Jo mere integreret et land bliver i EU-projektet, jo hårdere pres lægges der på lønnen, skriver Robert Mathiasson, Kommunistiska Partiet i Sverige

lønpres

Proletären

I vinter protesterede ansatte i byggeriet foran rigsdagen i Stockholm for at forsvare den svenske model. Den svenske model har dog ikke kunnet modstå EU’s pres på lønningerne. Lønnens andel af bruttonationalproduktet er faldet i Vesteuropa fra 63 procent i 1970 til 58 procent i 2009.

af Robert Mathiasson, Kommunistiska Partiet, Sverige

En rapport fra Euro-LO`s forskningsinstitut ETUI-REHS har undersøgt presset på at få sænket lønningerne i EU i de sidste 20 år. Rapporten fastslår, at presset for at sænke lønnen ikke skyldes tilfældige fejltagelser, men er et kernespørgsmål, indenfor EU, hvilket bliver fortiet i den faglige propaganda for EU. EU og Den Økonomiske og Monetære Union, ØMU`en, bliver udpeget som de to hovedfaktorer til denne udvikling. Lønningernes andel af bruttonationalproduktet er faldet i hele EU og mest i de lande, som er med i euro-zonen. Det vil sige jo mere integreret et land bliver i EU-projektet, jo hårdere pres lægges der på lønnen. Se bare på udviklingen i Grækenland, hvor arbejderne har valget mellem at gå ned i løn eller forlade euro-land. Når man vil øge profitten på lønnens bekostning, skal man dels sørge for, at lønnen ikke stiger så meget som produktiviteten. Det er lykkedes. Mellem 1995 og 2007 er produktiviteten i EU`s 27 medlemslande steget med over 20 procent, mens lønningerne kun er steget med 13,9 procent.

Pagter for lønpres 
Det handler også om at sænke lønningerne. Selv dette har været en succes i EU. Antallet af lavtlønsarbejdere er øget kraftigt i Europa i de seneste år. I Storbritannien udgør lavtlønsarbejderne 29 procent, i Tyskland 22 procent og i Holland 17 procent. Selv antallet af 'arbejdende fattige' stiger og udgør i dag otte procent af de arbejdende i EU. Rapporten viser, at dette pres på lønningerne ikke er nogen tilfældighed, men er sket helt bevidst. I Holland indgik regeringen, arbejdsgiverorganisationerne og de faglige ledelser i 1982 en social pagt for at begrænse lønstigningerne. Tilsvarende pagter er blevet indgået i størstedelen af EU-landene. For Sveriges vedkommende indeholder industrioverenskomsten en sådan pagt. Belgien er gået længst. I 1996 blev det gjort til lov, at lønstigningerne skal være lavere end i de tilgrænsede lande Holland, Frankrig og Tyskland. At presse lønnen ned er det vigtigste, også for den svenske regering. Det blev tydeligt, da finansminister Anders Borg for nogle måneder siden erklærede, at en sænkning af arbejdsgiverafgiften ikke er aktuelt i øjeblikket. (Arbejdsgiverafgifter til staten går blandt andet til pension, sygesikring, forældreorlov, dagpenge, red.) Det er og har været et vigtigt emne for kapitalisterne for at kunne hæve profitten. Men Anders Borg gjorde det klart, at det ikke kan komme på tale, fordi det kan øge faren for lønstigninger, eller rettere sagt mindske virksomhedernes incitament til at holde lønnen nede, og det vigtigste er, at den skal sænkes.

Indholdet er afgørende
Det er interessant, at ETUI-rapporten konstaterer, at presset på lønningerne er foregået såvel med som uden de faglige organisationers medvirken. Gennem både centralisering af lønfastsættelsen og gennem decentralisering. Både gennem overenskomstaftaler og uden. Det afgørende er altså ikke formen, men indholdet. Formen tilpasses til de givne omstændigheder i hvert enkelt land. En diskussion, som kun handler om formerne, bliver derfor en skindiskussion. Derfor har arbejdsgoverorganisationen Svenskt Näringsliv aldrig grundlæggende kritiseret den centraliserede svenske model. Hvorfor skulle de det? Husk på, at LO`s overenskomst-forhandler Per Bardh før overenskomstforhandlingerne erklærede, at det var nødvendigt med centrale aftaler, for at fagbevægelsen skal kunne dæmpe lønstigningstakten. Rapporten konkluderer, at lønpresset vil fortsætte. Det skyldes de herskende styrkeforhold og fagbevægelsens mangel på en alternativ samfundsvision for fremtiden. Det er bare om at komme i gang. En alternativ samfundsvision for fremtiden behøver ikke at indeholde en stillingtagen for en revolutionær socialistisk samfundsomvæltning. Men den vil i hvert fald kræve et brud med den slavementalitet, som accepten af de nyliberale dogmer indebærer. En fagforening som holder sig indenfor de rammer, som modstanderen sætter op, kan aldrig ændre på de herskende styrkeforhold. Nej, højere løn skaber ikke i sig selv nogen inflation. Derimod giver højere lønninger lavere profitter. For at øge profitterne kan virksomhederne øge priserne, hvilket efterfølgende kan øge inflationen. Det var det, der skete i 70`erne og 80`erne, da inflationen nåede op på tocifrede procenttal. Fra midten af 80`erne blev den nyliberale kamp mod inflation det overordnede mål for den økonomiske politik. Efter 1982 faldt den internationale inflation hurtigt tilbage til et par procent. Massearbejdsløsheden bremsede lønkampen, og kapitalejerne jublede over resultatet. Ifølge Eurostat mindskedes lønningernes andel af nationalindkomsten fra 75,7 procent i 1982 til 68,1 procent i 1998. Et fald på over syv procent bliver til titusindvis af milliarder kroner, som er blevet overført til kapitalejerne. Det er en myte, at borgerskabet er imod alle prisforhøjelser. De beriger sig gladeligt på stigende boligpriser, aktiekurser og spekulation i stigende råvarepriser. Det eneste, som skal holdes nede, er prisen på arbejdskraft.

