Uanset resultatet står vi nu alle i fagbevægelsen tilbage som tabere. For hvad afspejler den lave stemme-procent? Utilfredshed med resultatet, manglende interesse, mangel på tilknytning til fagforeningen, eller manglende aktivitet omkring afstemningen?
af Joan Ågot Pedersen, Kommunistisk Partis faglige udvalg
Overenskomsterne 2010 er stemt hjem. Afstemningsresultatet gav et klart ja. Men stemmeprocenten var meget lav. Kun 33,9 procent af de stemmeberettigede afgav en stemme.
Der blev stemt ja til et resultat, som var meget magert. En minimal lønforhøjelse, som i bedste fald holder skindet på næsen og i værste fald et reallønsfald for de fleste.
Der blev givet meget lidt i forhold til social løndumping. I de fleste overenskomster er der indført hensigtserklæringer om at forsøge at sætte et værn op mod løndumpingen og det ønskede kædeansvar, hvor en hovedentreprenør hæfter for overenskomsten i alle led, blev der ikke noget af.
Anciennitetsbestemmelserne for at opnå retten til en arbejdsmarkedspension blev klart forbedret, og løn under barsel ligeså. HK’s krav om fjernelse af 50 procents reglen blev totalt afvist.
Endelig blev der taget hul på en fratrædelsesgodtgørelse, som skal opveje de uanstændigt lave dagpengesatser. Men at kompensere de dårlige dagpengesatser i fratrædelsesordninger er ødelæggende for det solidariske dagpengesystem. Politikkerne kan fremover blot henvise til overenskomstforhandlingerne, og så risikerer vi at få en ordning, som udhules skridt for skridt lige som Folkepensionen.
Mangel på strategi
Forhandlingerne viste, at forbundene ikke havde en fælles strategi og dermed heller ikke en fælles solidaritet på tværs af faggrænser. Der blev ikke taget et fælles ansvar for at mobilisere medlemmerne til at kæmpe for forbedringer.
I stedet blev forligene kaldt det bedst opnåelige i den givne situation. Og medlemmerne blev ikke bragt ud af den lammende skræk for at miste arbejdet – enten på grund af nedskæringer, udflagninger eller rationaliseringer.
3F opstillede kravet om værn mod social dumping. Men det var ikke et fælles krav fra alle forbundene. Blandt andet Dansk Metal mente ikke, de havde noget specielt problem med social dumping. Og i 3F var der heller ikke en fælles holdning til, hvad et værn mod social dumping er. Det allervigtigste krav om at forpligtige arbejdsgiverne med et kædeansvar i forhold til underentreprenører kunne have været et forsvar mod løntryk.
I HK stod HK Privat alene med fjernelsen af 50 procents kravet. Resten af HK bakkede ikke op, på trods af de har det samme problem. Og når det ikke var et enigt HK, ja så var det nemt for de øvrige forbund at undsige solidariteten med et krav, som er åbenlyst berettiget.
Venstrefløjen i fagbevægelsen havde heller ikke en fælles strategi. Også den var opsplittet og tog snævre faglige hensyn ud fra individuelle placeringer i fagbevægelsen.
Alt dette afspejlede sig også i OK 2010 Initiativet. Herfra kunne der ikke gives en fælles vurdering af overenskomstresultatet og dermed heller ikke en fælles anbefaling. Den eneste enighed, der kunne opnås, var at anbefale alle at stemme af hensyn til stemmeprocenten, lige som de fleste forbund gjorde.
Man kan sige: stort resultat – stor gejst. Lille resultat – lille gejst. De fagforeninger, der anbefalede et nej, organiserede ikke en fælles kampagne, og anbefalerne af et ja udsendte deres brevanbefaling til at stemme ja – som de plejer – uden yderligere aktivitet.
Arbejdsgiverne var klar
Den manglende fælles strategi og solidaritet udstiller fagbevægelsens svaghed. Arbejdsgiverne derimod havde en strategi. De ville ikke betale for krisen, og de signalerede, at de var klar til konflikt.
Dansk Industri, som er den suverænt største arbejdsgiverorganisation, sad for første gang med i forhandlingerne ved både minimalløns- og normallønsoverenskomsterne. Og deres plan var klar fra start til slut: der skulle ikke gives indrømmelser. Det ordnede de først gennem industriforliget og dernæst transportforliget. Så var rammerne lagt for de to lønområder, minimallønnen og normallønnen. Herefter kunne resten følge trop.
På grund af den manglende fælles strategi og fælles solidaritet hos modparten kunne arbejdsgiverne læne sig tilbage og gennemføre deres egen plan.
Men uanset resultatet står vi nu alle i fagbevægelsen tilbage som tabere. For hvad afspejler den lave stemmeprocent? Det kan der være mange bud på, og det er nok lidt af hvert, alt efter øjnene der ser på det: Utilfredshed med resultatet, manglende interesse for overenskomsten, mangel på tilknytning til fagforeningen, manglende aktivitet omkring afstemningen.
Det er de problemer, som vi nu skal konfrontere for at gøre os klar til overenskomstfornyelsen i 2012. Derfor er det vigtigt, at de nye bestemmelser omkring social dumping afprøves. Der må sættes aktiviteter i gang, der viser, om de virker. Og der må diskuteres, hvad der menes med social dumping, så der er en fælles forståelse omkring det.
Eu truer den danske model
Der må skabes aktiviteter på arbejdspladserne omkring overenskomsterne. Det er ikke nok, at fagforeningernes faglige sekretærer drukner i sagsbehandling.
Kun ved aktiviteter omkring overenskomsterne på arbejdspladserne, bliver de levende og nærværende. Kun på den måde får medlemmerne et ejerskab, som det siges på moderne dansk.
Vi ser et arbejdsmarked, hvor mange arbejdsgivere ikke ønsker at reguleres af overenskomster. Andelen af arbejdere på det private arbejdsmarked, som arbejder under en overenskomst, er faldende. Det kan betyde krav fra EU om, at der skal lovgives om løn- og arbejdsforhold i stedet for det danske aftalesystem.
Den såkaldte kristelige fagbevægelse, Krifa, har kørt en kampagne, hvor de agiterer for en lønmodtagerlov, sikkert ikke uden bevågenhed fra den danske regering. Vi må dæmme op for de gule og deres krav ved at bevise, at vi har levende overenskomster, som vi er klar til at forsvare.
Den Danske model er truet på mange fronter. Først og fremmest gennem et EU, der vil sikre arbejdskraftens frie bevægelig, så kapitalen kan opnå den maximale profit.
Vi ser nu resultatet med af arbejdsmarked, hvor den østeuropæiske arbejdskraft presser overenskomsterne med lønninger helt ned til 30-40 kr. i timen. Derfor vil kampen mod løndumping også fremover stå som et centralt tema på grund at trykket fra EU's indre marked.
Derfor skal der skabes klarhed om EU’s rolle i den faglige strategi, der bygger på forsvar af de kollektive danske overenskomster. Ellers vil der blive handlet i blinde
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278
på Twitter
