hårdt arbejde for at sikre vores medlemmer ordentlige forhold.
Bøder er intet værn
Antallet af virksomheder, der slår sig ned her i landet, synes stigende, og bare på det seneste har vi her i Hillerød-området konstateret, at flere ikke er registreret i registret for udenlandske virksomheder, det såkaldte RUT-register.
Disse virksomheder har vi anmeldt til politiet, der indtil videre har opgaven med at kontrollere registreringen og inddrive eventuelle bøder, hvis registreringen ikke er i orden.
De får en bøde, men snyd og bedrag kan fortsætte. Vi har brug for et effektivt værn, et kædeansvar, der forpligter alle parter til at overholde overenskomster og gældende regler på det danske arbejdsmarked.
For mig er der ingen tvivl: såfremt arbejdsgiverne ikke vil påtage sig det ansvar, det er, at være med til at forhindre social dumping og unfair konkurrence - så stemmer jeg nej til forliget.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
![](https://arbejderen.dk/sites/default/files/mobile_pay_arb.png)
87278