indføres der brugerbetaling over en bred bank i kommuner, vil det vende den tunge ende nedad. De økonomisk svageste har nemlig det største behov for og træk på velfærds-ydelserne.
Fra nyliberale økonomer og politikere fremføres, at afskaffelse af efterlønnen og forringelse af dagpengeordningen vil kunne »erstatte besparelser«.
Men det vil ikke virke, fordi der i den nærmeste årrække er udsigt til høj og vedvarende arbejdsløshed på mellem 200.000 og 250.000 personer. Derfor vil det at sløjfe efterlønsordningen kun flytte efterlønsmodtagerne over i arbejdsløshedskøen.
Tilmed vil det oven i købet øge statsunderskuddet, da satsen for dagpenge er højere end for efterløn. Man kan altså ikke spare 24 milliarder på at sløjfe efterlønnen, da udgiften til dagpenge i stedet for vil være endnu større.
Heller ikke dagpengeindgreb vil virke. Ideen er at »øge motivationen« hos de ledige til at finde job. Men med en bruttoledighed på mellem 200-250.000 personer den nærmeste årrække kan de ledige skrive 20 ansøgninger om dagen, uden at det hjælper på den samlede arbejdsløshed.
Brugerbetaling
Ikke mindst kommunerne vil blive hårdt ramt af VK’s planlagte besparelser. Det har været foreslået, at kommunerne for at undgå besparelserne skulle have lov til at indføre brugerbetaling. Som eksempel har været peget på, at velhavende pensionister for eksempel kunne betale for rengøring.
Brugerbetaling på dette smalle område vil dog reelt ikke forslå noget videre i forhold til regeringens krav om at spare 31 milliarder i kommunerne.
For at kunne aflyse så store besparelser, skal brugerbetaling indføres ikke blot på alle velfærdsområder, men også for alle borgergrupper – udover måske lige de allerallerfattigste.
Den økonomiske funktion af brugerbetaling vil imidlertid primært være at reducere efterspørgslen efter velfærdsydelser, mens det ikke vil give de store merindtægter.
Indføres der brugerbetaling på hidtil skattefinansierede ydelser, indføres reelt dobbeltbetaling for de samme ydelser, og derfor skal skatter og/eller bloktilskud nedsættes tilsvarende. Og så er kommunerne økonomisk set jo lige vidt.
Hertil kommer, at indføres der brugerbetaling over en bred bank i kommuner, vil det vende den tunge ende nedad. De økonomisk svageste har nemlig det største behov for og træk på velfærdsydelserne. Hermed vil uligheden vokse eklatant.
Der vil ved indførelse af brugerbetaling for ældre også være den yderligere urimelighed, at det kommer, efter at de ældre igennem mange års skattebetalinger i deres arbejdsliv allerede har bidraget til finansieringen af velfærdssamfundet og dermed har sparet op til velfærdsydelser uden betaling.
Rationalisering
Ifølge regeringen behøver de omfattende besparelser imidlertid ikke at føre til velfærdsforringelser, idet kommunerne kan rationalisere sig til besparelser på mindst 10 milliarder kroner, i hvert fald hvis vi skal tro på regeringens katalog over sparemulighederne i kommunerne.
Kataloget peger blandt andet på sparemuligheder gennem digitalisering, indkøbsaftaler, nedbringelse af sygefravær, administrative effek-tiviseringer, samt gennem »benchmarking« på børne-, folkeskole- og ældreområdet.
Men disse rationaliseringstiltag har kommunerne længe været i gang med. For eksempel indkøbsaftaler, digitalisering, indføring af it-teknologi, samt sygefravær. Og »de lavthængende frugter« er for længst høstet, for eksempel på det administrative område.
Skal der opnås yderligere effektiviseringsgevinster, vil det kræve et langt sejt træk og tilmed yderligere investeringer på energi- og it-området. Det forekommer derfor helt urealistisk, at man over en kort årrække skulle kunne trække adskillige milliarder yderligere hjem i besparelser herigennem.
Regeringen mener også, at kommunerne kan spare godt seks milliarder kroner på børnepasning, folkeskole og ældrepleje gennem »benchmarking«. Det vil sige ved at lære af de »mest effektive« og »billigste« kommuner.
