Er det sådan, at Lissabon-traktaten indeholder den beskyttelse af de svenske overenskomster og den svenske konfliktret, som EU-tilhængerne løgnagtigt påstod at vi havde fået i den svenske medlemskabs-aftale?

AR10-069_2

Lene Bille

Den svenske Vaxholm-sag har også været diskuteret på mange danske arbejdspladser. Her bygningsarbejdere i København.

af Gösta Torstensson, medlem af Folkrörelsen Nej til EU i Sverige

John Monks, EFS` eller det såkaldte Euro-LO`s generalsekretær, glæder sig over, at Lissabon-traktaten, EU`s nye forfatning, er trådt i kraft. Han mener, at de sociale rettigheder dermed får en stærkere position.

Er dette sandt? Er det sådan, at Lissabon-traktaten indeholder den beskyttelse af de svenske overenskomster og den svenske konfliktret, som EU-tilhængerne løgnagtigt påstod at vi havde fået i den svenske medlemskabs-aftale?

Det, som John Monks hænger sine forhåbninger op på, er at EU`s såkaldte charter for grundlæggende rettigheder med Lissabon-traktaten bliver retligt bindende. I rettigheds-charterets artikel 28 med overskriften 'Forhandlingsret og ret til kollektive kampskridt' kan vi læse:

'Arbejdstagere og arbejdsgivere eller deres respektive organisationer har i overensstemmelse med EU-retten og national lovgivning og praksis ret til at forhandle og indgå kollektive overenskomster på passende niveauer og i tilfælde af interessekonflikter ret til kollektive skridt, herunder strejke, for at forsvare deres interesser.'

En misfortolkning

Teksten lyder måske som en bekræftelse af Euro-LO`s forhåbninger, men det er helt klart en misfortolkning.

For det første: Rettighedscharteret tilføjer ikke en eneste ny rettighed for EU`s medlemslande. 'Charteret er hovedsageligt en bekræftelse af de rettigheder, friheder og principper, som allerede er indeholdt i EU-retten', konstateres det i regeringens lovforslag om Lissabon-traktaten.

Allerede i det første forslag til forfatning for EU, som blev nedstemt i Frankrig og Holland, blev det gjort helt klart, at charteret ikke handler om at garantere almene rettigheder for EU-borgerne, men kun omfatter beslutninger truffet af EU`s egne institutioner og når medlemsstaterne anvender EU-retten.

I Lissabon-traktaten, som erstatter den nedstemte EU-forfatning, er rettighedscharteret blevet trukket ud af selve traktatteksten og vedhæftet traktaten i form af en protokol. Ved at der i selve traktatteksten refereres til charteret, bliver det retligt bindende. Samtidig gøres det igen klart, at charteret ikke tilføjer nye rettigheder eller principper for medlemslandene.

For det andet: Et skriftligt svar fra den svenske EU-kommissær Margot Wallström (4. oktober 2007) på et spørgsmål som Vänsterpartiets EU-parlamentariker Eva-Britt Svensson stillede til EU-kommissionen viser, at Lissabon-traktaten ikke ændrer noget på området:

'Når det gælder forholdet mellem grundlæggende rettigheder og de fire grundlæggende friheder (fri bevægelse for personer, varer, tjenesteydelser og kapital) har EF-domstolen udviklet klare principper. Kommissionen anser at den retspraksis ikke på nogen måde vil blive påvirket af, at charteret gøres juridisk bindende.'

EU`s rettighedscharter

For det tredje: EU`s lovstiftende institutioner anvender allerede EU`s rettighedscharter. Når rettighedscharteret den 7. december 2000 blev vedtaget som en politisk erklæring, påtog EU-kommissionen, EU-parlamentet og EU`s ministerråd sig at anvende charteret, selv om det ikke var givet formelt bindende status i EU-retten.

I et svar til den danske EU-parlamentariker Jens-Peter Bonde den 6. oktober 2006 oplyste EU-kommissionens formand José Manuel Barroso, at charteret allerede var blevet anvendt 117 gange ved vedtagelsen af retsakter i EU.

For det fjerde: At rettighedscharteret bliver juridisk bindende har ingen praktisk betydning for EU`s domstol i Luxembourg. Regeringens memorandum om Lissabon-traktaten konstaterer, at 'EF-domstolen anvender allerede tilsvarende rettighedsbeskyttelse som i charteret i sin retspraksis.'

Ifølge Pernilla Lindh, svensk dommer i EU-domstolen, har domstolen i elleve tilfælde direkte henvist til EU`s rettighedscharter*.

- Det spiller en meget stor rolle i domstolens domme. Som jeg ser det er charteret bindende allerede i dag. Forskellen på at den skrives ind i Lissabon-traktaten er blot, at det står sort på hvidt, at charteret er bindende. Men nogen forskel i praksis bliver der altså ikke på domstolens domme, sammenlignet med i dag, sagde Pernilla Lindh til Kommunalarbetaren i 2008.