Forværrer lønstigninger ikke krisen?
Nej tværtimod vil reelle lønløft for arbejdere og almindelige mennesker være god medicin mod krisen. Det er faktisk sådan at den dybe økonomiske krise er forårsaget af, at flere og flere penge bliver taget fra de mange og samlet hos et lille mindretal. Når virksomhederne mindsker deres lønomkostninger, så mindskes samtidig købekraften i økonomien. For hver enkelt kapitalist fremstår størstedelen af befolkningen ikke som egne ansatte, men som forbrugere. Kapitalistens interesse er, at forbrugerne skal være så købestærke som muligt, men lønomkostningerne i egen virksomhed så lave som muligt. Når samtlige kapitalister handler på denne måde, skabes overproduktionsproblemer. Der bliver produceret flere og flere varer, men det købestærke forbrug undermineres mere og mere. Til sidst bryder den umulige ligning sammen, og systemet rammes af overproduktionskriser. Reelle lønstigninger vil øge det købestærke forbrug og mildne krisen.

Er højere profit ikke nødvendigt for at bevare virksomhedens konkurrencekraft?
Dette ræsonnement forudsætter, at profitterne geninvesteres i virksomheden. Men sandheden er, at investeringsniveauet i svensk industri har været rekordlavt i lang tid. I stedet plyndres virksomhedernes pengekasser af mere og mere grådige aktieejere. Dagbladet Dagens Arbete har undersøgt forholdet mellem aktieudbytter og investeringer i 20 store svenske virksomheder:

Skal industrien gå forrest i ok-forhandlingerne?
Nej, det er bare en måde at holde lønningerne nede på. Samtlige arbejderes lønninger holdes nede, for at de store eksportforetagender kan holde deres profitter oppe. - Det er også meningen med industrioverenskomsten, som indeholder en programerklæring, om at overenskomsten ikke må true industriens konkurrenceevne, og at konflikter bør begrænses.

Men industrioverenskomsten har vel ført til højere løn?
Ja, for mange arbejdere har det givet nogle kroner mere i tegnebogen. Men frem for alt har det ført til en kraftigt voksende kløft mellem lønandelen og profitandelen, på lønningernes bekostning. De store virksomheder tjente i snit 268.000 kroner på hver ansat i 2005. Det er en stigning på 84 procent i forhold til 1998, da profitten per ansat kunne opgøres til 146.000 kroner i gennemsnit. Udregningen er lavet af avisen Dagens Arbete. Industriforbundene skriver selv i en rapport fra februar i år, at: 'I perioden 1998-2009 har Sverige haft den laveste stigning i arbejdskraftomkostningerne blandt de vesteuropæiske lande. I samme periode har Sverige haft den klart højeste produktivitetsstigning.' Industrioverenskomsten har med andre ord fået arbejderne til at arbejde meget mere samtidig med en løntilbageholdenhed, der havner som profitter i et fåtals lommer.

Men højere profitter er vel godt og skaber velfærd?
Det stemmer, hvis profitterne beskattes og bliver overført fra de private skattekister til den fælles kasse. Men det er ikke tilfældet. Skattelettelserne til de rige har drænet statskassen for penge. I den såkaldte folkehjemsperiode kunne man trods alt fra fagbevægelsens side med en vis troværdighed hævde, at der gennem øget produktivitet kunne skabes større og større værdier, som siden gennem omfordelingspolitikken kunne anvendes til at skabe et mere ligeværdigt samfund. Det var den socialdemokratiske strategi. Men i de sidste 20 år er den sidste del blevet bortopereret. Tilbage står en vedvarende øget produktivitet, lønninger, der sakker agterud, og stigende profitter. Profitter som hverken investeres i produktionen eller kommer samfundet til gode over skattebilletten. >På den måde er koncentrationen af rigdom blevet øget mere i Sverige end i noget andet vestligt land i de seneste årtier. Internationalt set ligger Sverige faktisk i dag i nærheden af de forhold, der råder i USA. I både Sverige og USA ejer den rigeste procent omkring en tredjedel af den totale samfundsformue. Hvis pengene i stedet var udbetalt til lønninger, var disse blevet beskattet og kunne anvendes til at forbedre velfærden. De var også blevet anvendt til forbrug i stedet for spekulation, hvilket ville være godt for samfundsøkonomien.

Men råderummet til løn er vel begrænset?
Snakken om råderummet til løn er en nationaløkonomisk løgn. Allerede Strindberg konstaterede, at nationaløkonomi er en videnskab opfundet af overklassen for at tilegne sig frugterne af underklassens arbejde. Lad os tage et konkret eksempel. Fra bankkrisen i 1991 til den nuværende krise slog til i 2007 scorede de fire storbanker Nordea, SEB, Handelsbanken og Swedbank tilsammen en gevinst på 1453 milliarder svenske kroner, alene på renter og provisioner. Disse profitter ville have rakt til reelle lønstigninger for de næsten 3,5 millioner lønmodtagere, hvis løn der nu forhandles om. Det ville have givet dem 1000 kroner mere om måneden i over 34 år, eller 4000 kroner mere om måneden i de næste otte år. Selvfølgelig er der råderum for lønstigninger!