Uanset Lars Olsens politiske ståsted, så er det en interessant bog, som indeholder materiale, der kunne have været en del af en helt anden bog. Det er nødt til at være en helt anden bog, fordi Lars Olsens politiske holdninger får ham til at fornægte det kapitalistiske samfunds anatomi

af Terkild Marker, København
Mauri Johansson har anmeldt Lars Olsens bog Eliternes triumf i dagbladet Arbejderen.
Jeg mente at kunne læse ud af anmeldelsen, at Mauri Johansson måtte have misforstået forfatteren. Dette fik mig til at købe og læse bogen.

Abstraktioner
I dag er der ikke mange, der tager marxismen alvorligt. Der er en tilsyneladende modvilje imod marxismens abstraktioner. Og i det hele taget imod abstraktioner.
Man siger ofte, at sandheden er konkret. Dette er selvfølgelig i en vis forstand rigtigt. Hvis vore abstraktioner strider imod konkrete data, så skal vi have en god bortforklaring parat. Men det er ikke muligt at eliminere abstraktionerne uden at eliminere forståelsen. Konkrete data giver kun mening indenfor en passende abstraktion.
Og dette er sådan set pointen i marxismen. Marx leverede nogle abstraktioner. Disse abstraktioner gør det muligt at forstå mange ellers uforståelige konkrete forhold i dét kapitalistiske samfund, vi lever i.
Arbejderklassen er én af disse abstraktioner. Indenfor Lars Olsens forståelsesramme eksisterer klasserne ikke som objektive fænomener. Men han kan se, at der er mennesker, der tror, at der er klasseforskelle. Og han må nødtvungent indrømme, at denne forestilling ikke er forkert.
Men problemet, Lars Olsen ser, er ikke de bagvedliggende økonomiske forhold, men klassebevidstheden selv. Hvis bare de forskellige klassers medlemmer kendte hinanden personligt, så ville klassehadet forsvinde.
Lars Olsen fokuserer på noget, en marxist ville beskrive som overfladeforhold. Dét betyder dog ikke, at hans observationer af konkrete forhold er forkerte eller uinteressante.

De blå lejesvende
Når Lars Olsen snakker om eliterne, mener han tre specifikke elitegrupper: erhvervseliten, djøf-eliten og kultureliten.
Han hævder, at det er disse grupper, der i dag har magten over samfundet. Hvis du ønsker at vide præcis, hvad Lars Olsen mener med disse tre begreber, må du læse hans bog.
Min påstand er, at disse grupper faktisk ikke selv har nogen magt. Der er ikke tale om, at `eliterne` har taget magten i Danmark. De er blot kanaler eller medier, der er redskaber for kapitalens magtudøvelse.
Der er (direkte og indirekte) ansat mennesker til at sikre klassesamfundets bevarelse og kapitalistklassens herredømme over klassesamfundet. Hvilket jo ikke er overraskende. Der er ikke voldsomt mange kapitalister. De kan ikke selv udføre alle den slags opgaver. Og så er det jo, som man siger, at sådan noget man har folk til.
Lars Olsen konstaterer, at ansatte direktører får en meget høj løn. Det er tydeligt, at kun en mindre del af lønnen er betaling for deres arbejdskraft. De får en portion af merværdien oveni. Dette er nødvendigt, for at de kan begå sig som allierede med borgerskabet. Hvis de skulle behandles som almindeligt tyende, ville de ikke være effektive allierede.

