En arbejdsgiver tænker udfra en mytologi om firmaet som verdens centrum.

af Kjeld Stenum

Trivselsanalyser i form af anonyme spørgeskemaer til de ansatte er ikke noget, jeg er vant til i byggebranchen. Men sådan gør de altså i det byggefirma, hvor jeg er i øjeblikket. Bagefter stiller ledelsen op til et skurmøde for at snakke om resultaterne.

Det er en lidt spøjs oplevelse sådan at diskutere med firmaledere; det er næsten ikke til at få forklaret selv de mest elementære ting til dem. De snakker et helt andet sprog. De lever i en anden verden, hvor det, man siger til dem, får en anden betydning, end man selv lagde i det. Og de gør alt, hvad de kan, for at opretholde det billede af verden, som de lever i.

Vil man have dem i tale, handler det altså om at bringe det, man har at sige, på en form, så de ikke kan undgå i hvert fald for et kort sekund at falde så meget ud af deres roller, at de ser sagen, som vi ser den. Lykkes det, sker det også lynhurtigt, at de finder tilbage i rollerne igen. Og var det så anstrengelsen værd?

Trivselsanalyse-mødet sker en gang om året. Dette års hotteste emne var et blandt os ansatte meget forhadt tillæg til akkordlønnen, som et snedigt hoved i firmaets ledelse har regnet ud, sjakkene kan få, hvis de kan holde sygefraværet nede på en bestemt procent.

Én ting er, at når det nu skal være akkord – og det skal det i byggebranchen, hvis man vil tjene noget – så var det bedre at forhandle akkorder uden den slags bonusser overhovedet, så det, man blev enige om, afspejlede, hvad vi er nødt til at tjene. Med for mange uldne bonus-muligheder kan vi lettere overtales til at æde en akkordaftale, der reelt er for ringe.

Noget andet er så, hvordan netop denne bonus virker for os i sjakkene. Hvis du har det skidt en dag, møder du alligevel op for at holde sjakkets samlede fraværsprocent nede og sikre bonussen. Derfor talte nogle af mine makkere om kollektiv straf.

Det kunne den mand fra firmaledelsen, som er nedkommet med den geniale bonus-idé, ikke forstå. Det var ikke en straf. Det var et tilbud om et ekstra tillæg, som man kunne få til lønnen, hvis man mødte tilstrækkelig tit.

Vi sagde, at så kunne man jo give det som individuelle tillæg.

Men det duede heller ikke for ham, for så ville effekten med, at vi holdt hinanden i ørerne med hensyn til at møde hver dag, udeblive. Det var altså den »effekt«, han var ude efter. Og det var meget svært at få ham til at falde bare en lille bitte smule ud af rollen og leve sig ind i, hvordan det er for eksempel at være nedslidt eller andet kronisk og skulle presse sig selv til at gå på arbejde hver dag, for ellers går det ud over makkernes løn. Det var ikke en situation, der kom hans univers ved.

Trivselsanalyse betyder noget helt andet i hans hoved end i vores. En arbejdsgiver tænker udfra en mytologi om firmaet som verdens centrum. De ansattes trivsel er ifølge denne mytologi afhængige af firmaets trivsel, som de søfarendes trivsel er afhængig af deres skudes trivsel på det oprørte hav.

Firmaet har til gengæld en i hvert fald moralsk forpligtelse til at tage sig af den ansattes trivsel – så længe det ikke sker på bekostning af firmaets trivsel. Det er endda ofte ligefrem i firmaets interesse, at de ansatte trives bedst muligt, for arbejdere, der trives, yder også et bedre stykke arbejde, og det er godt for firmaets trivsel.

Ligesom det er godt for et skib, hvis de søfarende er så glade for deres kaptajn, at de er særlig parate til at ofre sig for en god sejlads. Men hvad enhver kaptajn også ved, er at folkenes trivsel ikke det eneste middel til at få et skib til at sejle. Kadaverdisciplin og frygt kan også bruges, når det er det, situationen kræver.

En arbejder tænker ikke på sig selv som en søfarende på et skib, man binder sin overlevelse til. Enhver arbejder kan blive sorteret fra og sparket ud til hajerne, eller hvad der nu måtte være at blive sparket ud til på det vildsomme hav omkring firma-skuden. Firmaets omsorg for arbejderens trivsel rækker ikke længere end til, hvad firmaet selv kan drage fordel af. Arbejderen har ikke fælles skæbne med firma-skuden.

Man ved, der er ting, man ikke har lov til at gøre eller sige, hvis man vil undgå sparket. Man ved, der er ting, man skal gøre, hvis man vil have lov til at blive ombord. Og man ved, at selv om man undlader de ting, man ikke må gøre og sige, og opfylder de krav, man skal opfylde, er man ikke garderet imod at blive sparket ud til hajerne alligevel. Så kun den mest vildførte arbejder tænker på sig selv som én, hvis trivsel er afhængig af firma­ets trivsel.

Næsten alle er ind til deres rygmarv klar over, at det, deres trivsel dybest set er afhængig af, det er hele samfunds-flåden. Er der mange redningsbåde på havet til at samle én op, hvis man bliver sparket ud, har man en chance. Og ellers går man til grunde. Så det slås enhver arbejder for: mange redningsbåde.

Det er to meget forskellige verdensbilleder. Arbejdsgiverens myte lever og dør med firma-skibet og dets trivsel eller undergang. Mens det billede, arbejderen forstår sin verden ud fra, nødvendigvis må tage højde også for den situation, at han/hun må kunne overleve, også hvis man måtte blive sparket ud fra firmaet, eller hvis firma-skibet skulle kuldsejle.

Det gør det undertiden meget svært for arbejdsgivere at forstå deres arbejdere. Arbejdsgivere evner simpelthen ikke at tænke samfundsmæssigt. Og hvis de forsøger på det, laver de tingene om, så det kommer til at handle om firma-skuden alligevel. For i deres øjne er det velsejlende skuder, der trækker samfundet. Den, som ikke er på disse velsejlende skuder, er i en vis forstand slet ikke.

Det prisgivne menneske, sorteret fra på arbejdsmarkedet og ene på det vildsomme hav, det menneske kender de ikke. Det gør vi. Vi ved, det kan blive os selv. Det er vores udgangspunkt.