Laver vi vore samfund sådan, at det bliver svært for den enkelte at følge sin samvittighed, vil mange vælge at døve evnen til samvittighed og overleve ved at lyde givne love og autoriteter i stedet for. Og det fører direkte til Auschwitz. Det betalte man for godt tres år siden dyrt for at lære

af Kjeld Stenum
Tirsdag den 16. marts fremgår det af Arbejderens forside, at foreningen Oprørs talsmand Patrick Mac Manus i Københavns Byret er blevet idømt et halvt års betinget fængsel for forsøg på at overdrage indsamlede penge til palæstinensiske PFLP og colombianske FARC. At dømme efter avisens artikel er retten kommet frem til, at PFLP og FARC i juridisk forstand er terrororganisationer, fordi de står på EU`s terrorliste.
Retten må jo i hvert fald mene, at det er godtgjort, at PFLP og FARC lægger sig ud med terrorlovens (straffelovens paragraf 114) bestemmelser om, at man ikke med manddrab, grov vold, frihedsberøvelse, forstyrrelse af trafiksikkerhed, kapringer eller grov våbenovertrædelse må skræmme befolkninger, tvinge offentlige myndigheder, eller destabilisere grundlæggende politiske, forfatningsmæssige eller økonomiske strukturer.
Motiverne til sådanne voldsomme gerninger er tilsyneladende uden relevans, ligesom det moralske indhold i de strukturer, der ikke må krænkes, på ingen måde specificeres i lovteksten.
Hvor lang tid tager det for menneskeheden at glemme? For kun et par generationer siden, i kølvandet på Anden Verdenskrigs rædsler, nedsatte man en krigsforbryderdomstol i Nürnberg, der havde til opgave at drage mennesker til ansvar for krigsforbrydelser og for myrderierne i nazistyrets koncentrationslejre.
Rigtig mange af de anklagede forsvarede sig med, at de kun havde gjort deres pligt og været loyale mod deres land og dets myndigheder og love. Det havde de også. Der var bare den komplikation i sagen, at lovene var forbryderiske, og landets styre og myndigheder var forbrydere. En del forsvarede sig også med, at de ikke havde haft noget valg. Man kunne ikke blot melde pas i forhold til nazistyret. Enten var man for, eller også var man imod. Fravalgte man at være bøddel, var det opsætsighed mod statsmagten, og så blev man oftest selv skudt. Dette forsvar var uden tvivl også rigtigt for manges vedkommende.
Alligevel valgte man i Nürnberg-processerne for første gang i retshistorien at drage mennesker til juridisk ansvar af rent moralske grunde. Den enkelte kunne måske have ret i, at det ikke gjorde fra eller til, hvis man valgte at lade sig skyde frem for at blive bøddel. Men det var den omstændighed, at så mange enkeltindivider sagde sådan, der i det hele taget gjorde nazisternes rædselsstat mulig. Gav man først efter for argumentationen i ét tilfælde, hvor skulle man så ende? Ingen ville være ansvarlige.
Læser man Auschwitz-kommandanden Rudolf Höss`s erindringer, beskriver han sig selv som en blød tvivler, der blev dybt og oprigtigt berørt af de lidelser og tragedier, han selv fremkaldte, men samtidig som en meget loyal undersåt, der stålsatte sig for at gøre den tunge pligt, han var blevet sat til at tage vare på. Höss vidste nok på det tidspunkt, at der ingen vej var udenom dødsdommen. Men han kunne ikke klare at dø som umenneske og appellerede til verden om dog at tage ham som menneske.
Det rystende ved at læse hans appel om forståelse er ikke så meget, at det åbenbart var vigtigt for ham at fremsætte den, som at man, mens man læser, er på nippet til at lade sig påvirke.
Men Nürnberg-processerne knæsatte det princip, at ingen statslig lov kan tilsidesætte det personlige moralske ansvar, og at man også kan drages til juridisk ansvar, hvis man svigter sit moralske ansvar. Det var en dyrt købt erfaring, at sådan må det være med de ting. Hvis ikke det er sådan, ender man i en moralsk relativisme, der tillader menneskene at gøre hvad som helst, blot det er sanktioneret som lov eller offentlig myndighedsudøvelse.
Der skulle alle kz-lejrenes rædsler til at få det til at gå op for dommerne og de juridiske professorer. Og man havde endda sine svære kvaler. For var det sådan, at man kunne drage folk til juridisk ansvar for ikke at have sagt fra over for en lovgivning, der, uanset hvor moralsk krænkende den måtte føles, dog var herskende lov, så måtte det også være sådan, at det i visse tilfælde var muligt at straffe med tilbagevirkende kraft. Dette var mange betænkelige ved. De mente, det åbnede en ladeport op for retsvilkårlighed og statslige overgreb mod borgerne.
Heldigvis var indtrykket fra rædslerne så levende, at man ikke lod sig forvirre af spidsfindigheder. Man holdt fast ved, at krigsforbryderne skulle drages til ansvar, hvor meget de end påberåbte sig pligten mod staten. For retfærdighed skabes hverken af lovtekster eller autoriteter, men af menneskenes samvittighed.
Menneskenes samvittighed er en vigtig størrelse, som samfundene bør værne om. Selvom det gode ord 'samvittighed' takket være Luthers protestantisme har fået klang af et privat anliggende mellem den enkelte og Vorherre, betyder det i sin oprindelse noget med at komme overens sammen, noget med at leve sig ind i hinandens situationer og indrette sig på hinanden.
Det er vores samvittighed, der holder sammen på vore samfund. Og vi mennesker er dybt afhængige af at leve i samfund. Det er også samvittigheden, der er grundlaget for retten, ikke omvendt.
Laver vi vore samfund sådan, at det bliver svært for den enkelte at følge sin samvittighed, vil mange vælge at døve evnen til samvittighed og overleve ved at lyde givne love og autoriteter i stedet for. Og det fører direkte til Auschwitz. Det betalte man for godt tres år siden dyrt for at lære.
Men i dag har man glemt det. Det viser den omstændighed, at man kan vedtage love som straffelovens paragraf 114 og dømme folk efter denne lov, når de gør, hvad deres samvittighed siger dem, at de er forpligtet til at gøre. Uden at man i øvrigt interesserer sig for, hvorfor deres samvittighed siger dem sådan.