af Per Diepgen, Horbelev
Europæiske kommunistpartier debatterede i februar historieforfalskning.
Den findes i mange udgaver, ikke blot som forskellige historiefortolkninger, men også ved at undertrykke oplysning og formidling af fakta om Anden Verdenskrig og Den kolde Krig. Løgnehistorierne er mangfoldige, og den blinde erindring er udsat for dobbeltsyn.
Man behøver ikke at være kommunist eller medlem af Centret imod historieforfalskning for at indse virkningen af, at man i Maribo nægter at diskutere Kaj Munks blakkede ry, når landsdelen afsynger Vedersø-hymnen Den blå anemone.
Eller når visefolk i Frederikssund, der synger den fortræffelige Sigfred Pedersens Hvornår er det dejligst i Danmark, nægter at indse, at komponisten og lokalpatrioten Kjeld Jørgensen var den første kriminalassistent, der i september 1942 fik Gestapo-opgaven at opsøge og forhøre Bent Fauerschou-Hviid, senere kendt som Flammen.
Og måske deltog han straks efter krigen i den udbredte afhøring og husundersøgelse af modstandsfolk, der ifølge Hartvig Frisch var mordere – og nu den 9. april ifølge Henning Tjørnehøj noget tilsvarende. Anders Fogh Rasmussen ville i krig og indmeldte derfor sit parti i modstandsbevægelsen »eftersom du er imod os, hvis du ikke er med os og vores allesammens besættelse af Irak og Afghanistan«.
Venstres historie
De unge venstreløver har taget historieforvanskningen til sig og udbreder den i landets aviser.
På 70-årsdagen for den 9. april havde den lokale venstrepresse på Lolland-Falster sat en V-folketingskandidat til i en stor opsætning på hjemmesiden at levere partiet Venstres fortælling om besættelsen og den heroiske danske befolkning.
Jeg bad ham i en kommentar til artiklen om at læse sit eget parti historie. Ikke desto mindre lod redaktionen et par dage senere artiklen sætte op i den trykte udgave, hvilket fik mig til at skrive en barsk kommentar.
Jeg mindede ham og redaktionen om deres tilknytning til LS og Knud Bach, som fra slutningen af 30’erne havde plejet personlig omgang med lederen af landsdelens LS, nazisten grev Knuth af Knuthenborg.
Selv om jeg indskrænkede mig til en kommentar på hjemmesiden, blev den og dermed historisk fakta fjernet af redaktionen.
Ytringsfrihed
Ligesom dengang skriver avisen meget hyppigt om grevefamiliens historiske fortræffeligheder, undgår Besættelsen og nævner aldrig noget om nabogodset.
Her samarbejdede Monica Wickfeldt med de lokale kommunister, blev angivet og anholdt, dømt til døden, men sendt til Tyskland, hvor hun døde.
Sådan er historieskrivningen sat på vågeblus af magtfolkets politiske erindring. Alle de overtrædelser af menneskerettighederne, som regeringen angriber Sovjet og mange andre lande for, udøver vi selv med hemmelige arkiver over politiske modstandere.
Ytringsfriheden er i dag berammet således, at min lille sande historie måske end ikke kan optrykkes i Arbejderen, fordi den kunne være medvirkende til endnu flere redaktionelle begrænsninger fra den del af politiet, som i mere end 70 år har kæmpet imod socialisterne.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278
på Twitter