Klasserne og klassekampen
Lars Olsen er ikke revolutionær. For ham er problemet ikke, at vi lever i et klassesamfund. Det gør vi muligvis; men eftersom han ikke ved af, at der er andre muligheder, så er konstateringen af, at vi lever i et klassesamfund af stærkt begrænset interesse.
De problemer, Lars Olsen kan se, handler ikke om dét, man i gamle dage kaldte objektive klasseforhold, men om klassebevidsthed. For Lars Olsen eksisterer klasserne kun i form af klassebevidstheden. Problemet for ham er, hvordan vi agerer overfor de oplevede klasseforskelle. Det er et problem, at nogen agerer sådan, at de oplevede klasseforskelle bliver tydeligere.
Lars Olsen: 'Jeg bruger i bogen ordet klassesamfund, men ikke klassekamp. Begrebet optræder nogle gange i citater fra andre, men jeg anvender det ikke selv.' [!] 'Der var et revolutionært mindretal, som bekendte sig til klassekampen - og kæmpede for arbejderklassens sejr over bourgeoisiet.'
Her er en retorisk fælde for de uopmærksomme. Påstanden her er, at det er de revolutionære, der er tilhængere af klassekamp, der bedriver klassekamp og som taler om klassekamp. Dette er en forvanskning, som også de revolutionære af og til er skyldige i. Jo, vore fjender (borgerskabet + Lars Olsens tre eliter) er modstandere af at der bliver talt om klassekamp. Og de er modstandere af at arbejderklassen yder effektiv modstand i klassekampen. Men de er ikke modstandere af klassekamp.
Klassekampen er ikke afhængig af, at nogen har lyst til at bedrive klassekamp. Det er ikke et spørgsmål om bevidsthed. Når arbejdskøberen forsøger at presse lønnen eller forringe arbejdsvilkårene, er der tale om offensive indgreb i forholdene mellem klasserne; der er tale om aktiv klassekamp.
Det er også offensiv klassekamp, når den herskende klasse forvrider samfundets produktion for at sikre sin egen overlevelse som herskende klasse. Og når den herskende klasse forvrider forbrugsvalget med samme hensigt. Arbejderklassen er nødt til at forsvare sig imod hele dette register af aggressive handlinger. Når arbejderne strejker eller foretager andre modforanstaltninger, så er der tale om defensive handlinger i dén klassekamp, som vi ufrivilligt er deltagere i.

Politisk ståsted
Politisk set står Lars Olsen på den modsatte side af hegnet i forhold til mig og formentlig (forhåbentlig) også i forhold til Mauri Johansson.
Lars Olsen er enten tilhænger af kapitalisme eller også kan han ikke se nogen mulige alternativer til kapitalismen. Om han er det ene eller det andet er for så vidt ligegyldigt.
Lars Olsen argumenterer som om han tilhørte konsensuspartiernes venstrefløj. Og med konsensuspartiernes venstrefløj mener jeg Socialdemokraterne, SF, Radikale Venstre og hvad der ellers måtte ligge i dette nabolag. Konsensuspartierne er alle de partier, som enten er prokapitalistiske eller som ikke mener, at der kan være noget alternativ til kapitalismen.
Jeg tilhører selv en strømning, der mener, at der faktisk kan skabes alternativer til kapitalismen. Målet for en revolutionær socialist (marxist eller revolutionær kommunist) er at eliminere klassekampen ved at eliminere dén klasse, der har en interesse i at opretholde klassekampen. Og det er helt klart den herskende kapitalistklasse, der har interesse i at opretholde presset i klassekampen.
Hvis vi ser på samfundet som en samlet størrelse og mængden af arbejdskraft, der er til rådighed, så er det tydeligt, at vi kan omskabe dette samfund sådan, at vi kan opnå en højere levestandard med en lavere produktion.
Dette kræver en revolution. Og en revolution kræver, at en meget stor del af befolkningen enten stiller sig på arbejderklassens side eller forholder sig passivt accepterende. Dette er, hvad man kunne kalde folkemagt.
Når arbejderklassen har sikret sig kontrollen over samfundet, vil dén del af produktionen, der kun er et middel til at opretholde borgerskabets magt over samfundet, kunne elimineres. Dette relative overskud burde kunne bruges til både at give den enkelte kortere tvungen arbejdstid og øget frihed til at udføre mere lystbetonet arbejde.

En bogbestilling
Mauri Johansson kan se en række positive elementer i Lars Olsens bog. Det kan jeg også. Uanset Lars Olsens politiske ståsted, så er det en interessant bog. Og jeg er enig med Mauri Johansson i, at bogen indeholder materiale, der godt kunne have været en del af en helt anden bog.
Det er nødt til at være en helt anden bog, fordi Lars Olsens politiske holdninger får ham til at fornægte det kapitalistiske samfunds anatomi. Han hverken kan eller vil se klassesamfundets forvridninger af produktion og forbrug.
Det er kort sagt nødvendigt at bryde med nogle af de forudsætninger, der for Lars Olsen er indlysende og uforanderlige kendsgerninger. Det er vores pligt at erobre magten over samfundet for at kunne omskabe det. Jo, lad os vriste magten over samfundet ud af hænderne på kapitalistklassen og deres betalte medløbere (eliterne).