Mange projekter bygges på kvarterløft. Ja, det sociale er nærmest blevet udvisket til fordel for bymiljøets fysiske ramme.

hjemloese

Bille

Man løser ikke sociale problemer med statsfinansieret tvang. Alligevel synes dette, sammen med kvarterløft, at udgøre løsning på ghettodannelse og sociale problemer i belastede områder. Med det resultat, at der er kommet flere grupper, der hænger ud på gaden

af Tina Rye Hansen, København

Spørgsmålet er, om omsorgssvigt altid falder tilbage på lægen, psykologen og socialarbejderen, eller om det største omsorgssvigt af udsatte bør søges hos politikerne.

De, som er med til at udvikle love og skabe rammer for udsatte grupper, holder løftestangen til at kontrollere deres liv. Politiske tiltag som kvarterløft, kvalitetsstandarder på social- og sundhedsområdet og kommunens rolle i arbejdet med socialt udsatte kan skabe fysiske rammer, som begrænser deres muligheder.

Københavns socialborgmester har i det seneste år bygget mange af sine projekter på kvarterløft. Ja, det sociale er nærmest blevet udvisket til fordel for bymiljøets fysiske ramme. Således var der for eksempel juni 2009 indvielse af fysiske renoveringer i Tingbjerg på trods af, at området kræver et socialt løft.

Ny tendens

Kvarterløft synes at være blevet en ny tendens i dansk kommunalpolitik. Og anvendes ligeledes for at retfærdiggøre lukning af en ungdomsklub i Sydhavn (jævnfør »fattigdomsmødet« i 2008).

I forlængelse af dette synes opmærksomhed på sociale problemer at være nødløsninger. I november sidste år søgte socialborgmesteren at »rydde op« i bydelen i Nordvest. Forslaget lød: »De mest belastede familier i ghettoområdet Tingbjerg skal ud«.

Og således udvides de tidligere fysiske renoveringer med et kulturelt kvarterløft – jeg fristes til at sige udrensning – som resulterer i, at »Socialforvaltningen i København vil flytte 25 familier med kriminelle teenagere og sociale problemer til boliger i andre bydele«.

Socialborgmesteren understreger, at dette kun bliver aktuelt, hvis familierne selv vil. Hvilket vil sige, hvis de har sociale og økonomiske ressourcer nok til at sige nej tak til et statsfinansieret bedre liv.

For med denne flytning følger forvaltningens »flyttepakke«, som »inkluderer sociale tilbud som mentorordninger og jobtræningsforløb for at give hele familien en frisk start«. En måned inden havde samme borgmester udtalt:

»Vi er ved at skabe en by og et samfund, hvor folk lever meget adskilt. For at løse problemerne er vi nødt til at bryde ghettoerne op og sikre en mere blandet befolkningssammensætning. I København er vi i gang med at prøve at få en mere blandet befolkningssammensætning både i Tingbjerg og nogle af de andre ghettoer«.

Men man løser ikke soci-ale problemer med statsfinansieret tvang. Alligevel synes dette, sammen med kvarterløft, at udgøre løsning på ghettodannelse og sociale problemer i belastede områder. Med det resultat, at der er kommet flere grupper, der hænger ud på gaden, både i Tingbjerg og Sydhavn.

Nye fristeder

Klubber og væresteder lukkes ned, da de ikke lever op til standarder for social- og sundhedsfaglige tilbud. Alternativt åbnes døre til nye kommunale tiltag for kategoriserede grupper. Således åbnes Dugnad Vesterbro. Værestedets målgruppe er stofmisbrugere, der opholder sig på Vesterbro. Her kan man få en kop kaffe, et måltid mad og en snak med en frivillig.

Ved at sætte en målgruppe for stedet ekskluderer man automatisk andre grupper. Måske kan de passe ind på et andet nyåbnet værested, Cafe Blom, en social cafe for mennesker med depression, angst og OCD.

Det var socialborgmesteren, der skød dette projekt i gang: »Det er den slags brændstof, jeg kører på: projekter, der gavner vores borgere,« sagde han.

Men disse steder gavner ikke alle borgere. Kun de, som kan kategoriseres til disse rammer. Hvad med de fattige? Mennesker, der mangler netværk? Hvor kan man få hjælp og støtte, hvis man ikke passer ind i ovenstående kategorier og kan få en plads i et sundhedsrum eller på en social café?