Beslutningsretten er tabt til EU

Det er i dag svært at svare på, hvilke politiske konsekvenser rettighedscharteret vil få, og hvordan det konkret vil påvirke den svenske arbejdsmarkedsmodel. Hvad vi ved er, at det ikke er regeringen eller Rigsdagen, som afgør dette, men juristerne i EU-domstolen, nu hvor Lissabon-traktaten er trådt i kraft.

Lissabon-traktaten indebærer nemlig, at EU-domstolen nu også formelt får ret til at efterprøve den svenske kollektive aftalemodel. I forordet til rettighedscharteret bestemmes det, at charteret skal fortolkes af Unionens og medlemsstaternes domstole. Svenske domstole kan og skal indhente forhåndsafgørelse fra EU-domstolen før den kan træffe afgørelse om indholdet i rettighedscharteret og dermed bestemme rammerne for den svenske arbejdsmarkedsmodel.

De faglige organisationers første forsvarslinje i Vaxholmsagen var, at Arbejdsretten ikke skulle indhente forhåndsafgørelse fra EU-domstolen, eftersom 'retten til at regulere faglige kampskridt stadig ligger hos medlemsstaterne', sådan som det blev formuleret i et officielt dokument fra LO, Byggnads (det svenske bygningsarbejderforbund, o.a.) og Elektrikerförbundet med overskriften 'De faglige organisationers juridiske argument i Laval-sagen'.

Lissabon-forfatningen går stik imod denne vigtige og principielle holdning. Rettighedscharterets artikel 28 anerkender retten til 'kollektive skridt' for arbejdstagerne og deres organisationer 'i overensstemmelse med EU-retten og national lovgivning og praksis.'

Når Lissabon-traktaten nu er trådt i kraft, kan man derfor ikke længere hævde, at arbejdsretten er et nationalt anliggende. Beslutningsretten er tabt til EU, nærmere bestemt til de enevældige og politisk uansvarlige jurister i Luxembourg.

Lissabon-traktaten har desuden den virkning, at den retspraksis som EU-domstolen anvendte i Vaxholm-dommen, bliver traktatfæstet. Lissabon-traktaten har ændret Traktaten om Den Europæiske Union, så det nu hedder (artikel 6.1, tredje afsnit), at rettighedscharteret skal fortolkes og anvendes i overensstemmelse med de almindelige bestemmelser i charteret og 'under behørigt hensyn til de forklaringer, der henvises til i charteret.'

Laval-dommen grundlovsfæstes

I en forklaring til artikel 52 i charteret, som handler om rettighedernes rækkevidde og fortolkning, refereres der til EU-domstolens praksis på følgende måde: 'Det fremgår imidlertid af fast retspraksis, at udøvelsen af sådanne rettigheder kan underkastes begrænsninger, især inden for rammerne af en fælles markedsordning...'

De rettigheder charteret indeholder, for eksempel retten til kollektive skridt i artikel 28, kan således, ifølge forklaringen til artikel 52, begrænses med henvisning til EU`s indre marked med fri bevægelighed for varer, kapital, tjenesteydelser og arbejdskraft. Det vil sige præcis det, som EU-domstolen gjorde i Vaxholm-sagen.

Lissabon-traktaten konstitutionaliserer (eller grundlovsfæster) den fagforeningsfjendske Laval-dom, selv om Euro-LO`s generalsekretær forsøger at bilde os noget andet ind.

Samtidig med at John Monks råber hurra for Lissabon-traktaten, fordømmer han de engelske, polske og tjekkiske undtagelser fra traktaten: 'Euro-LO vil fortsat arbejde for at sikre, at alle europæiske arbejdere skal behandles retfærdigt og lige.'

Polen og Storbritannien har fået en undtagelse fra EU`s rettighedscharter i form af en juridisk bindende protokol. I protokollen understreges det at 'Chartret giver ikke øget kompetence til Den Europæiske Unions Domstol (...) til at træffe bestemmelse om, at Polens eller Det Forenede Kongeriges love og administrative bestemmelser, praksis eller foranstaltninger er i modstrid med de grundlæggende rettigheder, friheder og principper, som chartret bekræfter.'

Indholdet af den polsk-britiske protokol, såvel som den erklæring, Tjekkiet også har fået vedføjet Lissabon-traktaten, er vel nærmest indiskutabelt, men oversat til svenske forhold skulle det kunne betyde, at EU-domstolen for fremtiden ikke skulle kunne efterprøve eller underkende den svenske arbejdsretlige lovgivning. Med andre ord skulle den fagforeningsfjendske Laval-dom blive neutraliseret og vi skulle kunne opnå den juridisk bindende undtagelse for den svenske arbejsmarkedsmodel, som EU-tilhængerne løj om at vi havde fået i 1994.

Alle citater fra EU-dokumenter er taget fra de officielle danske oversættelser.