11 Feb 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Billigste praksis i alle kommuner giver minimalstat

Billigste praksis i alle kommuner giver minimalstat

Lørdag, 10. april, 2010, 00:00:00

De kommunalt ansatte vil være de første, der mærker den ny nedskæringsbølge. Men det vil hurtigt vise sig, at den minimale udgave af velfærdssamfundet ikke giver tilstrækkelig sikkerhed.

Claus-Hjorth-Frederiksen-og-Bertel-Haarder
Claus Hjorth Frederiksen og Bertel Haarder mener, at borgerne har ens behov, og at alle kommuner blot kan tage ved lære af den billigste på et hvert område.

fra HK Østjylland

Regeringen lægger op til, at kommunalpolitikerne skal gennemføre historisk store besparelser. Det vil ramme borgerne hårdt, når de nødvendige hænder og hoveder spares væk.

Regeringens krav om nulvækst i den offentlige sektor betyder, at der frem til 2013 skal spares 13,5 milliarder kroner væk - mindst. Nationalbanken siger, at nulvækst vil kræve meget større besparelser.

Det hænger sammen med, at regeringen er meget optimistisk med hensyn til væksten i både Danmark og Europa på trods af, at den danske regering ikke er den eneste regering i Europa, der fører sparepolitik.

Claus Hjorth Frederiksen og Bertel Haarder mener, at borgerne har ens behov, og at alle kommuner blot kan tage ved lære af den billigste på et hvert område.

At borgernes forskellige livsvilkår spiller en rolle for den måde, en kommune kan tilrettelægge sine aktiviteter på, falder ikke regeringen ind.

Politikere og ansatte i kommunerne har allerede i mange år hentet inspiration fra hinandens administrative bedste praksis, men det er ikke det samme som billigste praksis.

Skruen uden ende

Billigste praksis på alle områder bliver skruen uden ende i jagten på den laveste fællesnævner, og vi ender i minimalstaten, hvor det ikke er muligt at yde borgerne den individuelle hjælp, der er brug for i forhold til deres faktiske behov og forskellighed.

Det vil gå hårdt ud over de af samfundet dårligst stillede.

HK Østjylland vender sig imod de bebudede store besparelser i den offentlige sektor og vil indbyde den øvrige del af fagbevægelsen til - sammen med os - at lægge pres på regeringen og henholdsvis Kommunernes Landsforening og Danske Regioner for at få velfærdssamfundets udvikling - frem for afvikling - tilbage på den politiske dagsorden.

De kommunalt ansatte, der har den tætte borgerkontakt, vil bare være de første, der mærker den ny nedskæringsbølge.

Hele fagbevægelsen

Men det vil hurtig vise sig, at den minimale udgave af velfærdssamfundet ikke giver tilstrækkelig sikkerhed for den enkelte og familierne i forhold til ordentlig børnepasning, ældrepleje, skolegang og tagen hånd om de socialt udsatte, om miljøet, infrastrukturen og andre fælles løsninger til gavn for borgerne og landets erhvervsliv.

Derfor er forsvaret for velfærdssamfundet og sikring af hver eneste borgers velfærd hele fagbevægelsens opgave.

HK Østjylland mener, det er nødvendigt at stikke en kæp i hjulet på regeringens videre besparelsesstrategi og i stedet berede vejen for et regeringsskifte.

HK Østjylland vil derfor bidrage til at skabe opmærksomhed om konsekvenserne af regeringens politik og gøre, hvad vi kan, for at det bliver svært for regeringen at komme igennem med sine nedskæringer ved hjælp af en økonomiaftale med kommuner og regioner om den kommende finanslov.

Vedtaget på generalforsamlingen den 29. marts.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


10. apr. 2010 - 00:00   30. aug. 2012 - 22:08

Udtalelser