Økonomernes viden om hvorfor finanskrisen ramte Danmark og verden er ret begrænset, mener både Niels Lunde og Sven Tarp
af Birhte Sørensen
Ingen er interesseret i at få undersøgt, hvorfor finanskrisen ramte Danmark så hårdt.
Det skriver Niels Lunde i sin Økonomisk Analyse i Politiken den 25. marts.
Han er tidligere redaktør for Berlingske Tidende og nu erhvervskommentator for Politiken og på ingen måde marxist. Men han har mange interessante iagttagelser.
Niels Lunde skriver:
'Hvorfor ramte finanskrisen Danmark så hårdt? Svært at sige. Hvordan kunne finanskrisen komme som et lyn fra en skyfri himmel? Vi ved det ikke.
Mærkeligt nok er vores viden ret lille, når det gælder årsagerne til finanskrisen.'
Låg på
Analysen er skrevet på baggrund af, at Socialdemokratiet og SF i denne uge foreslog, at regeringen skal lave en uafhængig undersøgelse af finanskrisens årsager, for eksempel med hjælp fra de økonomiske vismænd.
Nu kan man jo godt stille spørgsmålet, om de økonomiske vismænd er uafhængige. Men det er egentligt slet ikke relevant, for der bliver ingen undersøgelse, konkluderer Niels Lunde:
'Man skulle tro, at politikere, økonomer, lobbyister og fagbevægelse gerne ville blive klogere på, hvordan man kunne overse sådan en historisk krise. Ikke for at pege fingre, men for at undgå at komme i samme suppedas en anden gang.
Ingen har imidlertid interesse i at få sine fejl udstillet. Puha, hvem ved, hvad sådan en undersøgelse vil føre til?
I øvrigt er aben for længst placeret hos bankerne. Den situation er bekvem for alle andre end bankerne, og eftersom bankerne har forsømt at tage et etisk opgør med sig selv oven på finanskrisen, så vil aben sidde hos dem i lang tid.
Konklusion: Finanskrisen og dens årsager skal ikke undersøges. Låg på.'
Så vidt Niels Lunde.
I vildrede
I sidste uge udkom også det marxistiske tidsskrift Ret & Vrang. Også her diskuteres finanskrisen og de borgerlige økonomers manglende evne til at forstå dens årsager.
Den ansvarshavende redaktør Sven Tarp skriver i lederen:
'Bag sminken og spindoktorernes smarte bemærkninger står en regering, der er i vildrede. Den kan ikke få hjælp fra de borgerlige økonomer, for heller ikke de kan forklare, hvad der sker og hvad der skal gøres.
Det er ikke bare et dansk fænomen.'
En marxistisk vision
Senere fortsætter Sven Tarp:
'I en lang artikel i New York Times fra september 2009 diskuterer Paul Krugman dette problem. Nobelpristageren i økonomi skriver blandt andet:
`Få økonomer så den nuværende krise komme. Men denne manglende forudsigelse er ikke disciplinens hovedproblem. Langt værre er professionens blindhed over for den mulighed, at der kan opstå katastrofale fejl i en markedsøkonomi... Økonomien løb af sporet, fordi økonomerne som gruppe forvekslede skønhed i skikkelse af blændende matematik med virkeligheden...`
Som løsning på denne ideologiske krise anbefaler Krugman, at man `genomfavner` Keynes. Og han konkluderer:
`Den vision, der vil opstå, når professionen gentænker sit grundlag, vil måske ikke være så klar endda. Den vil helt sikkert ikke være elegant. Men vi kan håbe, at den i det mindste vil være delvis rigtig.`
En vision, der er `uklar`, `uelegant` og kun `delvis rigtig`! Det er, hvad kapitalismens mest sympatiske, begavede og klarsynede økonomer har at byde på.
Banen er ved at være kridtet op for den marxistiske vision om et samfund med planøkonomi og fælleseje af produktionsmidlerne.!'
Mener altså Ret & Vrang redaktør.
Verden set med to forskellige briller.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
![](https://arbejderen.dk/sites/default/files/mobile_pay_arb.png)
87278