Men sådanne kommuner har ofte lavere udgifter i kraft af borgere med »nemmere« behov og/eller i kraft af lav service.
Skal kommuner med større arbejdsløshed og/eller flere sociale problemer og/eller flere indvandrere tilpasse sig sådanne »minimumsstandarder«, handler det derfor re-elt ikke om effektivisering, men om serviceforringelser i milliardklassen.
Udlicitering
I forbindelse med offentlige besparelser har det fra regeringen, fra Dansk Industri, CEPOS og deslige også været anført, at kommunerne kan spare gennem udlicitering.
Men de mest oplagte områder, såsom rengøring, it, madlavning, infrastrukturprojekter og vedligeholdelse, er for længst udliciteret. Også her gælder det, at »lavthængende frugter« for længst er høstet.
Samtidig gælder om udlicitering og privatisering, at de økonomiske fordele, som ofte hævdet af nyliberale økonomer, politikere og organisationer, på ingen måde er dokumenteret.
Tværtimod bygger disse regnestykker som regel på, at resultater fra udlicitering på områder som for eksempel rengøring – hvor produktet let kan opgøres og resultatet let kan måles – uden videre kan overføres til de helt anderledes komplekse og menneskeorienterede opgaver, som det offentlige varetager på velfærdens kerneområder.
Hvis det var så let, var det naturligvis for længst sket. Disse beregnede »superbesparelser« på 10, 15 og 20 milliarder kroner ved at udlicitere velfærdsopgaverne i kommunerne svæver derfor frit i luften.
Hertil kommer, at mange af disse nyliberalistisk in-spirerede regnestykker negligerer bagdele og ulemper for kommunerne ved udlici-tering. Og udlicitering kan være et »tveægget sværd« for kommunerne.
Der kan nemlig være betydelig risiko for, at indhøstede besparelser i realiteten opnås af de private virksomheder enten gennem reduceret kvalitet for brugerne eller gennem forringelse af medarbejdervilkår.
Eksempler på det første kendes for eksempel fra udlicitering af rengøring og på det sidste for eksempel fra buskørsel.
Endvidere kan der ved udlicitering være risiko for, at besparelser fremkommer gennem »dumpingtilbud«, som siden – når kontrakterne er indgået og den private leverandør står stærkt »på markedet« – indhentes gennem prisforhøjelser.
Dette viser også faren ved, at det offentlige gennem udlicitering mister ekspertise og kapacitet og dermed evne til at give et modspil. Et velkendt eksempel herpå er udliciteringen af redningstjeneste, der nærmest har etableret et privat monopol i skikkelse af Falck.
Endelig er der ganske store såkaldte »transaktionsomkostninger« ved udlicitering og privatisering, det vil sige omkostninger i forbindelse med gennemførelse af udbud, kontraktudfærdigelse samt opfølgning på kontrakter.
Udlicitering og privatisering er således på ingen måde en gratis garanti for besparelser.
Vejen frem
Løsning af statsunderskud og arbejdsløshed går hånd i hånd. Kan vi øge beskæftigelsen, vil det også reducere statsunderskuddet.
Offentlige investeringer og offentlig beskæftigelse kan øges for omkring 45 milliarder kroner, hvilket tilsammen kan give en reduktion af ledigheden på mellem 50.000 og 60.000 personer.
En anden stor udfordring er, at vækst og produktivitet skal genskabes gennem en selektiv forsknings- og erhvervspolitik, der kombinerer efterspørgselspolitik med et samarbejde mellem forskningen (staten) og virksomhederne.
Endvidere skal arbejdskraftens bidrag til øget produktivitet og vækst udbygges gennem en anderledes slagkraftig uddannelsespolitik. Men vækst gennem øget produktivitet afføder ikke flere job.
Derfor skal den gennem væksten forøgede velstand investeres i jobskabelse udover i nedbringelse af statsunderskuddet. Statsunderskuddet skal også reduceres ved, at skattelettelserne til de rige tilbageføres, og skattestoppet stilles i bero.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278
på Twitter
