11 Feb 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Mens rusten breder sig

Mens rusten breder sig

Lørdag, 10. april, 2010, 00:00:00

Mange kommentatorer har brugt et-årsdagen til at spekulere i, om det er Lars Løkke og hans angivelige nye ledelsesstil, som har spillet fallit, eller det er en omkringsig gribende metaltræthed, som har ramt regeringen

I mandags kunne statsminister Lars Løkke Rasmussen fejre, at han havde siddet et år i statsministerstolen.

Om der blev serveret lagkage i Græsted, forlyder der ikke noget om. Og det var da også så som så med roserne.

Dagen blev i øvrigt helt overskygget af en sag om en - nu tidligere - konsulent i Venstres pressetjeneste, som endnu ikke havde lært, at man ikke skal skrive på Facebook, hvad man ikke vil se på forsiden af Ekstra Bladet.

Venstre-strategen, finansminister Claus Hjort Frederiksen mener, at Løkke har klaret sit første år rigtig godt, selv om 'oppositionen kørte en meget stærk karaktermordskampagne mod Lars, hvor de brugte gamle bilag og privathospitalerne i en rendyrket hetz.' Udtaler han i Politiken.

Unægtelig et stærkt udsagn fra en minister, som selv - ifølge Cavlingpris-vinderen Jesper Tynells afsløringer - har vildledt Folketinget, fået fremlagt misvisende tal, har brudt loven og har fået slettet belastende materiale.

Ifølge de evindelige meningsmålinger går det ikke så godt for regeringen. Hvis der kom valg i morgen ville vi få en ny regering og en ny statsminister.

Og ifølge en meningsmåling, som Capacent har lavet for DR Nyheder, mener kun 36 procent af danskerne at Lars Løkke Rasmussen klarer sig 'godt' eller 'meget godt' som statsminister. Og 30 procent mener, at Lars Løkke Rasmussen har klaret sig 'dårligt' eller 'meget dårligt'.

Dårlige sager i kø

Mange kommentatorer har brugt et-årsdagen til at spekulere i, om det er Lars Løkke og hans angivelige nye ledelsesstil, som har spillet fallit, eller det er en omkringsig gribende metaltræthed, som har ramt regeringen.

Sikkert er det i hvert fald, at Lars Løkke Rasmussen heller ikke set med borgerlige øjne har haft en heldig hånd. De dårlige sager har stået - og står - i kø, hvilket Dansk Folkeparti med vanlig mediesucces nu profilerer sig på. Kritikken stikker dog ikke dybere end forargelsen over Lars Løkke Rasmussen og Lene Espersens malplacerede ferier.

Men ser vi tilbage har der været andre og langt alvorlige sager. Først var der forberedelserne til klimatopmødet og selve topmødet, som udstillede Lars Løkkes følgagtighed overfor USA og manglende evner til at være borgerlig verdensstatsmand.

Så har der været op til flere sager, hvor forsvaret var impliceret. Den famøse jægerbog, som først skulle forbydes og senere blev oversat af Forsvarskommandoen selv. Lækagesagen, hvor Søren Gades spindoktor angiveligt selv skulle være kilden til en læk af fortrolige oplysninger.

Sagen om Løkkes overbetaling af privathospitalerne har netop i disse uger får en ny dimension i takt med, at de offentlige hospitaler har travlt med at fyre, fordi de har behandlet for mange patienter.

Også internt i regeringen har det knirket. Lene Espersen har store ambitioner for sig selv og sit parti og har forsøgt at profilere sig med både burkaforbud og krav om at efterlønnen bliver afskaffet.

Endelig er der Løkkes eget bagland, Venstre, som ved kommunalvalget i november mistede otte borgmesterposter. I det hele taget har der været stigende uro i partiet. Placeringen af et nyt supersygehus i Vestjylland har fået mange garvede medlemmer til at forlade partiet. Og lige nu er der stor uro om placeringen af store vindmøller - også i Vestjylland.

At Venstre mister medlemmer er dog ikke et nyt fænomen. Flere tilskriver det Anders Fogh Rasmussens lederskab. Da han blev formand for Venstre i 1998 var der knap 84.000 medlemmer af partiet og han efterlod det med 51.786 medlemmer.

Arbejdsløshed og skattelettelser

Over det hele svæver den økonomiske krise. Selv om Løkke Rasmussen ved sin tiltrædelse udtalte, at hans 19-årige søn ikke kendte til ungdomsarbejdsløshed og 'sådan skal det fortsat være', så har virkeligheden tilbagevist dette udsagn.

Arbejdsløsheden er steget. Den danske økonomi er gået fra at kunne købe hele verden til at bunden risikerer at gå ud af statskassen. Underskuddet vokser samtidig med at de rigeste sidder og mæsker sig i skattelettelser.

I august sidste år mødtes Lars Løkke Rasmussen med de ansatte hos Danish Crown, der som bekendt har uddelt en endeløs række af fyresedler i årevis - og stadig gør det.

- Hvad skal jeg med skattelettelserne, hvis jeg kan se frem til en fyreseddel, spurgte en af slagteriarbejderne Lars Løkke Rasmussen.

At hverken statsministeren eller den borgerlige regering har evnet eller villet svare på det spørgsmål, er måske i virkeligheden det, som kan ende med at koste regeringen livet.

Det store spørgsmål er så bare, om en S-SF-regering vil gøre det. På alt for mange områder har de allerede lagt sig tæt op af regeringens politik.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


10. apr. 2010 - 00:00   30. aug. 2012 - 19:15

Kommentar