Kampen for at bevare den danske model, mod social dumping og udflagning af arbejdspladser fortsætter
fra OK-2010 Initiativet
Uanset om man anbefaler ja eller nej til det mæglingsforslag, som præsenteres fredag af forligsmanden, så er resultatet meget beskedent.
Det sikrer højst et knebent værn mod direkte lønnedgang de næste to år. Det samlede mæglingsforslag lever således ikke op til de temaer og krav, som har været stillet af OK2010-initiativet.
* Et kraftigt løft til de lavtlønnede.
* Reelle forbedringer for skifteholdsarbejdere.
* Fjernelse af 50 procent-regel.
* Effektivt værn mod løndumping.
Men det afspejler situationen med den værste økonomiske krise de sidste 50 år. Arbejdsgiverne har naturligvis forsøgt at udnytte situationen og krævet direkte lønnedgang.
Det er afværget, også selvom svinebaronerne hos Danish Crown til det sidste har forsøgt at bruge fyringstruslen som våben ved forhandlingsbordet.
Vi fordømmer slagteriejernes forsøg på at true folk på brødet for at få dem ned i løn, senest med de varslede fyringer af 600 kolleger mandag.
Et af de gennemgående krav på alle de store overenskomstområder var kravet om at få gjort op med social dumping og den voksende brug af underbetalt udenlandsk arbejdskraft.
Social dumping
Desværre må vi konstatere, at det ikke lykkedes at komme igennem med kravene om reelle garantier for lige vilkår for danske og udenlandske arbejdere, der arbejder i Danmark. Der er sket forbedringer, men de rækker langt fra til at stoppe den sociale dumping.
Kravet om kædeansvar er stadig det vigtigste krav for at nå en løsning på problemet. Kombineret med den fornødne lovgivning og ændring af EU`s regler, så det sikres, at faglige og sociale rettigheder er overordnet det indre markeds regler om fri bevægelighed.
Især Transport- og Byggeområdet har kæmpet hårdt for at få håndfaste aftaler. Det lykkedes kun delvist.
Men det grundlæggende problem består, og social dumping er forsat en af de største trusler mod forhandlingssystemet, hvis arbejdsgiverne fortsætter med at modsætte sig bindende aftaler. Derfor står vi stadig med problemerne og med risikoen for, at social dumping undergraver forhandlingssystemet.
Kampen fortsætter
Kampen mod social dumping forbliver på dagsordenen også i den næste overenskomstperiode. Og fagbevægelsen må gøre sit til, at arbejdsgiverne lever op til de hensigtserklæringer, der ligger, om en fælles indsats mod uvæsenet.
Vi bakker op om HK-Privat`s kamp for at komme af med den urimelige 50 procent-regel.
Trods de forskellige vurderinger af resultatet denne gang, så er organisationerne i overenskomstinitiativet enige om at fortsætte aktiviteterne.
Kampen for en ny overenskomst er i gang, kampen for at bevare den danske model, mod social dumping og udflagning af arbejdspladser fortsætter.
Overenskomstintiativet forpligtiger sig til at indkalde til konference i foråret 2011. Uanset forskellige anbefalinger til mæglingsforslaget, så opfordrer overenskomstintiativet alle til at stemme, så vi får en høj stemmeprocent.
Vedtaget på initiativets landsdækkende tillidsmandskonference den 23. marts i Horsens.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
![](https://arbejderen.dk/sites/default/files/mobile_pay_arb.png)
87278