af Klaus Jensen, Randers.
Politikeres moral er en underlig størrelse.
At tænke sig en minister og partileder, der sidste år i august måned tonede frem på skærmen, ledsaget af et nyt MF-partimedlem, som næsten var danmarksmester i partibogstaver, med kravet om, at nu skulle det være slut med kvindeundertrykkelse og værdisymboler, når kvinder ville bære tørklæder.
Det var især burkaen, som skulle fjernes fra vores samfund. Efterfølgende nedsatte man et hold af detektiver, som skulle påvise misbruget. (Gad vide om de leder endnu?)
Det viste sig, at der sandsynligvis er flere politikere, der er modstandere, end der er folk, der bærer disse burkaer.
Der skal dog ikke herske nogen tvivl om, at kvindeundertrykkelse er noget, som skal bekæmpes med alle midler, hvilket følgende er et eksempel på. Partilederen har efterfølgende ved en ministerrokade fået tilkæmpet sig en af de få taburetter, som ikke er behæftet med de store skandaler, som har kendetegnet regeringen. En af de første opgaver, som partilederen/ministeren har været på, har bestået i at besøge en kollega i Afghanistan, der jo som bekendt er okkuperet af os danskere. I dette land, hvor kvindeundertrykkelse ses, når det er værst, viste partilederen/ministeren så sin afsky/lede for kvindeundertrykkelse ved at iføre sig hovedtørklæde i respekt for sin vært. Senere samme uge skulle man så høre en regionsrådsformand, hvis parti efter sigende skulle være forkæmpere for de dårligst stillede i landet, udtale, at tiden var inde for brugerbetaling ved lægebesøg. Begrundelsen herfor var behovet for en ansvarlig økonomi. Tænk engang! Når enhver, der har lyst kan gå ind på statistikbanken og finde ud af, at de dårligst stillede går til læge næsten dobbelt så meget som de bedst stillede danskere, hvem er det så, der igen-igen skal betale for samfundsøkonomien? Moral er godt, dobbelt moral er dobbelt så godt – ?
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
![](https://arbejderen.dk/sites/default/files/mobile_pay_arb.png)
87278